Analyse

Skal folkeskole og religion adskilles?

Det er kun, fordi folkekirkekristendommen i praksis stadig ikke er helt adskilt fra folkeskolen, at det giver mening, at elever kan fritages. Fritagelsesmuligheden viser, at skole og kirke ikke er helt adskilt her, vurderer lektor Sune Lægaard. Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix.

Det har ført til debat, at en skoleklasse ved et besøg i den lokale moske blev bedt om at tildække sig. Diskussionen er et udtryk for, at debatten om adskillelse af kirke og stat også spiller en rolle i folkeskolen, påpeger lektor Sune Lægaard 

Religions forhold til folkeskolen er løbende til diskussion. For nylig blev den gamle diskussion om kristendomsundervisningen igen taget op. Særligt spørgsmålene, om hvorvidt undervisningen skal prioritere kristendom eller være mere almen religionsundervisning, og om der skal være mulighed for fritagelse fra undervisningen eller ej, blev vendt.

Denne diskussion kan ses som udtryk for en mere generel diskussion om, hvorvidt stat og kirke skal adskilles. De, der mener dette, går ind for en almen religionsundervisning, hvor der ikke er mulighed for fritagelse, da der er tale om et alment kundskabsfag.

Men der er også andre diskussioner om religion i folkeskolen. Et par nylige eksempler viser, at spørgsmålet om adskillelse af stat og kirke også spiller en anden rolle i den danske folkeskole end diskussionen om kristendomsundervisning.

På skolebesøg i den lokale moske

Et besøg af to klasser fra HF og VUC i Holbæk i den lokale moske har givet anledning til hele to diskussioner. Den ene skyldes, at eleverne blev bedt om at dække arme og ben til. En af eleverne nægtede at gøre dette og blev væk, hvilket resulterede i en fraværsnotering. Eleven mente, at dette var et indgreb i den personlige frihed, da skolen derved tvinger elever til at underlægge sig religiøse krav om påklædning.

Den anden diskussion skyldes, at moskeen i Holbæk er en af knap 30 tyrkiske moskeer i Danmark under det tyrkiske religionsministerium Diyanet, der udsender og betaler tyrkiske imamer i Danmark. Derfor ser nogle moskeen som et talerør for den tyrkiske præsident Erdogan.

Begge disse diskussioner kan ses som udtryk for en overførsel af den generelle ide om adskillelse af stat og kirke på undervisningen i folkeskolen.

I det første tilfælde skyldes kritikken af kravet om dækkende beklædning, at dette krav er religiøst motiveret. Ingen vil betragte det som et indgreb i den personlige frihed, hvis en klasse tager på besøg på en byggeplads, og eleverne der skal bære sikkerhedshjelm. I det tilfælde har elever, der deltager i obligatorisk undervisning, ikke ret til at klæde sig, som de vil.

Det angivelige problem ved moskebesøget skyldes udelukkende, at kravet i denne sammenhæng ses som religiøst motiveret. Dermed må kritikken være udtryk for en ide om, at netop religiøst motiverede hensyn ikke bør spille nogen rolle i undervisningen i folkeskolen. Dette er et eksempel på et krav om adskillelse af staten (her i form af folkeskolen) og religion.

I det andet tilfælde skyldes kritikken en sammenblanding den anden vej. Formålet med ekskursionen var at besøge en moske, altså et sted for religiøs gudsdyrkelse. Dette er et legitimt formål for undervisning i folkeskolen. Problemet opstår, ifølge kritikken, fordi der i virkeligheden står en stat bag moskeen. Så igen kan kritikken ses som udtryk for en ide om, at stat og religion bør adskilles.

Skole og kirke er ikke adskilt

Det er dog mærkværdigt at rejse disse to kritikpunkter inden for rammerne af den danske folkeskole, hvis de forstås som udtryk for ideen om adskillelse af stat og kirke. Selv om kristendomsundervisningen i folkeskolen ikke er forkyndende, er der stadig tale om en prioritering af kristendommen i både undervisningen, i hensynet til konfirmationsforberedelsen i skemalægningen, samt i skolernes deltagelse i eksempelvis julegudstjenester.

Det er kun, fordi folkekirkekristendommen i praksis stadig ikke er helt adskilt fra folkeskolen, at det giver mening, at elever kan fritages. Fritagelsesmuligheden viser, at skole og kirke ikke er helt adskilt her.

Hvis man vil adskille religion og folkeskolen af princip, kræver det derfor også ændring af kristendomsundervisning til almen religionsundervisning uden mulighed for fritagelse. Hvis det omvendt er i orden ikke at have adskilt stat og kirke, hvad angår kristendommens rolle i folkeskolen, så kan man heller ikke appellere til princippet om adskillelse af stat og kirke som grundlag for at kritisere ekskursionen til moskeen i Holbæk.

Sune Lægaard er ph.d. og lektor i filosofi. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.