Religionsanalysen

Vi skal ikke glemme Calvins store betydning for reformationen

Et af de punkter, hvorpå Calvin adskilte sig fra Luther, var i nadversynet: Calvin forstod nadveren som et mere åndeligt nærvær, hvor Kristus var til stede i kirkerummet, så at sige, og ikke i, med og under brødet og vinen. Foto: Flickr

Jean Calvin var fransk reformator og fik stor betydning for reformationen, ikke mindst i de fransktalende lande, skriver professor i teologi Kurt E. Larsen

Vi fejrer 500-året for reformationen, og der tales i den anledning meget om Luthers betydning for Danmark. Men hvad med Calvin, den anden store reformator? Hvad betød han for Danmark? Og hvilke ligheder og forskelle er der mellem Luther og Calvin?

Jean Calvin, der var en generation yngre end Luther, var fransk reformator og fik stor betydning for reformationen, ikke mindst i de fransktalende lande.

Reformationen handlede meget om den rigtige forståelse af kirkens nadver. Både Luther og Calvin ville holde nadveren ude fra Bibelens lære. Begge regnede nadveren for en hellig handling, et sakramente, hvor Kristus faktisk var nærværende, så modtagelse af nadveren styrkede og bekræftede troen. Forskellen var, at Luther talte om Kristi virkelige nærvær i, med og under brødet og vinen, man spiste og drak. Calvin forstod det mere som et åndeligt nærvær, hvor Kristus var til stede i kirkerummet, så at sige.

For de lutherske i Danmark var Calvins tanker om nadveren ikke fyldestgørende, og det punkt blev et afgørende skillepunkt. Den danske kirke havde forpligtet sig på Luthers lære, og derfor ønskede man ikke at give plads til calvinsk lære, slet ikke i kirken, men heller ikke i Danmark som helhed.

Calvin var fortrolig med udviklingen i Tyskland, hvor de tyske fyrster havde spillet en stor rolle i reformationen. Det opfattede han som en skævhed. Han gik ind for folkekirker, der var selvstyrende i forhold til staten. Derfor opererede Calvin med et særligt kirkeligt embede til at lede kirken, et ældsteråd.

”Ældste” hedder på græsk ”presbyter”, så derfor kalder man ofte calvinske kirker for ”presbyterianske”. Det var de calvinske krav om selvstyre for kirken, som havde ført til borgerkrige i Frankrig og Nederlandene. Ganske vist støttede Danmark ikke de katolske kongemagter i disse lande, men man var også bange for, at hvis Calvins tanker slog igennem i Danmark, kunne det føre til oprør mod kongemagten også her. Derfor holdt man bevidst indflydelsen fra Calvin ude.

Nutidige ligheder og forskelle på calvinsk og luthersk
Nutiden er mere tilbøjelig til at påpege de mange lighedspunkter mellem arven fra henholdsvis Luther og Calvin. Den danske folkekirke har underskrevet Leuenberg-konkordien og indgår i et fællesskab med de reformerte kirker i Europa gennem Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa. Der er dog også stadig forskelle.

De reformerte kirker ser ofte anderledes ud. Luther ville med sin reformation bevare katolske skikke, medmindre de stred direkte mod Bibelen. Calvin var mere tilbøjelig til at tage alt det væk fra kirkens liv og tradition, der ikke kunne begrundes ud fra Bibelen. Hvor Calvins tanker vandt frem, forsvandt billeder og altre typisk fra kirkerne, mens den lutherske domkirke i Aarhus den dag i dag hedder Skt. Clemens kirke og har et billede af Jomfru Maria og den hellige Anna på alteret.

En anden forskel, måske i dag den vigtigste, handler om Guds udvælgelse. Luther afviste viljens frihed og hævdede, at Guds forudbestemmelse var den egentlige årsag til de troendes frelse. Hermed var hans princip om "nåden alene" sikret: Frelsen var virkelig Guds ære.

I samme baner tænkte også Calvin, der dog gik videre og hævdede en ”dobbelt prædestination”.

Hans tanke var, at når Gud fra evighed havde bestemt nogle mennesker til frelse, måtte han have bestemt andre til fortabelse. Og dem, Gud havde udvalgt til frelse, dem bevarede han også, således at de ikke havde mulighed for at falde fra troen igen.

Tankemæssigt ville Luthers forkyndelse ende i den samme konsekvens, men Luther lod paradokset blive stående: Frelsen skyldes helt og holdent Guds nåde og udvælgelse, mens fortabelsen derimod altid er menneskets egen skyld. Frafaldet var for Luther altid en truende mulighed for de troende, hvad det ikke var for de calvinske.

Kurt E. Larsen
Professor, dr. theol i teologi ved Menighedsfakultutetet i Aarhus 

Andre læser lige nu