Religionsanalysen

Vi må insistere på religionsneutral politik

Den måde, danske politikere siden Grundlovens vedtagelse har valgt at organisere relationen mellem kirke og stat på, er ikke for alvor blevet anfægtet i en politisk kontekst siden begyndelsen af 1900-tallet, mener lektor Brian Arly Jacobsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Statens religionsneutralitet er en forudsætning for en fri debat, hvor statens repræsentanter ikke på forhånd har afgjort, hvad der er sandt, når det handler om religion og samfundets værdier, mener lektor Brian Arly Jacobsen

I begyndelsen af 1900-tallet fyldte de kirkepolitiske diskussioner om udformningen af folkekirkens struktur og relationen mellem stat og kirke den offentlige debat. Det var ophedede debatter, som berørte og interesserede store dele af den danske befolkning – en befolkning hvoraf 98,7 procent tilhørte folkekirken ifølge folketællingen fra 1901.

Visnestrategien

Socialdemokratiet stod for en hård sekulariseringsstrategi i den religionspolitiske debat. Religion var en privatsag, og kirke og stat skulle skilles ad. Det var holdninger, som blev delt langt ind i både Det Radikale Venstre og Venstre, men de politikere, der stod for denne holdning, repræsenterede et mindretal i både Folketing og befolkning.

Når spørgsmålet om religion gled ud af den offentlige debat, kan det ses som en resignation overfor et politisk område, der indtil da havde fyldt meget i den politiske debat, og som på det tidspunkt ikke syntes at have været til gavn for en opposition, som ønskede befolkningens opbakning til at danne de første regeringer med radikal og/eller socialdemokratisk deltagelse.

Man kan anskue ændringen i socialdemokraternes religionspolitik i 1920’erne som en bevidst visnestrategi overfor kirken, som kom fuldt til udtryk i de ord, som er tillagt Thorvald Stauning ved hans tiltrædelse som statsminister ”[socialdemokraterne vil have] fred med de hellige”.

Der findes intet direkte citat fra en tale eller debat i Rigsdagen eller i en avis, hvor han udtaler dette. Det er altså kun andenhånds overleveringer fra samtiden, som citerer Stauning. Det interessante er dog, at citatet i høj grad karakteriserer den danske kirke- og religionspolitik i årene derefter.

Visnestrategien gik kort fortalt ud på, at lade kirke- og religionspolitikken visne gennem en bevidst politisk nedprioritering og passivitet på dette område. Kirke- og religionspolitikken blev afpolitiseret, og med et par enkelte undtagelser, såsom debatten om kvindelige præster i folkekirken, fyldte debatter på dette område ikke meget i den offentlige debat indtil for ganske nylig.

Læs også: Folkekirken er bygget på ånd - men styrter i grus uden finanser

De kirke- og religionspolitiske debatter i begyndelsen af det 20. århundrede har sidenhen vist sig at være formative for en generel politisk opbakning til den danske religionsmodel. Den måde, danske politikere siden Grundlovens vedtagelse har valgt at organisere relationen mellem kirke og stat på, er ikke for alvor blevet anfægtet i en politisk kontekst siden begyndelsen af 1900-tallet.

Fra Socialdemokratiet til Det Konservative Folkeparti har man accepteret en blød sekulariseringsstrategi, det vil sige en politik, der bakker op om en folkekirke, som Folketinget kontrollerer, og et ønske om øget grad af samfundsmæssig sekularisering på områder som eksempelvis ægteskabs-, begravelses,- navngivnings- og skoleområdet. Det betød, at folkekirken som institution og dens præster fik mindre indflydelse på disse områder. Man kan dog stadig se rester af tidligere tiders indflydelse på institutioner som eksempelvis folkeskolen.

Resultatet af denne politik har været en høj grad af konsensus på det kirke- og religionspolitiske område med undtagelse af vigtige principielle spørgsmål som det gejstlige tilsyn i folkeskolen og kvindelige præster. Det har medført en afpolitisering af området, som indtil for ganske nylig har gjort den danske religionsmodel til en uanfægtet størrelse. Spørgsmålet er, om modellen er holdbar i en globaliseret verden, hvor mennesker, idéer, religiøs praksis og forestillinger overskrider landegrænser som aldrig før?

Det danske samfund er i dag ganske anderledes end for 100 år siden. Andelen af befolkningen, som er medlem af folkekirken, er faldet til 77,8 procent. Det skyldes først og fremmest et faldende dåbstal, men også indvandring og udmeldelser spiller væsentlige roller.

Religion er blevet en del af den offentlige debat igen. Spørgsmålet er dog, om religions tilbagevenden i den offentlige sfære i højere grad er et spørgsmål om, at religion er blevet et stridsspørgsmål mellem politikere, og at politikerne bruger det til egne formål, end det er en egentlig tilbagevenden til en tidligere guldaldertilstand for religion?

Politisering af teologi og teologisering af politik 

I 1985 analyserede de engelsk/amerikanske religionssociologer Roland Robertson og JoAnn Chirico i en artikel synkrone sekulariserings- og desekulariseringsprocesser i nationalstater forskellige steder i verden som følge af globaliseringstendenser.

De vurderede, at globalisering på den ene side ville føre til en politisering af teologi og religion og på den anden side til en teologisering af politik – især i de vesteuropæiske protestantiske samfund.

