"Religion har indvirkning på sammenhængskraften"
Kristendommen har bidraget meget til det, som vi er fælles om, skønt vi sjældent er bevidste om det, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen
Under konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland blev en mand holdt op af en IRA-terrorist. Med en pistol mod tindingen blev han spurgt: "Er du katolik eller protestant?" "Jeg er ateist," udbrød han skrækslagen, hvortil terroristen svarede: "Det er vi alle, men er du katolsk eller protestantisk ateist?"
Vittigheden antyder, at religion spiller en afgørende rolle for folks identitet og for sammenhængskraften eller manglen på samme i et samfund.
Kultur er det fælles underforståede
Der er naturligvis ingen tvivl om, at kristendommen gennem de sidste mere end 1000 år har øvet en afgørende indflydelse på den befolkning, som har levet i det område, som vi i dag kalder Danmark, og at kristendommen uanset den enkeltes personlige religiøse overbevisning og praksis har sat sit afgørende præg på de danskere, som i flere generationer har boet her.
Kultur definerer forfatteren Knud Sørensen som det fælles underforståede, og der er ingen tvivl om, at kristendommen har bidraget meget til det, som vi er fælles om, skønt vi sjældent er bevidste om det.
Sammenhængskraften er på dagsordenen
Samtidig antyder vittigheden, at den samme religion, når den tolkes forskelligt, kan underminere et samfunds sammenhængskraft. Mange katolikker og frikirkefolk i Danmark har, især tidligere, oplevet at blive marginaliseret og mistænkeliggjort i det offentlige rum.
Spændingerne mellem grundtvigianere og Indre Mission var i slutningen af det 19. århundrede nogle steder så store, at de oprettede hver deres mejeri. Også i dag er der stærke holdningsforskelle mellem forskellige kristne grupperinger i Danmark, for eksempel når det gælder synet på vielse af homoseksuelle.
Der er ingen tvivl om, at tilstedeværelsen af forskellige verdensreligioner i Danmark i dag ved siden af kristendommen, især islam, har været med til at sætte spørgsmålet om sammenhængskraften på dagsordenen, fordi for eksempel muslimer har bragt normer og traditioner med sig, som opleves meget fremmedartede af gammeldanskere.
Men multireligiøsitetens betydning for sammenhængskraften er dog mere kompleks end som så. Undertiden kan man opleve, at skellet ikke opstår mellem kristne og tilhængere af andre religioner, men mellem mennesker med en religiøs overbevisning og praksis (uanset hvilken religiøs tradition, de står i) og så mennesker med en sekularistisk holdning til tilværelsen (uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej).
Denne konflikt kom for eksempel op til overfladen i forbindelse med Muhammed-krisen, hvor de allerfleste borgere uanset om de havde en kristen eller en muslimsk baggrund bakkede principielt op om ytringsfriheden, men hvor der var en langt større forståelse for muslimernes følelser blandt ikke-sekularistiske end blandt sekularistiske grupper.
Hvordan definerer vi det nationale fællesskab?
Spørgsmålet om, hvad der fremmer og hæmmer sammenhængskraften i det danske samfund, hænger imidlertid i sidste ende sammen med, hvilken forståelse vi har af det nationale fællesskab.
Går vi ud fra en etnisk eller kulturel definition, så er det, der binder fællesskabet sammen ikke bare det fælles sprog, men også kultur, etnicitet, afstamning, fødested og historie, og dybest set kan man kun fødes ind i et sådant fællesskab.
Det betyder, at enhver indvandring af folk med en anden etnicitet og religion må tolkes som noget, der svækker den nationale sammenhængskraft.
Hvis man derimod gå ud fra en territorial eller civil definition, så består nationen af det fællesskab af mennesker, der deler et fælles territorium under samme regering, og hvor borgere udviser en vilje til at anerkende centrale civile borgerlige værdier og politiske spilleregler.
Det giver mulighed for, at indvandrere kan blive en del af det nationale fællesskab, også selv om de har en anden religion og en anden etnisk baggrund end flertallets.
Mogens Mogensen er ph.d og tværreligiøs konsulent