Syv år efter Muhammedkrisen

Ifølge ortodoks islamisk teologi er det overhovedet ikke tilladt at lave tegninger af mennesker, og da slet ikke af profeten. Men i mange muslimske lande kan man i aviser og tidsskrifter støde på karikaturer og satiriske tegninger, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen. Foto: Arkiv

I nyere tid har der været en stærk tradition i flere mellemøstlige muslimske lande for karikaturtegninger. Især de anti-semistiske karikaturtegninger kan sagtens måle sig med Jyllands-Postens satiriske tegninger af profeten med hensyn til hån, spot og latterliggørelse, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

I disse dage er det syv år siden, at Jyllands-Posten optrykte en serie karikaturtegninger af profeten Muhammed. Reaktionerne fra muslimer rundt om i verden blev så voldsomme, at det førte Danmark ud i den alvorligste udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig.

LÆS OGSÅ:Tema om Muhammedtegningerne

For nylig meddelte den liberale tænketank Cepos chefjurist Jacob Mchangama, at han er i gang med at producere en dokumentarfilm om ytringsfrihed, der tager udgangspunkt i Muhammedkrisen og vil vise karikatur-tegningerne, inklusive Kurt Vestergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Tiden vil vise, om karikaturtegningerne stadig kan vække muslimers vrede.

Islam kan også være sjov

Reaktionerne på Muhammed-tegningerne i muslimske lande kan forlede os i Vesten til at tro, at satiriske tegninger og karikaturer er et vestligt fænomen, som der ikke er tradition for i muslimske lande. Eller i det hele taget, at der ikke er humor i islam.

Det er rigtigt, at ayatollah Kohmeinei i 1979 skulle have sagt, at Der er ingen vittigheder i islam. Der er ingen humor i islam. Der er ikke noget sjov i islam. Der kan ikke være sjov eller glæde i noget, der er alvorligt. Ayatollaens holdning er imidlertid ikke dækkende for islam som helhed.

Der er imidlertid også eksempler på humor i Koranen, ligesom der også er humor i traditionerne om Muhammed (hadith) - talrige eksempler på profetens humor.

De humoristiske historier om Nasruddin Hodja, der formodes at gå tilbage til det 13. århundrede til en sufi i Konya, har lige siden været meget populære blandt muslimer. Nasruddin, der både var qadi (dommer) og imam, forholdt sig humoristisk, også til religiøse emner.

Det fortælles således, at Nasruddin bad sin familie og sine venner om at begrave ham i en gammel slidt kiste, når han engang skulle dø. Hvorfor det, spurgte de? Jo, når dødsenglene kom til ham i hans gamle slidte kiste, så ville de tro, at de allerede havde stillet den person, der lå i den gamle kiste, de kritiske spørgsmål.

LÆS OGSÅ:Hvad sker der med den døde efter begravelsen?

Mellemøstlig satire: ofte antivestlig og antisemitisk

Men hvad så med karikaturer og satiriske tegninger? Heller ikke det er fremmed for muslimer rundt om i verden. Ifølge ortodoks islamisk teologi er det overhovedet ikke tilladt at lave tegninger af mennesker, og da slet ikke af profeten. Men i mange muslimske lande kan man i aviser og tidsskrifter støde på karikaturer og satiriske tegninger.

I nyere tid har der for eksempel været en stærk tradition i flere mellemøstlige muslimske lande for anti-vestlige, anti-israelske og anti-semitiske karikaturtegninger, og især de anti-semistiske karikaturtegninger kan sagtens måle sig med Jyllands-Postens satiriske tegninger af profeten med hensyn til hån, spot og latterliggørelse.

Politisk satire kan være farlig

Karikaturtegnere, der retter deres satire mod de politiske magthavere, lever imidlertid livet farligt i flere muslimske lande. Således blev Ali Ferzat, som er en af de kendteste karikaturregner i den arabiske verden, og som er kritisk over for Assads styre, overfaldet og fik blandt andet sine fingre brækket af syriske sikkerhedsstyrker sidste sommer. Men noget tyder på, at der i disse år i forbindelse med det arabiske forår bliver større spillerum for karikaturtegninger i Mellemøsten.

Den tunesiske karikaturtegner, der gennem sin virkelige identitet bag kunstnernavnet Z, har illustreret det første arabiske demokratis fødsel. Tegningen viser en kvinde i veer, omgivet af en horde journalister, der (med henvisning til det islamistiske partis valgsejr) spørger lægen. Doktor, er det et slør eller et skæg?

I februar sidste år samlede Sharjah Media Centre i De forenede arabiske Emirater en række af den arabiske verdens førende karikaturtegnere til en konference. Emad Hajjaj, en karikaturtegner fra Jordan, sagde på konferencen, at karikatur er en af de mest indflydelsesrige kunstformer i verden med universel appel, og derfor må vi tage vort ansvar alvorligtFordelen ved at være karikaturtegner er, at du er i stand til frit at udtrykke dig selv. Men det er uheldigt, at der er nogen, som praktiserer selvcensur og dermed kvæler den kreative proces.

Det mest interessante, der er sket på dette område, er imidlertid, at en sekulær egyptisk avis, Al-Watan, i september 2012 lancerede en kampagne mod de obskøne karikaturtegninger af profeten Muhammed, som det franske magasin Charlie Hebdo havde offentliggjort. Sloganet for kampagnen var Bekæmp karikaturtegninger med karikaturtegninger.

En af tegningerne viste en hvid mand, som anklagede en vred skægget mand for at være terrorist, indtil han finder ud af, at han er fra Israel, hvorefter han giver ham en blomst i stedet.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent, blogger og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.