LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

"Man kan ikke erstatte videnskab med et skjult kamera"

Fredgsbøn i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus. Her er det formanden for den muslimske sammenslutning i Grimhøjmoskéen Oussama el Saadi. Foto: NORDE ERNST VAN/ Polfoto

At studere religiøse miljøer kræver tålmodighed, tillid og præcision. Skjult kamera-optagelser kan ødelægge det videnskabelige feltarbejde, skriver lektor i historie Kirstine Sinclair

Når man som humanistisk forsker beskæftiger sig med religiøse miljøer, der er lukkede enten fordi medlemmerne selv ønsker det, eller fordi de er ekskluderet af omverdenen – og der er ofte tale om en kombination – er man udfordret.

Man kan ikke bare ringe eller møde op på en given adresse og stille sine spørgsmål. Man må nærme sig et miljø ved at studere det på afstand fra skrivebord og bag skærm og langsomt forsøge at skabe en personlig forbindelse. Mange forskere bruger lang tid på at komme i forbindelse med personer med adgang til det miljø, de ønsker at studere, og gennem samtaler og forventningsafstemninger forhandle adgang til en given organisation eller forening, for eksempel hvad man må deltage i og hvem man må tale med.

Der er i reglen tale om mange samtaler og forhandlinger, hvormed man opnår gensidig tillid. Personen med adgang skal have tillid til såvel ens forskningsmæssige som personlige hensigter. Sådanne forhandlinger er en vigtig del af feltarbejdet, og det er af lige stor værdi for forskningen, hvad man får og ikke får adgang til. Det er alt sammen vigtig information om, hvordan et bestemt miljø passer på sig selv, forstår sig selv og hvor grænserne til omverdenen drages.

Især antropologer benytter sig af længerevarende feltarbejde, hvor man tilbringer meget tid i de miljøer, man ønsker at opnå viden om, men også (religions-)sociologer, (religions-)historikere og andre kombinerer skrivebordsstudier med opsøgende arbejde, besøg, observationer, samtaler og interviews.

Den form for opsøgende forskning er meget afhængig af, hvordan det pågældende religiøse miljø føler sig fremstillet og behandlet i offentligheden generelt. Jo mere negativt et billede, der er tegnet i medierne, jo mere afstand vil et miljø i reglen lægge til enhver form for interesse udefra. Alternativt vil miljøet søge at kontrollere kontakten og den information, der deles med omverdenen. Fra mit eget felt, islamismen, kan man pege på salafistiske miljøer som eksempel på det første, og organisationen Hizb ut-Tahrir som eksempel på det andet. Her er det kun den udpegede medierepræsentant, der udtaler sig til offentligheden.

Grundige, videnskabelige studier af lukkede, religiøse miljøer udfordres af mediernes frygtbaserede historier. Et eksempel er dokumentaren ”Moskéerne bag sløret” (TV2, marts 2016), hvis formål var at debattere moskéers og imamers ansvar for en ofte fejlslagen integration af muslimske borgere i Danmark. Metoden var skjulte optagelser af samtaler med imamer i otte nøje udvalgte moskéer; moskéer kendt for at huse reaktionære imamer med bagstræberisk syn på blandt andet børneopdragelse, kønsligestilling og demokratisk deltagelse.

Dokumentaren fandt – og de findes i stort omfang – mange kritisable forhold og synspunkter blandt moskéernes imamer og brugere, men dokumentarens skjulte metoder er kontraproduktiv. Med skjulte optagelser og afsløringsdagsordener risikerer man ganske simpelt, at de her miljøer lukker sig yderligere om sig selv, og så bliver det mere vanskeligt at studere dem i fremtiden. Dermed mister man muligheden for at opnå ny viden om dem, og hvorfor mennesker finder dem attraktive. Desuden mister man muligheden for at påvirke dem politisk eller socialt, for en forudsætning herfor er netop indsigt og viden.

Viden om et miljø er ikke ensbetydende med accept. Vi må således holde fast i ambitionen om, at vidensniveauet i samfundet højnes, og at vi som forskere bliver ved med at arbejde tålmodigt og tillidsbaseret og med akademisk kritisk sans frem for kritik forstået som frygtbaserede afsløringer. Ellers bliver vi som samfund aldrig klogere.

Kirstine Sinclair
Lektor i historie