Vi har behov for en tidssvarende religionspolitik

Religionspolitiske spørgsmål er allerede en central del af den danske offentlighed. Men valgkampen viser, at partierne har svært ved at forholde sig til forholdet mellem religion og samfund, mener lektor Brian Arly Jacobsen

Religion har længe været på dagsordenen i dansk politik således også i dette valg, hvor politiske diskussioner, der berører religionspolitiske spørgsmål dækker flere emner såsom Kristendemokraternes holdning til abort, salafisters antidemokratiske holdninger, hærværk mod muslimske gravstene i Brøndby og omskæring.

Det er et ikke-eksisterende politisk felt, der nævnes overraskende ofte i medierne, så måske er det et af fremtidens veldefinerede politiske områder.

En sammenhængende religionspolitik står måske ikke øverst på dagsordenen i de politiske partier, men valgkampens første halvdel viser, at det måske er tid til at reflektere over, hvordan et politisk parti kan forholde sig tidssvarende til spørgsmålet om forholdet mellem religion og samfund i vor tids multireligiøse verden.

For kendsgerningen er, at religionspolitiske spørgsmål allerede er en central del af den danske offentlighed. Man kan dog ikke anklage politikerne for at være specielt konsistente i deres argumentation, når det kommer til spørgsmål om religion i den hverdagspolitiske virkelighed, som vi skal se i de følgende eksempler.

Kan man tolerere antidemokrater? 

Grundlovsdag blev den muslimske salafist Adnan Avdics holdning til demokrati sat på dagsordenen af TV2 News, hvor han forklarede, hvorfor han opfordrede muslimer til ikke at stemme ved folketingsvalget den 18. juni. Han udtalte, at ”Det gavner ikke muslimerne at stemme. Tværtimod ser vi, at vores stemme er med til at krænke vores profet”.

Hans udtalelser fik straks politikere fra hele det politiske spektrum til at udtale sig med et enslydende budskab, om at Avdic skulle forlade landet, og at hans udemokratiske holdninger ikke hører hjemme her. De substantielle argumenter for demokratiets fordele var helt fraværende og erstattet af krav om udvisning og lignende, uagtet at manden er dansk statsborger.

Andre religiøse grupper som Jehovas Vidner eller politiske grupper som den anarkistiske bevægelse ’Stem ikke til folketingsvalget’ bliver ikke bedt om at forlade landet. Grupper som disse og deres antidemokratiske holdninger har det danske samfund accepteret i årtier uden, at det har ført til større opmærksomhed. Man har som et ægte demokrati tolereret de antidemokratiske, så længe de kun udgjorde en ganske lille del af befolkningen og ikke truede demokratiet.

Læs også: Er Danmark blevet religionsforskrækket?

Avdic og hans få ligesindede føjer sig til rækken af disse grupper, men bliver altså behandlet anderledes af offentligheden. Er det, fordi han har muslimsk baggrund? Spørgsmålet danske politikere mangler at svare på er, kan det danske demokrati kun tolerere eksempelvis kristne og anarkistiske antidemokrater, eller kan det også tolerere muslimske? Og hvis ikke, hvad er så argumentet for, at det danske samfund ikke kan indeholde en muslimsk antidemokratisk dansk statsborger?

Man kan undre sig over politikernes automatreaktion, men det er valgkamp, så nuancer har en tendens til at drukne i forenklede budskaber. Havde partierne diskuteret og reflekteret over de mere principielle aspekter i forhold til, hvad det danske demokrati kan tolerere, og hvordan man på bedste vis imødegår antidemokratiske religiøse argumenter, så havde debatten måske undgået inkonsistente argumenter fra politikere over en bred kam.

Paradoksalt nok er politikernes entydige holdning til konsekvenserne af Avdics udtalelser med til at gå de religiøse fundamentalisters ærinde, fordi det tager ekstremisternes religionsforståelse for gode varer i stedet for at imødegå deres holdninger med substantielle argumenter for demokrati og fakta om islam og danske muslimers generelt store tilslutning til demokratiet.

Omskæring i valget 

I den forgangne uge er Det radikale Venstres Ida Aukens holdning til omskæring af drengebørn blevet et omdiskuteret emne på sociale medier og i nyhedsmedier. Ida Auken skrev: ”Jeg er for den religiøse og kulturelle frihed til at lade sit drengebarn omskære” på Facebook, og det blev af omskæringsmodstandere opfattet som en kontroversiel udtalelse på de sociale medier Facebook og Twitter.

