"Religionsforskning skal være uafhængig af religiøse interesser"
I Morten Højsgaards bog om Den tredje reformation fremstilles folkekirken som normal religion, i modsætning til ateister og andre religiøse, skriver religionssociolog Brian Arly Jacobsen
Morten Thomsen Højsgaard har begået en velskrevet bog om religion i Danmark i dag. Højsgaard har en formidabel evne til kreative ordspil, som allerede kommer til udtryk i den fængende titel, hvor især begrebet google-buddhisme nok vil få en blivende tilstedeværelse i debatten om religion i Danmark.
Den tredje reformation transformerer samfundet
Han formår på bedste vis at kombinere sin forskningsmæssige indsigt med sit journalistiske håndværk og inviterer dermed alle danskere ind i højaktuelle diskussioner om religion, ateisme, åndelighed og folkekirke, som ellers mest kun foregår blandt fagfolk og særligt interesserede politikere og kommentatorer.
Højsgaards formål med bogen er at vise, hvordan religiøsiteten blandt danskere transformerer sig i disse år med en hastighed og et forandringspotentiale, som udgør en tredje reformation.
De to foregående reformationer i Danmark var, da danskerne blev kristnet på Harald Blåtands tid, og den anden var den lutherske reformation i 1500-tallet. Som de to foregående reformationer er denne reformation, ifølge Højsgaard, en omkalfatrende begivenhed, som vil gribe dybt ind i det danske samfund og danskernes værdier.
Højsgaards tese er, at troen i dagens Danmark bevæger sig fra en monopoltilstand (statskirke og monoreligiøst tilhørsforhold) til marked (ingen eller lidt statskirke og multireligiøs befolkning), som forudsætning for og drivkraft i den tredje reformation.
Drivkraften i denne omkalfatring af det det danske religiøse landskab er, ifølge Højsgaard, google-buddhismen. Dette fænomen skal vi høre mere om senere, men først om tesens holdbarhed.
Kilder taler både for og imod Højsgaards tese
Læser man forskningslitteraturen om samme emne, finder man både støtte for Højsgaards tese, men også det modsatte. Højsgaard henviser selv til Den Danske Værdiundersøgelse flere gange, og hvis man analyserer den seneste undersøgelses resultater fra 2008 og sammenligner med de tre forudgående undersøgelser fra 1999, 1990 og 1981, så tegner der sig et billede af forandringer i det danskerne tror på, set fra et makrosociologisk perspektiv.
Danskerne er generelt ikke blevet mindre kristne siden 1981 (-det taler altså på et vist niveau imod Højsgaards tese), men deres tro er blevet mere individuel med et fokus på positive og individualistiske elementer.
Det vil sige, man tror mere på de positive budskaber, som frelse for alle og liv efter døden, og sammensætter sin egen tro som et stykke patchwork med elementer fra flere religiøse traditioner.
Imens er det negative og fælles i dag blevet langt mindre fremtrædende. Det vil sige, at man tror mindre på de negative elementer i kristendommen (for eksempel helvede og arvesynd) og benytter sig mindre af kirkens fælles ritualer (bliver døbt, konfirmeret, gift og begravet i folkekirkeregi).
Kort fortalt; færre går i kirke, men troen er intakt det er blot en tro, der er sammensat af individerne selv (- det taler altså på et vist niveau for Højsgaards tese).
Det første betyder ikke, at Højsgaard tager fejl eller har læst undersøgelserne forkert; han inddrager en række andre undersøgelser af religiøsitet, som har til formål at underbygge hans tese og for så vidt gør det.
Det andet betyder, at der er tydelige tendenser på, at der faktisk sker forandringer i danskernes tro, men spørgsmålet er, om der ikke altid er sket mere eller mindre dramatiske forandringer i troen?
Sekularisterne tog fejl - Religion forsvandt ikke
Forskningen har måske bare ikke haft redskaberne til at måle eller haft den fornødne fokus på forandringer blandt lægmand. Den store interesse for lægmandstro begyndte først i 1960erne, da religionssociologien i større skala begyndte at undersøge religiøsitet med surveys.
Allerede på det tidspunkt begyndte man at beskrive vesteuropæernes og til en vis grad nordamerikanernes religiøsitet som i opbrud og præget af en individualisme, som ville forandre det religiøse landskab dengang troede man blot, at religion i løbet af få årtier ville forsvinde.
