Hvordan legitimerer Islamisk Stat deres overgreb?

Hvad er det for en ekstremistisk forståelse af andre religiøse traditioner og minoriteter, som adskiller Islamisk Stat fra andre sunnisekter, spørger generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

Det er nu et år siden, Islamisk Stat erobrede et stort landområde i det nordlige Irak og Syrien. Det er mere og mere klart, at udfordringen fra Islamisk Stat må imødegås militært, men det ser også ud til, at der er en ideologisk udfordring, som må imødegås.

I slutningen af juni 2015 holdt den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations en høring med titlen ”The Future of Religious Pluralism in the Middle East”. På dette seminar blev de nyeste tal for kristne og andre religiøse minoriteters tilstedeværelse i Mellemøsten gennemgået.

Islamisk Stats hovedmål er kristne

Tallene viser et stort fald af religiøse minoriteter og demonstrerer, at kristne har været et hovedmål for Islamisk Stats terror i det forløbne år efter overtagelsen af Mosul. I juni kidnappede Islamisk Stats krigere 87 eritreiske kristne flygtning i Libyen. I maj halshuggede de 21 egyptiske koptiske kristne.

Hvor kristne i begyndelsen af det 20. århundrede udgjorde 20 procent af befolkningen i Mellemøsten, er tallet nu omkring 5 procent.

I Syrien var der før borgerkrigen 1,1 millioner kristne. I dag er mere end 700.000 kristne flygtet enten til Libanon eller videre mod Europa og Nordamerika, og der er således omkring 400.000 kristne tilbage i Syrien.

Irak husede over en million kristne før den amerikanske invasion i 2003. Der er nu mindre end 200.000 kristne i Irak, og disse lever for de flestes vedkommende i de kurdisk kontrollerede nordiske områder.

Islamisk Stats ideologi i tidsskriftet Dabiq

For mig har det rejst spørgsmålet om, hvordan tingene ser ud fra Islamisk Stats perspektiv: Hvad er det for en ekstremistisk forståelse af andre religiøse traditioner og minoriteter, som adskiller dem fra andre sunnisekter, og som gør tilværelsen usikker for hundredetusinder af kristne, yazidier og shiiter, som ikke har formået af flygte fra Irak og Syrien?

Hvordan bærer man sig ad med at legitimere de overgreb og grusomheder, som medierne rapporterer om?

Lad os se nærmere på Islamisk Stats ideologiske fundament, som det præsenteres af dem selv i deres engelsksprogede tidsskriftDabiq.

Dabiq præsenterer sig selv som et tidsskrift, der fokuserer på tawhid (enhed), manhaj (sandhedssøgende), hijrah (migration), jihad (hellig krig) og jama’ah (fællesskab). Selve navnet på tidsskriftet hentyder til en by i det nordlige Syrien, som i visse islamiske traditioner har eskatologisk og apokalyptisk betydning som stedet, hvor det endelige slag mellem muslimer og deres modstandere vil stå.

Det er et flot lavet og layoutet magasin med helsides opslag med jihadistkrigere i uniform, talrige billeder fra militære operationer, gidseltagninger, halshugninger og afbrændinger, og en række mere informative artikler om Islamisk Stat.

Det portræt, som tegnes af Islamisk Stat gennem tidsskriftets beskrivelse af militære sejre og reformationen af islam, holdes sammen i ideen om et kalifat, en sand islamisk stat, etableret gennem en hellig krig.

Den engelske kommentator Milo Comerford har i The Independent (29. juni 2015) sammenfattet ideologien i tidsskriftet under følgende fem overskrifter: Det globale kalifat, krig med Vesten, hijrah og jihad som moralske forpligtelser, religiøs legitimitet og apokalyptisk tænkning.

Det globale kalifat

Hvor al-Qaeda kæmpede for et kalifat, så erklærede Islamisk Stat leder Abu Bakr al-Baghdadi i juni 2014 den islamiske stat for en realitet og krævede alle muslimers anerkendelse. Snarere end en nationalstat, så er kalifatet en religiøs forpligtelse, hævder Islamisk Stat. Andre former for stater – demokratiske, sekulære nationalstater – forkastes af teologiske grunde som udtryk for afgudsdyrkelse.

Krig med vesten

Historier, rapporter og interviews i Dabiq giver et billede af en verden delt i to – dar al-Harb (krigens hus) og dar al-Islam (fredens/islams hus).

Den vestlige involvering i konflikterne i Nordafrika og Irak ser tidsskriftet som et udtryk for en konflikt mellem krigens hus og islams hus. Involveringen bliver derfor et angreb på islam, på muslimer i Mellemøsten og på deres religion.