De argumenterede endvidere for, at globaliseringsprocesser ville medføre civilreligiøse problemer i samfund verden over på grund af det pres, som udøves på samfund til at definere sig selv – at identificere deres grundlæggende nationale værdier og ideer – i et globaliseret konkurrencepræget miljø.

Der vil altså ifølge dette perspektiv, som resultat af globaliseringen opstå konflikter over selve defineringen af værdigrundlaget for et samfunds fællesskab, og religion vil spille en væsentlig rolle i den debat. En debat der på en og samme tid kan føre til sekularisering og desekularisering i et samfund.

De debatter vi i dag ser mellem på den ene side tilhængere af et fuldtud sekulariseret samfund og på den anden side tilhængere af en opprioritering af kristne værdier i offentlige institutioner afspejler Robertson og Chiricos pointer.

Tilhængerne af et fuldtud sekulariseret samfund finder vi blandt andet i Ateistisk Selskab, hvor den nuværende talsmand, Anders Stjernholm er en aktiv debattør. I indlæg og debatter udpeger selskabet områder i samfundet, hvor de mener, religion spiller en uhensigtsmæssig rolle.

I et nyligt indlæg på religion.dk argumenterede Anders Stjernholm eksempelvis for, at kristendomskundskab i folkeskolen skulle vente til udskolingen, idet børn ikke har “forudsætningerne for at blive nøgternt og objektivt undervist i religion”.

Læs også: Stjernholm: "Lad børn lære menneskerettighederne før salmerne" 
 

Spørgsmålet er, om berøringsangst overfor religion ikke virker kontraproduktivt i forhold til viden om den verden, børnene trods alt lever i, og som også inkluderer spørgsmål om religiøse forestillinger, institutioner og handlinger.

Hvis børn kan forholde sig til andre vigtige samfundsmæssige spørgsmål, kan de naturligvis også forholde sig til spørgsmål om religion i deres historiske og aktuelle udformninger.

Til gengæld er det altid relevant at diskutere, hvordan der undervises i skolernes religionsfag, og hvilke krav der politisk stilles til indholdet i faget.

Tilhængerne af en opprioritering af kristne værdier i samfundet er tydeligt repræsenteret i flere indlæg fra konservative politikere de seneste uger. Rasmus Jarlov, der er formand for den konservative gruppe på Københavns Rådhus og kandidat ved det kommende folketingsvalg, har i et nyligt indlæg i Politiken argumenteret for, at den nuværende danske religionsmodel ikke skal ændres. Jarlov argumenterer for, at Folkekirken og kristendommen måske er ”den vigtigste byggesten for dansk kultur overhovedet”. Han understreger endvidere, at en værdineutral stat er et ”fatamorgana”.

Den politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti Mai Mercado argumenterede i påsken i et indlæg i Berlingske for en opprioritering af kristendom, fordi ”Kristendom er den religion, vi danskere kommer af. Derfor skal den også prioriteres højere end andre religioner.”

Det skal ifølge Mercado udmønte sig i, at kristendom skal ”have en mere prominent plads i folkeskolen, end den har i dag”. Helt konkret kræver hun en ekstra times kristendomskundskab på skemaet, for en styrkelse af faget kristendom på læreruddannelsen, og at kristendomsundervisning i folkeskolen skal være obligatorisk for alle elever.
 
Disse eksempler viser, hvordan politikere og debattører teologiserer den offentlige sfære. Denne teologisering af det offentlige rum underminerer selve essensen af sekulær og rationel politik, gør debattører og politikere til nyfortolkere af religioner og deres betydning, og sætter dem derfor i en konkurrerende rolle overfor de selvsamme religiøse tendenser i samfundet, som de ønsker at bekæmpe.

I denne sammenhæng gælder det især islam, som Mercado skriver: ”vi oplever konkrete problemer med hårde fortolkninger af islam i Danmark” – og her skal kristendom altså hjælpe til en religiøs oprustning i befolkningen, som kan ændre eksempelvis ”religiøst betingede problemer i vores foreningsliv”.
 
Læs også: Kristendommen ændres under globaliseringen
 

Det kan ikke undre, at imamer og religiøse ledere svarer igen ved at gøre det samme: teologisere det politiske. Det fører til en destruktiv ond cirkel i stedet for en konstruktiv offentlig debat om aktuelle samfundsmæssige udfordringer.

Teologiseringen af politik vil i sidste ende marginalisere ikke-religiøse og ikke-kristne fra den offentlige debat. Vi er derfor som samfundsborgere nødt til at insistere på neutrale offentlige institutioner af hensyn til accepten af hinandens forskellighed og sammenhængskraften i samfundet.

Værdineutralitet er ikke det samme som værdirelativisme. Statens neutralitet er en forudsætning for en fri og lige debat, hvor staten og dens repræsentanter ikke på forhånd har afgjort, hvad der er sandt, når det handler om religion og samfundets værdier.

Den omsiggribende teologisering af det offentlige rum og af den politiske debat underminerer i sidste ende samfundets sammenhængskraft. Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede betydningen af dette princip i et tv-interview i DR’s Profilen i februar 2006: ”Vi har en tradition for at skelne imellem politik og religion, og religion er som udgangspunkt et personligt anliggende mellem den enkelte og den gud, man tror på.” Hermed demonstrerede han en politisk kontinuitet i forståelsen af relationen politik og religion i det danske samfund, som har været fremherskende siden, Socialdemokratiet overtog regeringsmagten første gang i 1924 – en politisk forståelse som synes at være under pres i disse år. 

Brian Arly Jacobsen er lektor og ph.d. på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.