"Religion sætter dagsordenen i international politik"

85% af verdens befolkning er troende, og det med en helt anden intensitet end den normaldanske tro, skriver Mogens Mogensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Både i den muslimske verden og i Europa har religionerne en afgørende politisk indflydelse, skriver ph.d. Mogens Mogensen

Skal man danne sig et overblik over international politik i nyere tid, vil mange være tilbøjelige til ud at tale om et før og et efter 1989, altså den kolde krigs afslutning.

Men efter professor Ole Wævers opfattelse giver det mere mening at tale om et før og et efter 1979, altså at se den iranske revolution som det afgørende vendepunkt, nemlig som religionens genkomst i verdenspolitikken.

Flertallet af verdens befolkning er troende
I introduktionsartiklen til Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrifts Udenrigs, der tematiserer Religion i international politik, minder Wæver sekulariserede danskere om, at mindst 85% af verdens befolkning er troende, og det med en helt anden intensitet end den normaldanske tro, og at omkring halvdelen af verdens befolkning mener, at religion bør have en væsentlig indflydelse på samfundsspørgsmål.

I en verden efter Vestens kontrol er politik selvfølgelig religiøs; spørgsmålet er ikke om, men hvordan, slår Wæver fast, og de efterfølgende artikler giver nuancerede billeder af, hvordan religion og politik spiller sammen især i Europa og Mellemøsten.

Islamisterne er splittede
I debatten med EU fremstilles Tyrkiet som et verdsligt demokrati, og for ikke at skræmme europæerne væk nedtones religionens rolle. Samtidig hverken kan eller vil Tyrkiet se bort fra, at det er en muslimsk nation og derfor har nogle særlige bånd til andre muslimske lande, og i forhold til disse lande bruges islam og Tyrkiets kobling af islam og demokrati som et effektivt middel til at fremme Tyrkiets internationale indflydelse i den muslimske verden (Martin Selsøe Sørensen)

Hellere Mubarak end de muslimske brødre var det mantra, der i mange år bidrog til at holde diktatoren ved magten i Egypten. Det Muslimske Broderskab er ganske vist en islamistisk bevægelse, men den er splittet mellem en reformfløj, der for eksempel vil have lige rettigheder for kristne og muslimer, og en ærkekonservativ, der kræver, at kristne skal underlægges den dominerende islamisk kultur.

Islamisme forudsætter en nær forbindelse mellem religion og politik, men forbindelsen er ikke entydig, og i mange muslimske lande konkurrerer flere islamistiske grupper om den sande linje (Michael Thumann)

Kampen står om Israels sjæl
Også i Israel spiller religion en afgørende rolle både for indenrigs- og udenrigspolitikken. Endnu vigtigere for Israels fremtid end eventuelle kompromiser med palæstinenserne er den kamp, som for øjeblikket pågår om Israels sjæl.

Det fundamentale spørgsmål er, om Israel forstås som en stat for jøder altså et refugium for jøder nødvendiggjort af jødeforfølgelserne eller en jødisk stat, hvor jødiske regler og normer flyder sammen med staten.

Shas-partiet og de ultraortodokse partier, der kæmper for forståelsen af Israel som en jødisk stat, minder efterhånden mere og mere om de islamistiske partier, hvor religion og politik opfattes som ét (Martin Krasnik)

Mens det oftest er Mellemøsten og islam, de fleste tænker på, når talen falder på religion og politik, så er der lige så god grund til at rette søgelyset mod Europa.

I Europa kæmper man imod afkristning
Det er nok de færreste danskere, som er klar over, at Danmark i 1982 genoptog den diplomatiske forbindelse til Pavestolen, som var blevet afbrudt ved reformationen i 1536.

I dag er der 178 lande, som har diplomatiske forbindelser, ikke med Vatikanstaten, men med den religiøse instans, som pavestolen eller paveembedet er. Paven, den religiøse leder for halvdelen af verdens kristne, driver sin egen udenrigspolitik og forholder sig aktivt til de internationale konflikter i verdenspolitikken (Thomas Harder).

Lige som det i dag er et hovedmål for pavestolen at modvirke afkristningen af Europa, sådan har også den russisk-ortodokse kirke sat sig for at genoplive den kristne kulturarv i de tidligere sovjetrepublikker.

Kirken forsøger at genoplive det såkaldte symfoni-princip, altså en samklang mellem verdslig og åndelig magt, som ligger i det byzantinske ideal om det harmoniske forhold mellem kejser og patriark, stat og kirke, som var gældende fra omkring 530 efter Kristi fødsel.

Alt tyder på, at den ortodokse kirke både har evnen og viljen til at udøve effektiv indflydelse på både indenrigs- og udenrigspolitikken, lige som statsmagterne også ser en interesse i at fremme deres interesser gennem et samarbejdet med kirken (Christian Gottlieb).

Når man kigger sig grundigt rundt, ikke bare i Mellemøsten, men også i Europa, og resten af verden, er det vanskeligt at komme udenom, at Wævers overskrift til hans introduktionsartikel giver god mening: "Velkommen til flertallets verden den religiøse."

Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent