Religion er baggrundsstråling i ethvert politisk system

I regimer, hvor religionerne er blevet undertrykt eller holdt ude fra det offentlige rum, har regimerne paradoksalt nok selv antaget religiøs karakter, mener Mogens Mogensen Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Drømmen om en politisk verden uden religion vil ende som et mareridt, hvis den realiseres. Heldigvis er risikoen for, at det sker, minimal, skriver ph.d. Mogens Mogensen

Bestræbelserne på at forsøge at adskille af religion og politik er et forholdsvist nyt fænomen i Europas historie, som kan spores tilbage til oplysningstiden. Det betyder ikke, at der ikke var kampe mellem kongen/kejseren og kirken tidligere, men religionen var de fælles om, da den blev opfattet som grundlaget for hele samfundsopbygningen og for borgernes moral.

LÆS OGSÅ: "Moral kommer ikke fra Gud"

Kan religion fordrives fra det offentlige rum?
Tendensen i hele Vesteuropa har i mange år gået i retning af adskillelse mellem stat og kirke, fordi religion ikke længere anses som en del af samfundets fundament, og i retning af at bortvise religion fra det offentlige rum til privatlivet.

Sandsynligheden for, at dette projekt nogensinde vil lykkes er imidlertid meget lille. Stormagter opstår og går til grunde, politiske ideologier holder nogle årtier (nogle århundreder, hvis det går højt) men de store verdensreligioner har overlevet i tusinder af år.

På godt og ondt er de blevet påvirket af forskellige kulturer og politiske systemer og har sat deres umiskendelige aftryk på de samme kulturer og politiske systemer.

Spørgsmålet er, hvad der ville ske, hvis det virkelig skulle lykkes at få al religion lukket ude fra det offentlige rum, således at det politiske liv og den politiske debat kunne foregå uden indspil fra religiøs side?

Vi er ikke udelukkende henvist til her at drive kontrafaktisk historieskrivning, for i kortere perioder er det et langt stykke af vejen lykkedes regimer at trænge religioner ud af det offentlige rum og ind i privatlivet eller ned i undergrunden.

Det mest ideologisk gennemtænkte og systematisk gennemførte forsøg på det har kommunistiske regimer i det 20. århundrede stået for. Så snart regimerne faldt, dukkede religionerne imidlertid op i det offentlige rum igen, men mens undertrykkelsen stod på, skete der det, at regimerne paradoksalt nok selv antog religiøs karakter.

Religionerne kan bruges til fortalervirksomhed
Religionens største indflydelse i den politiske verden har været af en mere indirekte og anonym karakter. Man kunne beskrive religionen som en baggrundsstråling i enhver kultur og ethvert politisk system.

Når det gælder kristendommens betydning for det politiske liv i Europa kunne man pege på, hvordan kristne forestillinger om for eksempel menneskesyn og etik har påvirket og til stadighed påvirker lovgivningen. I den henseende er det absurd at tale om en politisk verden uden religion.

Når det gælder religionens direkte og synlige rolle i det politiske liv, har den mest udbredte opfattelse været, at eksempelvis kristendommen ikke kan reduceres til et bestemt politisk partiprogram, men er en kritisk instans, som står, om ikke over, så dog uden for alle politiske partier og ideologier.

Op igennem historien har aktivister med udgangspunkt i kristendom og kirke forholdt sig kritisk til forskellige politiske forhold og også med held kæmpet for at få dem ændret.

Et klassisk eksempel er den kamp for ophævelse af slavehandel, som William Wilberforce engagerede sig i, efter at han i 1785 havde haft en kristen omvendelsesoplevelse.

Slavehandel var en integreret del af Englands økonomiske system, og hvis det ikke havde været for blandt andet Wilberforces religiøst inspirerede politiske initiativ, er det ikke sikkert, at slavehandlen i England var blevet forbudt i 1807.

Siden da har der været talrige eksempler på kristen fortalervirksomhed (advocacy) vedrørende emner, som hører til i den politiske verden, og som har haft afgørende indflydelse på den politiske proces. Verden i dag ville have set noget anderledes ud, hvis sådanne religiøst inspirerede initiativer var blevet bandlyst fra det politiske liv.

Hvad er det, religion kan og skal bidrage med i den politiske verden? Den feministiske teolog Sallie McFague skriver i bogen Life Abundant. Rethinking Theology and Economy for a Planet in Peril (Fortress Press 2001):

Religionerne beskæftiger sig med at visualisere modkulturelle alternativer og andre måder at leve på; det er måske endda noget af det eneste, de kan enes om. (s. 35).

Kristendommen er en udfordring for politikerne
Kristendommen giver for eksempel et andet perspektiv på det gode liv, som ikke handler om materialisme, forbrug og grådighed, men om næstekærlighed, villighed til at dele, omsorg for de fattige, fremmede og andre marginaliserede.
Ud fra en kristen forståelse af vort kald til at elske, ikke bare Gud, men også vor næste og hele skaberværket, bliver der i disse år rejst kritik af den dominerende vækstdiskurs, der fører til alvorlige globale økologiske problemer og globalt øger forskellen mellem rige og fattige.

Før eller siden og helst før det bliver alt for sent må politikerne forholde sig til den kritik, som nu med stor styrke rejses af blandt andre kristne grupper.

Drømmen om en politisk verden uden religion vil ende som et mareridt, hvis den realiseres. Heldigvis er risikoen for, at det sker, minimal.

Mogens S. Mogensen er ph.d og interreligiøs konsulent