Det har siden vist sig, at denne udgave af sekulariseringsteorien tog fejl. Religion forsvinder ikke, men måske udvirker religiøsiteten en større transformationsperiode i disse år.
Katalysatoren for omkalfatringen af tro blandt danskerne er, ifølge Højsgaard, først og fremmest markedsliggørelsen af religion og den individualistiske kultur.
Hvem er 'alternative' og 'normale'?
Folkekirkens hidtidige monopolstatus som statskirkesamfund står for fald, og i stedet oplever vi fremkomsten af et religiøst marked, som på en og samme tid er virkende årsag og resultatet af en proces, hvor forbindelsen mellem kirke og stat mindskes.
Det sker gennem forskellige politiske tiltag, hvor religiøs neutralitet fremmes i samfundets institutioner, hvor kirken tidligere har haft en særlig plads eller betydning.
Ønsket om neutralitet kommer fra befolkning, politikere, ateistiske bevægelser, forskningen og fra visse dele af folkekirken. Det er altså både et pres indefra og udefra.
Det kan i den sammenhæng undre lidt, hvorfor ateisterne sættes i bås med det, Højsgaard benævner alternativ religiøsitet (implicit er der altså en normal religion, hvilket nok skal forstås som folkekirken) og italesættes som den negative pol i denne proces, når kravet om neutralitet netop også finder støtte inden for kirken.
Beskrivelsen af de folkekirketroende, de alternativt religiøse og ateisterne (her personificeret i navngivne religionshistorikere) kommer til at fremstå som i Sergio Leones "Den gode, den onde og den grusomme" fra 1966, men her i varianten De gode, de uvidende og de tåbelige.
Hvor folkekirkens mænd og kvinder repræsenterer den første kategori, repræsenterer de alternative religiøse den anden og religionshistorikerne den sidste.
Religionsforskning bør være fri og uafhængig
Religionsforskernes analyse af religion og samfund er uafhængig af religiøse interesser og skal være det præcis som politologernes analyser af politik og samfund skal være uafhængig af politiske interesser.
Religionsforskningen har en lang tradition for religionskritik en akademisk kritisk position, som desværre alt for ofte forveksles med en negativ indstilling over for religiøse bevægelser af især de religiøse bevægelsers talsmænd.
Kritikken som akademisk øvelse er et resultat af oplysningsfilosofierne, hvor oplysningstankens konstituerende træk, ifølge den bulgarsk-franske litterat Tzvetan Todorov, rummer to facetter, en kritisk og en konstruktiv.
Med Todorovs ord handler denne tanke om, at mennesket "skal frigøre sig fra ethvert formynderskab, der påtvinges mennesket udefra, og lade sig lede af love, normer og regler, som er ønsket af netop dem, de er rettet mod." (læs mere i Kritik, nr. 200, 2011).
For at kunne skabe viden og oplyse stille spørgsmål, undersøge, kritisere, rejse tvivl er man nødt til at frigøre sig og være uafhængig.
Konsekvensen af denne tanke inden for religionsforskningen er, med den tyske sociolog Max Webers berømte ord, en affortryllet verden.
Begyndte reformationen ikke allerede i Oplysningstiden?
Kritikken sigter mod at stille spørgsmål til i det danske tilfælde statskirkestrukturen, statens behandling af alternative religioner og minoritetsreligioner, af forestillinger om trosindholdets, institutionernes og ritualernes historie og betydning, af religionernes magt og indflydelse og meget andet.
De samme (kritiske) spørgsmål stiller man i sociologien, politologien og historievidenskaben til sit forskningsobjekt. Det er der ikke noget odiøst i, set fra videnskabens perspektiv.
I virkeligheden kunne man med Højsgaards optik opfatte Oplysningstidens tanker for endnu en omkalfatrende reformation, som måske først nu for alvor får virkning i majoriteten af individer.
Højsgaard formår i bogen på glimrende vis at samle den eksisterende viden om religion og religiøs forandring blandt danskerne og viser, at denne forandring har gennemgribende konsekvenser for religiøsitet i almindelighed, men i særdeleshed for folkekirkemedlemmernes måde at tro og forholde sig til kirken på.
Det har allerede fået konsekvenser for statskirkestrukturen, som er presset af en neutralitetstanke, som fører til et mere religionspluralistisk samfund. Det er i dette perspektiv, at sekulariseringstesen har vist sig at være mest holdbar.
Morten Thomsen Højsgaard, Den tredje reformation fra statskirke til google-buddhisme. Kristeligt Dagblads Forlag. København 2011. 183 s.