Religionsforsker: Moderne medier er beslægtet med fortidens mytefortællere

"Som religiøs specialist kræves det i dag, at man kan relatere de religiøse beretninger til et moderne verdensbillede. Det fordres, at de gør sig mere umage med at formidle, for religiøse fortællinger bliver i dag ikke primært læst i mytekilderne eller hørt fra mytefortællerne selv," skriver lektor Jørn Borup. Foto: Privatfoto

"Religion som vist i populære medier er på sin vis meget mere repræsentative end elitens kanoniserede skrifter," skriver lektor Jørn Borup

Myter fortæller om, hvordan verden blev skabt, og hvorfor den ser ud, som den gør. Mytefortællere er de fagfolk, der er blevet tildelt æren at kunne berette om virkelighedens beskaffenhed. I moderne tid er myter (også) blevet afmytologiseret.

Som religiøs specialist kræves det i dag, at man kan relatere de religiøse beretninger til et moderne verdensbillede. Det fordres, at de gør sig mere umage med at formidle, for religiøse fortællinger bliver i dag ikke primært læst i mytekilderne eller hørt fra mytefortællerne selv.

LÆS OGSÅ: Hvad er en myte?

Religion medialiseres
I moderne tid får man primært viden om religioner via massemedierne. I en digitaliseret verden med næsten global adgang til digitale medier er enhver form for kommunikation underlagt nye udfordringer, ikke mindst inden for religionernes verden. Medialisering af religion er en naturlig del af nutiden, og såvel religioner som forskere handler i mere eller mindre udstrækning herefter.

Frem for at fokusere på, hvor reduceret eller misfortolket medierepræsentationer kan være, kan man, som flere forskere da også har specialiseret sig i, anskue hele feltet medie-religion som et kraftfuldt og interessant emne. Både religioners brug af medier og mediers brug af religion er da fine udtryk for levende kultur. Religion som vist i populære medier er på sin vis meget mere repræsentative end elitens kanoniserede skrifter.

LÆS OGSÅ: Medieforsker: Medierne er med til at producere vores baggrundsviden om religion

Har man kontrol over medierne, kan man også styre kulturen og religionen. Mange steder er det svært overhovedet at få nogenlunde afbalanceret og ikke-politiseret viden om (især) religion. Måske er det fordi, religion stadig anses for at pege på nogle så fundamentale aspekter af livet og virkeligheden, at medier får mundkurve på.

Et land som Kina har censur på formidling omkring (også) religion. Det betyder, at der er ansat et hold vagthunde til at skære i eller helt bortcensurere de fortællinger, der anses som farlige. Man kan da vedligeholde illusionen om, at der i Kina kun findes fem forskellige religioner (katolsk og protestantisk kristendom, buddhisme, daoisme og islam), og at nye bevægelser som Falun Gong stemples som alt andet, end religion.

Medierne er da ikke bare et prisme til at forstå virkeligheden, men en censureringsmekanisme, der skærer virkeligheden til. I Saudi Arabien har man officielt kun en religion og i Nordkorea slet ingen, og det må medierne forholde sig til uden nogen som helst illusioner om hån, spot og latterliggørelse.

Religiøse lande uden ytringsfrihed giver medierne påbud på at glorificere religion. Men også i frie demokratier er medierne med til at skabe virkelighed, og religion. Spiritualitet får ofte god spalteplads, og i Japan kan man sige, at det store spiritualitetsboom mest af alt er et medieboom, der i tæt relation til markedskræfterne lever godt af at beskrive fænomenet.

LÆS OGSÅ: Vi søger religiøse svar online

Muhammedkrisen - en pragtillustration på religiøs italesættelse i medierne
Medie-konstrueret religion kender vi også fra egne breddegrader. Det så vi under Muhammed-krisen, hvor bestemte redaktionelle vinklinger var med at forme meninger og skabe grobund også for radikale muslimske grupper, der pludselig fik medierum og fodfæste på den religiøse scene.

Paradoksalt nok var Jyllands-Posten med til at skabe mere radikal islam. Det var også tidligere chefredaktør for Politiken, da han gav repræsentanter fra en fundamentalistisk muslimsk gruppe en undskyldning (og blåstempling af at være efterkommere af Muhammed) for tegningerne af Muhammed. Hele Muhammedkrisen var en pragtillustration på, hvordan religion kan italesættes, iscenesættes og storytelles af religiøse personer, politikere og medier, alle med hver deres dagsorden.

LÆS OGSÅ: Undskyldning legitimerer religiøst pres på ytringsfriheden

Buddhismens popularitet er medieskabt
En anden type medierelation fra en nylig undersøgelse viste, at danskerne vurderer buddhismen højt. Det interessante er, at antal danske buddhister kun stiger, fordi thaier og vietnamesere bliver ved med at få børn; medlemskab af meditations-buddhistiske grupper har været konstant eller endog let faldende de sidste mange år.

Med andre ord: Buddhismen som institutionaliseret og praktiseret religion følger ikke med buddhismen som godt brand og positiv medie-fortælling. Buddhismens popularitet i Vesten er i høj grad medieskabt, og som sådan fremstår den ofte som islams modbillede, med en journalistisk vinkling, der lader religionen passe ind i allerede kendte mediefortællinger.

Moderne medier er således beslægtede med fortidens mytefortællere. De formidler, transformerer, skaber, udfordrer og vedligeholder fortællinger fra (også) religionernes verden. Medier har ofte samme status, som myter havde tidligere, journalister samme rolle som mytefortællere, og de journalistiske fødekæder minder på mange måder om religiøse myters transformationskanaler.

Ligesom myter handler mediehistorier om virkeligheden, men lige så ofte om den gode historie. Uanset religioners og mediers mulige kriser, er de dog fælles om produktets relevans: Den gode historie og god storytelling synes kommet for at blive.

LÆS OGSÅ:
Fupmager-myter: Den lede, den lade og den luskede

Jørn Borup er lektor i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.