LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

Sekularisering er både tab af religiøs autoritet og en videnskabelig metode

Denne akademiske tradition har fået mange samfundsforskere til at betragte religion som en intellektuel fejl, som rationalisering og videnskabens fremskridt i sidste ende ville få til at forsvinde, skriver religionssociolog Brian Arly Jacobsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

I den politiske debat er begrebet sekularisering genstand for en stigende interesse. Men hvad betyder det egentlig? Ph.d. og lektor Brian Arly Jacobsen præsenterer her to almindelige, men modsætningsfyldte forståelser

Sekulariseringsbegrebet har været genstand for religionssociologiske diskussioner igennem det meste af det 20. århundrede. Men også i den politiske debat er begrebet genstand for en stigende interesse, når det handler om at forstå religionernes betydning hos individer og i samfund præget af stigende religiøs mangfoldighed.

Begrebet bliver i denne sammenhæng et redskab til at fremme en særlig politisk forståelse af forholdet mellem religion, samfund og individ, som i sidste ende politiserer sekulariseringsbegrebet og slører begrebets forskningsmæssige betydning. En præcisering af begrebet er derfor nødvendig.

Sekularisering som kirkens tab af autoritet

I det følgende vil jeg præsentere to positioner i sekulariseringsdebatten, som står i et vis modsætningsforhold til hinanden. De to positioner skal opfattes som idealtypiske positioner indenfor den religionssociologiske forskning.

Man kan for så vidt også hævde, at den første position er den dominerende sociologiske tradition, derfor betegnelsen ortodoks, mens den anden repræsenterer et forskningsmæssigt opgør med den dominerende tradition, heraf betegnelsen heterodoks.

I den ortodokse position forstås sekularisering som et integrerende aspekt i klassisk sociologi og repræsenterer studiet af en forandringsproces, hvis udgangspunkt er middelalderens kristne Europa. I denne tilgang defineres sekularisering som den proces, hvorved religiøs tænkning, praksis og institutioner mistede autoriteten som den eneste kilde til legitimeringen af samfundets institutioner og individets handlen.

I snæver forstand er sekularisering ofte blevet beskrevet som overførelsen af kirkelige jorder, ejendomme og institutioner ved den lutherske reformation, som indførtes i Danmark af Kristian III i 1536. Som en del af reformeringen af de protestantiske områder overtog blandt andet kongen den katolske kirkes jorder, klostre og hospitaler.

Sekularisering betyder i dette perspektiv, at religion på et samfundsmæssigt niveau har mistet dets forrang i forhold til andre institutioner, fra et præmoderne religiøst institutionelt grundlag til et moderne differentieret rationelt, institutionelt grundlag.

Sekularisering som en bølgebevægelse i samfundet

Den anden position, som her karakteriseres den heterodokse, kommer blandt andet til udtryk hos den amerikanske religionssociolog Robert Bellah.

Han insisterede på, at forestillingen om religionens mindskende betydning er fremkommet på baggrund af moderniteten, og den kan derfor ikke løsrives fra sine vestlige kulturelle rødder. Denne forestilling tager afsæt i oplysningstiden, hvor håbet for et sekulært samfund startede som et akademisk svar på den kristne kirkes dominerende rolle, og den fortsatte som et opgør med kristne autoriteter fra religionskritiske eller ateistiske positioner.

Et eksempel på denne tradition kommer til udtryk hos den tredje amerikanske præsident Thomas Jefferson (1743-1826), der argumenterede for, at stat og religion skulle være adskilte, og at religion kun hørte til i privatsfæren.

Denne akademiske tradition har siden fået mange samfundsforskere til at betragte religion som en intellektuel fejl, som rationalisering og videnskabens fremskridt i sidste ende ville få til at forsvinde. Den engelske religionssociolog David Martin argumenterede i forlængelse heraf for, at sociologien, på grund af det iboende ideologiske perspektiv på religion som en ’fejl’, ikke evnede at være objektiv, og dermed fik en indirekte normativ betydning.

Et tredje perspektiv i den heterodokse position er beskrevet af den engelske sociolog Bryan Turner, som afviser den ortodokse sekulariseringsteoris udgangspunkt og hævder, at den organiserede kristendom ikke var en altdominerende kulturinstitution i middelalderen, idet bondestanden faldt uden for ortodoksiens reelle virkefelt. Befolkningen var generelt uinteresseret i eller uvidende om den kristne lære og praksis og holdt fast ved før-kristne traditioner, overtro og hedenske skikke. De førmoderne samfunds folkelige kultur var enten sekulær eller hedensk.

Ud fra dette perspektiv var kirken først i stand til at udvirke større kontrol med befolkningen fra det tidspunkt, hvor der skete en udvikling af disciplinære og rationelle teknikker især i forhold til skriftemåls- (katolicismen) og omvendelsesteknikker (protestantismen), samt med fremvæksten af massekommunikationsmidler (trykkekunsten, og i videre forstand computer, internet, tv m.m.) til at kontrollere lægfolket gennem skrift og tale.

Hermed er sekulariseringen et fænomen, der hægter sig på denne udvikling. Den udgør ikke så meget en stejl, faldende kurve for religions betydning i samfund og hos individ, men snarere en stadig bølgebevægelse.

Sekularisering er både afkristning og sociologisk metode

De to positioner tilbyder således en forståelse, der både kan være med til at forklare religions (eventuelle) mindskende institutionelle betydning fra en præmoderne religiøs verden til en rationel og videnskabelig domineret moderne verden, samt forholdet mellem en kristen og sekulær verden til hver en tid.

Samtidig problematiserer den heterodokse position den ortodokse positions indirekte ideologiske betydning, hvor et af de fundamentale elementer for den sociologiske videnskab (rationaliserings- og sekulariseringsteser) har en tydelig religionskritisk baggrund. Den tyske sociolog Max Webers (1864-1920) forestilling om en Entzauberung der Welt (oversat: affortryllelse af verden) har i dette perspektiv både analytiske implikationer såvel som institutionelle konsekvenser i og med, at Webers analyse har været og stadig er legitimerende for en bestemt måde at rationalisere den moderne verdens institutioner på.

Dermed har sekularisering altså to betydninger: 1. en normativ betydning, som ofte kommer til udtryk i en særlig sekularisme, der står i et modsætningsforhold til kristendom, og som forsøger at mindske eller helt fjerne religions betydning på samfundsniveau. 2. en analytisk metode, som har til formål at analysere religionens forandrede (og ofte mindskende) betydning i moderne samfund.

Brian Arly Jacobsen er religionssociolog, lektor og ph.d. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.