Religionsanalysen

Er islamofobi et problem i dagens Danmark?

Jeg tror, muslimske minoriteter i kontekster, der understøtter og opmuntrer den enkelte til at bruge sin personlige frihed, kan spille en vigtig rolle i arbejdet med at sondre mellem islamofobi og de grundlæggende og vigtige spørgsmål til islam, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

Ligesom antisemitisme og racisme mod andre grupper påvirker islamofobi alle muslimer, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

Jeg kan godt forstå, hvis der er muslimer, som er bekymrede over anti-muslimske følelser og retorik. De seneste ugers politiske diskussion i Danmark – først og fremmest en række udmeldinger fra Konservativt Folkeparti – har for mig rejst spørgsmålet om, hvornår noget med rette kan kaldes islamofobi.

Hvad er islamofobi?

Islamofobi er en betegnelse, som i de seneste måneder er blevet nævnt i forbindelse med mediernes diskussion af terrorangrebet på det satiriske tidsskrift Charlie Hebdo i januar, såvel som terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen i København i februar. 

Også politiske bevægelser som Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark, som er populistiske anti-immigrationsbevægelser, og den tyske bevægelse Pediga er blevet betegnet som islamofobiske og etnocentriske bevægelser. 

Læs også: Jeg efterlyser religionskritik

Hvis vi ser nærmere på selve ordet islamofobi, er det et kunstord sammensat af det græske ord phobia og ordet islam. På græsk betyder phobia blot angst for, men den moderne betydning af fobier er som bekendt en lidt anden: Der er tale om en ubegrundet eller irrationel angst. 

Vi kender det fra ord som klaustrofobi, hvor personer oplever fysisk ubehag og fysiske symptomer på at befinde sig på i et indelukket område. 

I forhold til islamofobi, er der således – ifølge definitionen af ordet – tale om en ubegrundet og irrationel angst for islam. 

Problemet med islamofobien 

Ligesom antisemitisme og racisme mod andre grupper, så er problemet med islamofobien, at den påvirker alle muslimer – eller dem der ligner muslimer af udseende – uanset om de kommer fra Danmark, Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Indien eller Indonesien. 

De fleste muslimer har egne erfaringer eller kender nogen, som har været udsat for anti-muslimske følelser og retorik eller måske ligefrem fysisk chikane. Ligesom andre grupper, der lever som minoritet blandt en majoritet, så er bekymringen for muslimer, hvad ikke-muslimer kan finde på at gøre ved dem. 

Læs også: Er kultur og religion baggrunden for æresrelateret vold?

I parentes bemærket så er frygten ofte det omvendte i lande med muslimsk majoritet: Kristne i Pakistan, Egypten og Malaysia lever med en frygt for at få indskrænket deres rettigheder og muligheder som minoritet. 

Problemet med islamofobien er altså, at den er en form for racisme, det vil sige en form for tænkning, som ser individet som udtryk for essensen af en gruppe. Men i modsætning til hvad der nogle gange er tendens til, så er problemet ikke løst ved at afvise kritik af islam som udtryk for islamofobi. 

Hvornår er noget islamofobi?

Det er indlysende, at der findes eksempler på islamofobi – for eksempel danske kristne der frygter for og argumenter mod kalifatets udbredelse i Danmark og en følgende indførelse af sharia-lovgivning. Det er der ingen tegn på vil komme til ske. Men gælder det samme for kristne i den nordlige del af Irak eller Syrien? 

Hvis kristne som en minoritet her frygter, hvad en muslimsk majoritet vil gøre ved dem, er der så tale om islamofobi? Nej. Hvis de titusinder, der er flygtet for Boko Haram i det nordlige Nigeria, mener, at islam spiller en rolle som grund til konflikten, er det så et udtryk for islamofobi? Det mener jeg ikke, for i begge tilfælde er frygten ganske velbegrundet, hvis vi kigger på antallet af dræbte. 
 
Min pointe er, at selve termen islamofobi dækker over et komplekst og vanskeligt overskueligt felt: Nogle gange er kritik af islam udtryk for islamofobiske følelser hos ikke-muslimer i forhold til et muslimsk mindretal. Andre gange kan frygten synes ganske velbegrundet, nemlig hvor der er en ekstremistisk muslimsk majoritet, som bestemmer forholdene for andre religiøse minoriteter og bogstaveligt holder deres liv i sine hænder. 

Islam og minoriteter

En af goderne ved en pluralistisk religiøs tradition – som eksempelvis kristendommen er udtryk for i form af ortodokse, katolske, protestantiske og pentekostale former for kristendom – er, at ingen del af traditionen kan tage sig selv for givet. 

Læs også: Hvad er islamisk ekstremisme? 

Enhver troende i en pluralistisk tradition må finde ud af, hvad der er kernen i troen, og hvad der er historisk og kulturelt betinget. Noget lignende er ikke sket for muslimer og i islam, og derfor kan afvisning af kritik af islam med islamofobi være en let måde at komme uden om det vigtigere og mere grundlæggende spørgsmål: hvad skal forholdet være mellem islam og minoriteter? 

Hvor vidt det er en god og klog beslutning fra danske politikeres side, når de gør islam til en del af den politiske debat, er nok uvist. Det er vanskeligt at se det som udtryk for andet end islamofobi og som netop den religionisering af politik, som Anders Fogh advarede mod i 2005 i et interview i Kristeligt Dagblad. 

Men samtidigt rejser kritikken et spørgsmål til islam om forholdet mellem muslimer og minoriteter de steder, hvor muslimer udgør majoriteten af befolkningen, og hvor islam politiseres og bruges i optrapning af konflikter og i motivationen for vold og drab på anderledes tænkende og troende. 

Jeg tror, muslimske minoriteter i kontekster, der understøtter og opmuntrer den enkelte til at bruge sin personlige frihed, kan spille en vigtig rolle i arbejdet med at sondre mellem islamofobi og de grundlæggende og vigtige spørgsmål til islam. 

Jonas Adelin Jørgensen er cand.teol.ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver 
religionsanalysen ved religion.dk.