Udtalelsen var foranlediget af professor og overlæge Morten Frisch, der er ved at udarbejde en oversigt over folketingskandidaternes holdning til omskæring af drenge. Det er et kontroversielt spørgsmål, som jævnligt er til debat i medierne og blandt fagfolk. Morten Frisch er en velkendt modstander af omskæring og har skrevet flere indlæg om emnet.

Senest har også professor og læge Peter Gøtzsche i Berlingske, argumenteret for, at omskæring er grov vold ud fra en dom, der faldt i Aarhus i januar. Han hævder, at der er stemmer i at sige, at et parti vil arbejde for et forbud mod omskæring.

Omvendt mener eksempelvis Det Jødiske Samfund, at omskæring vil være en indskrænkning af religionsfriheden i Danmark.

Læs også: Omskærelse er en mands tegn på jødedom

Det Radikale Venstre vedtog på sit landsmøde i 2013 en resolution om, at partiet vil arbejde for et forbud mod omskæring af drengebørn i lighed med den lov, der gælder for omskæring af mindreårige piger. Den resolution er Ida Auken altså ikke enig i.

Der har ikke været et flertal for et forbud mod omskæring i Folketinget endnu, men det er måske inden for rækkevidde. Flere folketingsmedlemmer har ytret, at de går imod deres partis officielle holdning for (eller imod) et forbud. Eksempelvis fører Venstres folketingskandidat i København Kåre Traberg Smidt aktivt kampagne for et forbud, mens Venstres sundhedspolitiske ordfører, Sophie Løhde i Kristeligt Dagblad har slået fast, at partiet er imod et forbud.

Socialdemokraterne vil ikke tage stilling før efter et valg, og i andre folketingsgrupper er der tilsyneladende også stor uenighed, som en artikel fra 2013 i Kristeligt Dagblad viste.

Både tilhængere og modstandere af et forbud påkalder sig menneskerettighederne i deres argumentation. Men ifølge Institut for Menneskerettigheder giver menneskerettighederne ikke noget entydigt svar på om, hvorvidt rituel omskæring af drenge er i strid med menneskerettighederne (Institut for Menneskerettigheder, Policy Brief af maj 2014).

Flere menneskerettigheder kan aktiveres i forsvaret for eller modstanden overfor omskæring. Det gælder eksempelvis konventioner om barnets rettigheder (FN's Børnekonvention) og religionsfrihed (Verdenserklæringen om Menneskerettigheder) – to rettighedskomplekser som i dette tilfælde er på kollisionskurs. Hvilke menneskerettighedsprincipper, som skal vægtes højest af de to, er i sidste ende en politisk beslutning.

Emnet omskæring hører ret beset under andre politiske sagsområder end ’religionspolitik’, da et eventuelt forbud vil være begrundet ud fra børns almene rettigheder. Det er dog også et emne, der har at gøre med religionspolitiske principper som religionsfrihed, da den gældende forståelse af religionsfrihed inkluderer forældres frihed til at fuldføre en religiøst begrundet omskæring af drengebørn.

En konsistent og sammenhængende religionspolitik formuleret af partierne vil måske være med til at afklare partiernes holdning ud fra nogle overordnede principielle betragtninger og ikke kun ud fra en ad hoc betragtning, som det synes at være tilfældet nu i flere af folketingsgrupperne.

En multireligiøs virkelighed 

Ovennævnte eksempler vil kun udgøre et hjørne af en tidssvarende religionspolitik. En politik som blandt andet tager hensyn til en multireligiøs virkelighed, hvor migranters religiøse praksis og etablering af religiøse institutioner i stigende grad præger det danske samfund, hvor danskere udmelder sig af statens kirke – i øvrigt igen i et stigende antal – og hvor færre og færre danskere lader deres børn døbe og dermed blive en del af majoritetsbefolkningens religiøse fællesskab.

Læs også: Vi må insistere på religionsneutral politik

Befolkningens opbakning til folkekirken falder, mens andre trossamfund oplever en stigende tilslutning – primært som resultat af migration. Det rejser naturligt en række spørgsmål om indretningen af den danske religionsmodel, men politikerne har endnu ikke taget den principielle diskussion om, hvordan de vil gribe udfordringen an. Man kan dog håbe, at partierne tager en nuanceret og reflekteret debat om emnet, når kommissionen, der skal se på en lovregulering for alle trossamfund uden for folkekirken, kommer med en betænkning inden udgangen af 2016.

Brian Arly Jacobsen er lektor og ph.d. på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.