"Religionsfriheden er under pres"

I en globaliseret verden kan vi ikke dække os bag uvidenhedens uskyld, for vi ved kun alt for godt, hvad der foregår, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen om den manglende religionsfrihed. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Hver eneste dag er tusindvis af mennesker, som på grund af manglen på religionsfrihed må lide for deres tro, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

Religion som fænomen er lige så gammel som menneskeheden, og vi kender ikke til nogen menneskelige kulturer uden religion, men religionsfrihed er derimod et forholdsvist nyt fænomen.

LÆS OGSÅ: Er religionsfrihed ligegyldig?

Således var det først med Junigrundloven af 1849, at vi her i Danmark fik religionsfrihed, og i store dele af verden er religionsfriheden begrænset, især retten til at skifte religion.

Dette til trods for, at, det er flere generationer siden, at næsten alverdens lande i FN i 1948 vedtog menneskerettighedserklæringen.

Her siges det i artikel 18, at Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

48 stemte for, ingen imod, mens 8 undlod at stemme, herunder en række kommunistiske lande samt Sydafrika og Saudi Arabien. Ganske vist er det ikke en traktat, der juridisk forpligter staterne, men det er trods alt en erklæring, som udtrykker staternes hensigt.

Mange lider på grund af deres tro
Ifølge Guinness Book of Records er menneskerettighedserklæringen tilmed det mest oversatte dokument i verden. Men hvorfor bringe spørgsmålet om religionsfrihed og retten til at skifte religion op nu?

For det første, fordi der hver eneste dag er tusindvis af mennesker, som på grund af manglen på religionsfrihed må lide for deres tro. Menneskerettighedserklæringen er vedtaget af for blandt andet eksempel Iran, Pakistan og Afghanistan, og den er også oversat til blan farsi, urdu og pashtu, men alligevel begrænses kristnes religionsfrihed stærkt i disse lande, og muslimer, som vælger at konvertere til kristendommen sætter deres liv på spil.

I en globaliseret verden kan vi ikke dække os bag uvidenhedens uskyld, for vi ved kun alt for godt, hvad der foregår. Derfor har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd igangsat et projekt om Trosfrihed Forfulgte Kristne for at opfordre folkekirkens menigheder til at være solidariske med kristne søstre og brødre og tilhængere af andre religioner, hvis religionsfrihed trædes under fode.

Kampen for politisk frihed indgår som en vigtig del af Danmarks udenrigspolitik, men lige så vigtig burde kampen for religionsfrihed være. Der, hvor vi har mulighed for det, må vi tale de undertryktes sag, også de religiøst undertryktes sag, og i dette halvår har Danmark særlige muligheder for at sætte emnet på dagsordenen som formandsland i EU.

Religionsfriheden er også under pres i Danmark
For det andet fordi vi også har problemer omkring religionsfrihed her i Danmark. Ganske vist kan vi glæde os over, at vi alle har frihed til at dyrke den religion vi vil og til at skifte religion. Men alligevel trues religionsfriheden fordi der i dag er et voksende pres i retning af, at religion kun hører til privatsfæren.

I et afslag til en asylansøger, hvis konversion fra islam til kristendom man i øvrigt anerkender, skriver Flygtningenævnet, som baggrund for deres beslutning om at sende ham tilbage til Afghanistan, som nævnet udmærket godt er klar over, straffer frafaldne fra islam meget hårdt,

at det for en person som ansøgeren, som er født og opvokset som muslim i et udpræget muslimsk land, ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af hans fremtidige liv som kristen, at han offentligt demonstrerer sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder, at det må være muligt for ansøgeren, hvis han undgår at udstille sig selv offentligt som kristen, at leve i fred i Afghanistan med sin kristne overbevisning.

Menneskerettighedserklæringen slår imidlertid fast, at religionsfrihed omfatter retten til alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro.

Problemet er, at hvis vi her i Danmark ser stort på den del af religionsfriheden, som har at gøre med retten til offentlig religionsudøvelse, så står vi svagt, når vi vil kritisere andre lande, som ser stort på for eksempel den del af religionsfriheden, som handler om retten til at skifte religion.

Mogens Mogensen
Ph.d. og interreligiøs konsulent