Religionsforsker: Forbehold for at tale om tro er under forandring

De uudtalte tanker om, hvordan religion bør se ud i Danmark, er på vej frem i lyset, vurderer religionsforsker, ph.d. Marie Vejrup Nielsen ud fra sagen om menighedsrådet i Mejdal, der søger en "troende præst"

Det fremhæves ofte af eksperter inden for danskernes religionsformer, at det store flertal i Danmark ikke har et særligt veludviklet sprog til at tale om tro og religiøsitet. Og at denne tilbageholdenhed over for at tale om tro matches med det syn på religion, som ofte er fremherskende i en dansk sammenhæng, nemlig at personlig tro er noget, der netop hører til i den meget personlige sfære.

LÆS OGSÅ:De skriver forårets religionsanalyser

Når det gælder den personlige tro, synes grænsen at gå langt ind i det private. Måske ved man godt om naboen, at de går i kirke, men det er ikke noget, man taler om til vejfesten eller i fodboldklubben. Paradoksalt nok synes samme tilbageholdenhed at gælde for forhold til folkekirken, som det store flertal ellers er fælles om at være medlem af.

Den, der lever skjult, lever godt?
For de fleste medlemmer af folkekirken synes der ikke at være et problem i spændingen mellem medlemsskab og den nogenlunde stabile brug af kirken i forbindelse med overgangsritualer og kulturelle højtider sat over for holdningerne til at religion er en meget privat og personlig sag. Det passer fint med det kulturkristne mønster.

De fleste danskere er vant til denne måde at organisere religion på. Religion skal der være plads til, men alle lever bedst, hvis religionen lever skjult inde i det private og personlige rum. Men der har i det 21. århundrede i stigende grad været debat om netop mødet mellem religion og det fælles rum, som vi kan se af diskussioner om fadervor i folkeskolen, tørklæder på arbejdspladsen og juletræer i boligforeninger.

LÆS OGSÅ: Det handler juletræs-balladen i Kokkedal om

Og denne gang er det så et folkekirkeligt menighedsråd, der har været en tur gennem mediemaskinen på baggrund af deres opslag, hvor de efterspørger en præst, der er troende. Hvis man ser sagen udefra, vil det være svært at forstå, hvad der er problematisk, eller bare interessant ved, at et trossamfund gerne vil have, at deres religiøse ekspert er troende.

LÆS OGSÅ: Søges: Præst med tro

Troende?
Men grunden til, at sagen alligevel er interessant, er, at den afspejler noget om det danske religionslandskab, nemlig at betegnelsen troende her ikke synes at betyde noget bredt, rummeligt og generelt, men i stedet afspejler en bestemt idé om, hvad det vil sige at tro. Og at det har at gøre med tanken om, at tro er noget, der hører til langt inde i det personlige rum.

Men hvad siges der i debatten, som kan afsløre, hvad der så ligger i denne betegnelse? Nogle i debatten beskriver det som pietistisk, andre ser på begrebet som en indikation af sindelagskontrol over for præster, som jo må være frie til at tænke og tro, så længe de forvalter deres embede inden for regler og rammer.

Friheden til at tage religionen langt ind i det personlige rum og lade den blive der gælder her således også for præster. Menighedsrådet i Mejdal forsvarer sig med, at de ikke ønsker en præst som Thorkild Grosbøll!

LÆS OGSÅ: Grosbøll: "Troende" præster har intet med kristendom at gøre

Alle disse udmeldinger peger på, at der med troende er tale om en særlig kategori af medlemmer af folkekirken, og i dette tilfælde en særlig kategori af medlemmer af præstestanden. Det at være troende er altså en særlig, intens religionsform inden for folkekirkekristendommen.

Ud i lyset
Debatten har mange interessante elementer i sig, men det, jeg har hæftet mig ved her, er, hvordan den er endnu en indikation på, at de uudtalte tanker om, hvordan religion bør se ud i Danmark, er på vej til at komme frem i lyset.

Dermed bliver sagen en del af en større udvikling, hvor man prøver mere direkte og åbent at forholde sig til den plads, religion har eller bør have på såvel individ-niveau som i relation til samfundet. Uanset holdning til, om det er tilladt at efterspørge tro i en præst i forbindelse med ansættelse, og uanset diskussioner om, hvorvidt det er en måde at indikere en bestemt kirkelig retning, så peger både opslaget og debatten på, at tilbageholdenheden over for at tale om tro og religion er under forandring, og at denne forandring også vil spille en rolle i forhold til folkekirken.

Marie Vejrup Nielsen er cand.theol., ph.d., leder af Center for SamtidsReligion og lektor på religionsvidenskab, Aarhus Universitet.