Religion er også en del af svaret på "hvorfor terror"

Ideologisk militærretorik om ”vestens værdier”, der bliver ”angrebet af islam” siger som regel mere om italesætterne end om religionen. Relationen mellem religion og vold er kompleks, og vi skal forstå, hvor vi skal skelne, siger lektor Jørn Borup

Religion og vold har igennem historien meget ofte hængt sammen. Faktisk er problematisering af relationen kun et ideal for visse stemmer i religionshistorien, og mest af alt en moderne opfindelse.

Krigsguder og religiøs terror 

Ares, Mars, Tyr, Indra og Hachiman var alle krigsguder, der blev æret for deres medvirken til at skabe kraftfulde samfund.

Vikingerne fejrede deres krigsglæde ved også at kæmpe videre efter døden i Valhal.

Muhammed kunne samle en hær til religiøst at kæmpe mod andre stammer, og islams ”hellige krig” tilsigter både en indre og en ydre bestræbelse på underkastelse.

Kristne gik i middelalderen i hellig krig på deres korstog, og både hekseafbrændinger, kolonisering, racisme og moderne krige er udført i kristendommens navn.

Hinduer slagter muslimer i Indien og en svensk religionshistoriker fastslog (dog baseret på en noget tvivlsom metode), at buddhismen er overrepræsenteret, når det gælder moderne, væbnede konflikter.

En rapport fra det amerikanske Pew Forum viser, at antal religiøse konflikter er stigende, ikke mindst i angreb mod religiøse minoriteter og med størst udbredelse i Mellemøsten og Nordafrika. I den vestlige verden har (trusler om) religiøst legitimeret terror de sidste år næsten udelukkende været forbundet med islam. Således både i Paris og i København, hvor had til ytringsfrihed og jøder blev koblet sammen som motiv.

Vold er ikke (altid) religiøs

Men relationen mellem religion og vold er kompleks. Hvad er hønen, og hvad er ægget, hvilke baggrunde udløser hvad? Hvornår er det politik iklædt religion, og hvornår giver det bare ikke mening at skelne? Når Institute for Economics and Peace i en rapport fra 2014 beskriver, at religion spiller en rolle i 67% af verdens konflikter, understreger de samtidig, at andre problemer som korruption, politisk terror og ulighed er mere væsentlige som baggrunde.

Læs også: Religion er ikke den vigtigste årsag til konflikt

Politologen Robert Pape har da også tidligere i sin forskning om religion og terror slået fast, at 95 % af alle selvmordsterroraktioner kan tilskrives sekulære mål, som fx at kæmpe for en selvstændig stat. Fremfor at fokusere på religiøs ideologi er der god grund til at fokusere på sociale og mentale baggrunde hos forvirredre, frustrerede og hormonforstyrrede unge mænd i volds-forherligende subkulturer.

Religion er (også) vold 

Argumentet at ”det er ikke religion” bruges dog også strategisk til at frede religionens rolle. Enten fordi man reducerer religionsbegrebet og de konkrete religioner; islam, kristendom etc. til noget udelukkende positivt, ubesmittet af den sociale virkelighed.

Ofte vil man da identificere religion med (et strategisk udvalg af) kanoniske tekster og deraf udlede politiske pointer: se, kristendom, islam, buddhisme etc. bygger på fred og harmoni, for der står sådan og sådan i teksterne.

Eller man hierarkiserer religionerne for at pege fingre af de andre: se, der er mange flere eksempler på vold i Koranen end i Biblen, og derfor er islam krigerisk, mens kristendommen er næstekærlighedens religion. Helligtekster forstås da som en slags gener, der er inkorporeret i de religiøse, og som har kausal relation til praksis.

Læs også: "Terrorister myrder ikke kun uskyldige mennesker, de myrder også islam"

Sådan fungerer religion dog ikke. Måden at forstå og bruge nok så kanoniske tekster er langt mere mangfoldig og kompleks. Kun et fåtal af specialister i de forskellige religioner kan faktisk læse, forstå og navigere intellektuelt i helligteksterne, og for langt de fleste religiøse i hele verdenshistorien gælder det, at praksis som ritualer, skikke, magtfordelinger etc., og ikke teologisk udarbejdede doktriner, er primære.

Symboler kan af samme grund heller ikke afkodes maskinelt. Sløret, korset, hjulet peger måske på noget centralt, men har mange betydninger og funktioner. Magtudfoldelse lader sig sagtens gøre uden henvisning til en konkret, indre mening. De færreste blandt de vrede muslimer har da også læst Salman Rushdis ”Sataniske Vers”, endsige set Jyllandspostens eller Lars Vilks Muhammedtegninger.