Også muslimer i vesten bliver anklaget for frafald, for spionage, og for knæfald for sekulære, vestlige regimer. Enhver islamisk kritik af Islamisk Stat bliver afvist med henvisninger til den velkendte salafistiske propaganda om ’loyalitet mod alt islamisk’ og ’krig mod alt ikke-islamisk’. Selve spørgsmålet om gråzoner afvises som udtryk for modstand mod islam: det er enten for eller imod, enten tilladt eller forbudt.

Hijrah og jihad som moralske forpligtelser

Tilslutning til kalifatet (hijrah) og hellig krig (jihad) er to moralske forpligtelser, som Dabiq fremhæver. Jihad kan ganske vist ske som terror de steder, hvor muslimer bor i eksil.

Men først og fremmest skal hijrah og jihad forstås helt bogstaveligt: tilslutningen sker ved at migrere til et område, som Islamisk Stat kontrollerer, og den hellige krig er den, som udføres med våben mod Islamisk Stats fjender. Det er ikke kun soldater, som Islamisk Stat ønsker at rekruttere til kalifatet, men også læger, lærere og ingeniører er der efterspørgsel på.

Sand islamisk tro skal demonstreres voldeligt, hævder Islamisk Stat, for islam ”er sværdets religion, ikke pacifisme” (Dabiq nr. 7, s. 20).

Religiøs legitimitet

Islamisk Stat forsøger at påkalde sig religiøs legitimitet. Både al-Qaeda og Taleban forsøgte og forsøger det samme, og Islamisk Stat udgiver sig for at være en bedre, renere og frommere forståelse af islam end disse bevægelser. Der er derfor en del negativ retorik specielt i forhold til Taliban om den rette forståelse af islam.

De mest kontroversielle emner, som afbrændingen af den jordanske pilot al-Kasasbeh i februar 2015, er begrundet med hele fem eksempler fra den tidlige islamiske historie for at godtgøre handlingen (Dabiq nr. 7, s. 7-8).

Apokalyptisk tænkning

Navnet på magasinet en hentydning til islamisk apokalyptik, det vil sige endetidstænkning. Der er en interessant dobbelthed i dette, at Islamisk Statpå den ene side forsøger at opbygge en stat, men på den anden side ser dette som en forberedelse på det store endetidsslag, der er henlagt til Dabiq i det nordlige Syrien.

Dabiq er stedet for det store slag mellem det Ottomanske imperium og Mamlukkerne i 1516, og det er ifølge islamisk overlevering, som nævnt, også stedet for det store endetidsslag mellem islam og dets fjender.

Hvad betyder Islamisk Stats ideologi i praksis for minoriteter?

Dette sidste apokalyptiske træk skal ikke undervurderes, når vi forsøger at forstå verden fra Islamisk Stats perspektiv. Det afgørende og sidste slag mellem islam og dets fjender, mellem godt og ondt, mellem frelse og fortabelse er i gang.

Den enkelte inviteres til at blive en del af denne krig, og være med til at vinde krigen for det gode. Som mange andre voldelige konflikter, så må overgreb og uhyrligheder sanktioneres og gøres moralsk legitime, ja nødvendige. Det er det, som Dabiq forsøger, og vi får derved et kig ind i en mulig fremtid, hvor minoriteter, der ikke er enige med Islamisk Stat – islamiske såvel som kristne og andre – ikke har nogen plads.

Andrew Doran, en af panelisterne, i høringen om fremtiden for den religiøse mangfoldighed i Mellemøsten, som jeg nævnte i begyndelsen af artiklen, diskuterede de mulige scenarier for religiøse minoriteter i Mellemøsten. Hvis Damaskus falder, sagde han, vil det lede til en intensiveret flygtningestrøm. Drusiske minoriteter vil søge mod den sydvestlige del af Syrien, og kristne til Libanon.

Uden Damaskus vil Aleppo og Homs stå svagt, og Libanon vil være klemt mellem Middelhavet på den ene side og Islamisk Stat på den anden. Store ubeskyttede flygtningestrømme vil være lette ofre for plyndringer, kidnapninger, vold og drab på strækningerne fra Damaskus. Derfor, konkluderede han, står kristne og andre minoriteter overfor endnu vanskeligere tider i Mellemøsten inden for nær fremtid.

Minoriteternes har brug for vores og Vestens støtte. Det er politikernes ansvar at træffe afgørelserne om en militær indgriben, men det er vores fælles ansvar at adressere den ekstremistiske ideologi, der driver IS, og som virker tillokkende også på unge danskere, der drager i krig.

Jonas Adelin Jørgensener cand.teol.ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriverreligionsanalysenved religion.dk.