"Religionsfrihed er til forhandling i ny betænkning"

Uenighed i regeringens trossamfundsudvalg viser en konflikt mellem centrale værdier: Ligestilling og demokrati på den ene side og tolerance og frihed på den anden, skriver viceinstitutleder på Roskilde Universitet Sune Lægaard

Regeringens trossamfundsudvalg har offentliggjort en betænkning om ”En samlet lovregulering om andre trossamfund end folkekirken”. Betænkningen lægger op til en ny lov om regulering af trossamfund.

Flertallet i udvalget anbefaler, at det skal være en betingelse for anerkendelse, at et trossamfund er organiseret med medlemsdemokrati og ligestilling, da disse værdier er fremtrædende i det danske samfund og centrale for staten i andre henseender. Mindretallet anbefaler derimod med henvisning til frihedstraditionen og arven efter Grundtvig, at man ikke skal stille sådanne krav til trossamfund. Der er altså tale om en konflikt mellem to centrale værdier: Ligestilling og demokrati på den ene side og tolerance og frihed på den anden.

Denne uenighed er en god illustration af en udvikling i synet på frihedsrettigheder som for eksempel religionsfriheden. Frihedsrettigheder beskytter en bestemt aktivitet eller et bestemt område, så staten ikke kan gribe ind eller regulere dette, selv om staten eller samfundet ikke bryder sig om, hvordan aktiviteten udøves, eller hvordan rettighedsbæreren agerer inden for det beskyttede område. Hele formålet med frihedsrettigheder er at beskytte mod denne slags indgreb eller regulering.

Det er ikke mange år siden, at mange i Danmark påkaldte sig ytringsfriheden som noget nærmest absolut. Påstanden var den gang, at folk skal have ret til at ytre sig stort set som de vil, lige gyldigt hvad andre måtte mene om det, de siger, selv hvis dette indebærer hån, spot eller latterliggørelse af andre.
Det er et eksempel på en klassisk opfattelse af frihedsrettigheder.

Men der er en tendens til, at denne klassiske opfattelse af frihedsrettigheder bliver skiftet ud med en anden, hvor der stilles indholdsmæssige krav til, hvad friheden skal bruges til, eller hvordan den skal udøves. Forslaget om, at trossamfund skal organisere sig demokratisk og med ligestilling er et eksempel på, at der stilles indholdsmæssige betingelser til gengæld for privilegier.

I dette tilfælde er der dog ikke direkte tale om, at religionsfriheden gøres betinget. Betingelser for anerkendelse er strengt taget ikke en begrænsning af trossamfunds religionsfrihed – de kan jo bare lade være med at søge om anerkendelse og de dermed følgende rettigheder og pligter. Trossamfundsudvalgets mindretal påpeger dog, at sådanne krav i praksis kan udgøre en indblanding i trossamfunds indre anliggender.

Udvalgets flertal forslår kun, at kravene om medlemsdemokrati skal gælde for trossamfundenes organisation. Udvalget anbefaler ikke, at man går videre og også kræver, at anerkendte trossamfund ikke må have et ”formål og en adfærd, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder”. Et sådant krav ville ikke alene handle om organisation, men om trossamfundets holdninger.

Regeringens initiativer mod såkaldte ”hadprædikanter” går dog længere endnu. Regeringens love mod hadprædikanter, der blev vedtaget i 2016, kriminaliserer ytringer, der søger at ”undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser”, men kun når disse fremsættes af repræsentanter for trossamfund. Ud over at dette udgør diskrimination mod trossamfund, da tilsvarende ytringer ikke kriminaliseres, hvis de fremsættes af personer, der ikke repræsenterer trossamfund, så er dette også reelt en kriminalisering af bestemte religiøse holdninger.

I Danmark har man tidligere påkaldt sig klassiske frihedsrettigheder, der udelukker indgreb, selv når staten eller samfundet ikke bryder sig om, hvordan rettighederne udøves. Ytrings- og religionsfriheden gøres i stigende grad betinget af, at ytringernes og religionens indhold er foreneligt med demokrati og ligestilling. Selv om vi bryster os med frihedsrettigheder, er vi ved at lade dem erstatte med et krav om, at alle er demokrater og hylder ligestilling.

Selv hvis man er stærk tilhænger af demokrati og ligestilling, kan dette være problematisk. I det liberale demokrati hænger frihed og lighed sammen. Hvis religionsfriheden reelt gøres betinget af krav til, hvilke holdninger, folk skal have, kan dette betyde, at ikke alle behandles lige – og så er det ikke kun et problem for friheden, men også for ligheden.

Sune Lægaard
Lektor i praktisk filofi, viceinstitutleder på Institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet.