"Vi taler oftest om islam i et integrationsperspektiv"

Forslagene om en dansk moske og imamuddannelse ser islam og muslimer udelukkende i et integrationsperspektiv, der helt ignorerer, at der ikke bare er tale om sociale, etniske og kulturelle størrelser, men også om religiøse, vurderer filosofilektor Sune Lægaard

Den 9. oktober annoncerede en støttekomite bestående af blandt andet tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, erhvervskvinde Stine Bosse, integrationsborgmester Anna Mee Allerslev og domprovst Anders Gadegaard deres støtte til en muslimsk stormoske.

LÆS OGSÅ:Domprovst taler for imam-uddannelse på teologisk fakultet

Komiteen ville sammen med Muslimernes Fællesråd prøve at rejse penge til en stor repræsentativ moske for alle danske muslimer. Det afgørende ved den nye plan er, at moskeen skal være helt dansk, det vil sige, at finansieringen primært skal være dansk (i modsætning til den netop færdige moske på Rovsinggade eller den planlagte på Vibevej, der finansieres af henholdsvis Qatar og Iran), at sproget i moskeen skal være dansk, og at moskeen ikke skal være forbeholdt muslimer med en bestemt national baggrund.

LÆS OGSÅ: Er tiden til en dansk imamuddannelse?

Dette forslag blev kort efter suppleret af et andet forslag, som Anders Gadegaard, der desuden er formand for Danske Kirkers Råd, også stod bag, om en dansk imamuddannelse på universiteterne. Ideen er her igen, at imamer ikke skal repræsentere andre lande, men skal være danske, det vil sige have deres primære tilhørsforhold til Danmark, tale og forstå dansk, og tage udgangspunkt i kendskab til dansk historie, samfund og danske værdier.

Godt, hvis muslimer i Danmark føler sig danske
Disse forslag er i sig selv udmærkede. Det ville være godt, hvis muslimer i Danmark i højere grad kunne føle sig som danske, hvis islam kunne formuleres på dansk, og hvis danske muslimer ikke skulle være afhængige af udenlandsk finansiering og uddannelse.

Pia Kjærsgaard var godt nok hurtigt ud med kritik af forslaget om en stormoske men det skyldes formentlig (muligvis berettigede) forestillinger om, at der også er andre dagsordener på spil fra forslagsstillerne side. Selve ideen om at gøre islam og muslimer danske burde lige være noget for Dansk Folkeparti.

LÆS OGSÅ:Imamuddannelse: Muslimerne tilbydes nu noget, der nægtes kristne

Den virkelig interessante kritik fokuserer da heller ikke på politiske uenigheder, men på religiøse. Poul Sebbelov fra den danske ortodokse menighed og baptisten Ole Bækgaard kritiserer således ideen om, at Danske Kirkers Råd skulle arbejde for en stormoské. Og ideen om en fælles muslimsk stormoske, hvor selv homoseksuelle er velkomne, er blevet kritiseret af islameksperter for at være naiv. Dette ville kræve forbrødring mellem shia- og sunnimuslimer.

LÆS OGSÅ: Gadegaard: Danske Kirkers Råd har aldrig udtalt sig om en stormoske

Forslag om støtte overser religionen
Denne slags kritikker er interessante, fordi de viser en spænding mellem at diskutere islam og muslimer som spørgsmål om integration og at diskutere dem som spørgsmål om religion. Forslaget om en stormoske og en dansk imam uddannelse er tydeligvis begrundet ud fra en målsætning om integration.

Moskeen og uddannelsen skal facilitere muslimers integration, både i den forstand, at de skal kunne føle sig mere danske, og i den forstand, at andre danskere i højere grad skal kunne acceptere og anerkende dem som danskere. Som sådan er det en udmærket målsætning (med mindre man slet ikke mener, at muslimer bør være i landet).

Betragtet som midler til at forfølge det i sig selv rosværdige mål om integration kan forslagene muligvis være urealistiske. Dermed fremmer de måske ikke integrationen, når det kommer til stykket. Men det virkelige problem er, at begge forslag ser islam og muslimer udelukkende i et integrationsperspektiv, der helt ignorerer, at der ikke bare er tale om sociale, etniske og kulturelle størrelser, men også om religiøse.

Og i et religiøst perspektiv er det dels ikke oplagt, at kristne kirker skulle støtte muslimske menigheder. Dels er det endnu mindre oplagt, at grene af islam, der teologisk set er i strid med hinanden, skulle forene sig, blot fordi dette ville være en god ting for integrationen.

Religion er ikke en social markør
De to forslag og debatten om dem viser således noget karakteristisk ved den danske debat om muslimer og islam. Selv om vi taler meget om islam og muslimer, gør vi det oftest som betegnelser for de grupper af kulturelt og etnisk anderledes mennesker, der er et resultat af indvandring. Og selv når vi taler om det religiøse indhold af islam, gør vi det ofte i et integrationsperspektiv.

LÆS OGSÅ: Politisk flertal ser positivt på imamuddannelse

Dette er ikke overraskende, for vi har i høj grad gennemført en adskillelse af religion og politik. De fleste danskere anser ikke religiøse dogmer og overbevisninger for relevante i politisk debat. Dette er langt hen ad vejen en velbegrundet holdning, da religiøse grunde oftest ikke vil være særligt overbevisende for folk, der ikke deler den pågældende religion.

Men problemet er, at vi på grund af den politiske adskillelse af religion og politik ender med at betragte det religiøse som en hvilken som helst anden social kategori. Hvis vi bare ser religion som en social markør glemmer vi, at religiøse mennesker tror på noget bestemt. Så selv om vi taler om religion hele tiden, taler vi ofte ikke om religionen som religion.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. ved Roskilde Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk.