Statistik om muslimer er politisk bestillingsarbejde

Man skal være varsom med at konkludere ud fra statistiske undersøgelser om muslimer, mener religionsforsker Birgitte Schepelern Johansen Foto: Privatfoto

Muslimer reduceres til mennesker, hvis liv primært synes at kredse om ting, man fra politisk hold har udpeget som afgørende, skriver religionsforsker Birgitte Schepelern Johansen

Er den store produktion af statistisk viden om muslimer i Europa med til at skabe og fastholde dem som et politisk problem, der skal håndteres?

Der findes mange tal om muslimer
Igennem de seneste årtier har vi været vidne til en ny videnskabelig trend, nemlig en voksende produktion af kvantitativ, statistisk viden om muslimer i Europa.

Tallene popper jævnligt op i medierne: 66 % af danske muslimer mener, at ytringsfriheden bør indskrænkes, 35 % af franske muslimer mener, at homoseksualitet er acceptabelt, 51 % af tyske muslimer mener, at europæere er fjendtligt indstillet overfor muslimer, 80 % af britiske muslimer praktiserer aktivt deres religion, 0,3 % af danske muslimske kvinder bærer niqab.

Listen kunne fortsættes, og tallene fungerer ofte som belæg i de politiske diskussioner om islam og muslimers tilstedeværelse i de europæiske lande.

Undersøgelser handler mest om politiske emner
Der er i dag en lang række aktører, der bidrager til den voksende mængde statistisk viden om muslimer i Europa, blandt andet internationale analyse institutioner som de amerikansk baserede Gallup og Pew Research, EU-organer som European Agency for Fundamental Rights, nationale statistik-bureauer, universitetsforskere og ikke mindst private analyseinstitutter, der udfører bestillingsopgaver for blandt andet medierne eller politiske tænketanke.

Denne produktion af tal om muslimer udspringer af et ønske om at skaffe mere og bedre viden om en befolkningsgruppe, som de lærde (såvel som mindre lærde) løbende strides om.

Men netop fordi undersøgelserne ofte taler ind i dette specifikke diskussionsfelt, så belyser de i overvejende grad nogle få, udvalgte emner, nemlig dem, der formodes at have betydning for enten integrations- eller sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Der spørges således typisk til muslimers syn på demokratiske værdier, ytrings- og religionsfrihed, brug af vold, terror, brug af det muslimske hovedtørklæde, homoseksualitet, tvangsægteskaber og ikke mindst spørgsmål om tilhørsforhold og identitet.

Statistik rummer mange blinde vinkler
Hermed bidrager undersøgelserne nok med ny viden, men de er samtidig med til at synliggøre og fastholde muslimer som en gruppe, der primært er kendetegnet ved netop disse emner. Og dermed risikerer man, om end uforvarende, at reducere muslimer til mennesker, hvis liv primært synes at kredse om ting, man fra politisk hold har udpeget som afgørende.

For blot fordi disse emner har europæiske politikeres interesse en interesse der gennem distributionen af forskningsbevillinger forplanter sig til visse dele af den europæiske islamforskning så er det langt fra sikkert, at emnerne står højt på listen over ting, man som europæisk muslim i dag er optaget af.

Blot fordi en person for eksempel har svaret bekræftende på, at ytringsfriheden bør begrænses i visse situationer, eller at man er mere loyal overfor sin religion end sit land, er det langt fra sikkert, at den pågældende person overhovedet er optaget af slige sager (udover selvfølgelig når vedkommende bliver spurgt af en interviewer fra Gallup).

Statistikkernes blinde vinkel vil således ofte være den vægt såvel som den mening, den adspurgte egentlig lægger i spørgsmålene. Dette er et vilkår, når man laver kvantitativ forskning.

Men det er også et vilkår der fordrer forsigtighed; tal er besnærende, fordi de er komprimerede og overskuelige. De fremstår autoritative og giver fornemmelsen af rigtig viden. Men særligt når der er tale om politisk potente emner, er det vigtig at holde sig for øje den enorme beskæring af det levede, mangfoldige liv, som det statistiske sprog indebærer.

Birgitte Schepelern Johansen er post.doc på afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet