Analyse

Religionssociolog: Fremtidstal om religioner skal tages med et gran salt

Der kan være uenighed om estimatet af tilhørerne i en religiøs gruppe i et land, og her vil jeg tilføje, at PEWs vurdering ligger i den absolut høje ende, vurderer ph.d. Brian Arly Jacobsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Kan man sige noget om, hvordan det religiøse landskab er om 30 år? Det har analyseinstituttet PEW forsøgt - men det er nærmest umuligt at vurdere indflydelse fra vækkelser, masseomvendelse, eller pludselig stigning i antal af ikke-troende, skriver ph.d. Brian Arly Jacobsen i religionsanalysen

I 2070 vil antallet af muslimer verden over være på niveau med kristne. Det viser en prognose, lavet af det amerikanske uafhængige analyseinstitut PEW Research Center, over religionernes udvikling globalt set.

Rapporten forudsiger også, at Europas muslimske befolkning, der bliver større som følge af store familier og indvandring, næsten vil fordobles, fra under seks procent (43 millioner mennesker) i 2010 til mere end 10 procent (71 millioner mennesker) i 2050. Spørgsmålet er, hvor brugbare den slags prognoser egentlig er?

Prognosen bygger på en simpel fremskrivning af væksten – eller faldet – i forskellige religiøse grupper verden over. En sådan prognose forudsætter viden om vækst og fald i fødselstal (fertilitetsrate), levealder, ind- og udvandring samt religioners evne til eventuel vækst via mission eller faldende opbakning i befolkningsgrupper verden over.

Alle forudsætninger er svære at sige noget præcist om indenfor en 10-årsperiode, men PEW forsøger at lave en 30-årig fremskrivning for alle religioner og endda en 50-årig fremskrivning for islam og kristendom.

Det er svært nok at fremskrive landes befolkninger uden variablen religion, hvor det primært er viden om og forudsigelser af fertilitetsrate, forventet levealder samt ind- og udvandring, som er grundlaget for prognoserne.

Forudsætningerne forandrer sig

Forudsætningerne for en demografisk prognose er altid foranderlige. Det gælder udsving i fertilitetsrater, migrationsbevægelser og levealder. Eksempelvis begynder fertilitetsraten for indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande at ligne den generelle danske. Hvor fertiliteten i 1993 var 3,41 for indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande var den i 2016 faldet til 2,11 barn pr. kvinde, ifølge Danmarks Statistik. I Danmark som helhed var fertilitetsraten i 1993 på 1,75 mens den i 2016 var steget til 1,79.

Det siger sig selv, at en forudsætning for en prognose for indvandrerkvinder, der bygger på de 3,41 barn pr. kvinde i 1993, vil give et ganske andet resultat, end hvis forudsætningen for prognosen er tallet fra 2016, hvor det var 2,11 barn pr. kvinde. Der findes ingen specifikke undersøgelser af muslimske kvinders fertilitet, men det synes rimeligt at antage, at den ligner den ovenfor skitserede.

Den samme øvelse kunne man foretage i relation til spørgsmålene om ind- og udvandring samt levealder. Endnu sværere bliver det, når man skal vurdere, hvorvidt vækkelser, masseomvendelse, eller pludselig stigning i antallet af ikke-troende vil forandre befolkningsgruppers religiøse tilhørsforhold. Derfor indeholder PEWs prognoser heller ikke nogen vurdering af dette, men fastholder en statisk udvikling af religiøst tilhørsforhold i en befolkningsgruppe - og det ved vi ud fra historisk erfaring ikke kommer til at holde stik.

PEWs vurdering af tilhængere ligger i den høje ende

Der kan være uenighed om estimatet af tilhørerne i en religiøs gruppe i et land, og her vil jeg tilføje, at PEWs vurdering ligger i den absolut høje ende, når man ser på befolkningsgruppers religiøse tilhørsforhold i de enkelte lande. Det gælder, efter min vurdering, især for muslimer i Vesteuropa, hvor der eksempelvis er lagt næsten et par procentpoint muslimer til i Storbritannien fra folketællingen i 2011. Det svarer til, at der skulle være kommet 1,3 millioner flere muslimer i Storbritannien siden 2011. Det er et urealistisk højt antal. Den samme overvurdering gælder flere andre lande.

Tallene skal bruges med forbehold

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at denne type prognoser er den eneste måde, hvorpå man kan foretage fremskrivninger af religiøst tilhørsforhold, og de har derfor deres berettigelse. Men det er vigtigt, at tage den slags prognoser med et stort gran salt.

Brian Arly Jacobsen er religionssociolog, lektor og ph.d. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.