Jihad, Breivik og stigmatisering 

Desuden kan man langt fra forudsætte, at specialisterne har autoritet nok til at de religiøse faktisk efterfølger udlægningen af religionen. Derfor kan man heller ikke godtgøre, at en nok så radikal imams prædiken automatisk udløser et stigende antal hellige krigere. Og man kan langt fra gå ud fra, at de skingre stemmer, som gør sig godt i medierne, på nogen måde er repræsentativ for det felt, de af medierne får tildelt eller selv tiltusker sig rollen at repræsentere.

Det er klart, at almindelige muslimer ikke føler sig beslægtede med jihadister, og at jihad-terror i den forstand ikke har noget med islam at gøre.

Lige så lidt er det logisk, at danske folkekirkemedlemmer skal afsværge sig korstog, hekseafbrændinger, koloniundertrykkelse eller racisme i kristendommens navn.

Nordmænd blev heller ikke afkrævet at afsværge sig idioti, bare fordi de havde et nationalt fællesskab med Breivik.

Ideologisk militærretorik om ”vestens værdier”, der bliver ”angrebet af islam” siger som regel mere om italesætterne end om religionen.

Religion fungerer ikke, som en ”del er lig med helhed”-logik. Stimatisering af en hel gruppe på grund af en enkelt persons handlinger er lige så fejlagtig, som når dæmonisering af alle de andre legitimerer terror og krig. Det er helt forståeligt, når Dalai Lama ved sit besøg i København opfordrede til ikke at generalisere i religionens navn.

Syrienskrigere og København-terror er også religion 

Religion gør i sig selv ikke noget. Religion praktiseres og skabes af mennesker, og hvorvidt vi identificerer baggrundsfaktorer som det ene eller andet, er religion altid udtryk for menneskelige handlinger. Men selv om det kan være svært at udpensle kausale relationer som at religion er skyld i dette og hint, må religionens rolle som beslægtet baggrundskontekst ikke undertrykkes. Selvom der givetvist er sociale, økonomiske eller patologiske baggrunde for, at unge muslimer bliver Syrienskrigere eller Københavns-terrorister, er religion nødvendigt at få undersøgt og tillagt betydning.

Læs også: Hvad er islamisk ekstremisme?

Det er givetvist ikke tilfældigt, at terrorister bliver inspireret af bestemte imamer i visse moskeer eller af konkrete netværk, internetsider eller udbredte offerrolle-narrativer som "det er alt sammen Vestens skyld”. Det synes at være tilfældet med mange radikaliserede unge muslimer i Vesten, givetvist også blandt det relativt store antal Syrienskrigere, der har været i den aarhusianske Grimhøjmoske, der sammen med andre muslimske repræsentanter har vist sympati for jihad, men dog taget afstand fra terror i både Paris og København.

Bortforklaring af religion er ikke nok

Når undersøgelser viser, at mange menige muslimer i diverse lande faktisk gerne vil have indført sharia eller bifalder hellig krig og forbud mod religionskritik, når imamer ytrer sig stærkt diskriminerende om jøder, homoseksuelle, kvinder og demokrati, eller når brugere af sociale medier i islams navn tilkendegiver, at terrorofre “selv er ude om det” (som det faktisk var tilfældet i forbindelse med terror-episoderne i både Paris og København), ja så er det altså også religion og islam, og påpegning af dette er ikke udtryk for islamofobi.

Ligesom det også er kristendom, når højreradikale prædikanter råber død og lemlæstelse over muslimer, når racister begår vold i Jesu navn eller i missionens navn legitimerer hekseforfølgelser i dagens Afrika. Ligesom det også er hinduisme, når hindunationalister diskriminerer alle ikke-hinduer i Indien, og det også er buddhisme, når burmesiske munke opildner til drab mod muslimer.

Det er således forståeligt, men fagligt set uholdbart, altid at bortforklare religion som noget andet. Den faglige kunst er at finde djævlen i alle detaljerne, at analysere kompleksiteten. Enkelttilfælde kan ikke kan generaliseres til helheden; vold og terror i religionens navn er i Vesten trods alt udøvet af de meget få. Men enkeltstående terrorhandlinger er for alvorlige til at ignorere mulige forklaringsfaktorer, der også begrunder sig i religion.

Jørn Borup er lektor i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk