Vorherre i kulissen på Politiken

Avisen Politiken har under Bo Lidegaards ledelse fået en mere virkelighedsnær tilgang til religion. Chefredaktøren forsvarer nu forbindelsen mellem stat og kirke, kirkestoffet tillægges større betydning i spalterne, og reaktionære muslimske lærde kan få kras kritik på lederplads, observerer generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard

Gud var ude i kulden, da Tøger Seidenfaden var chefredaktør for dagbladet Politiken. Efter Bo Lidegaards indtog i det berømte hjørnekontor ved Rådhuspladsen i København har den kulturradikale avis inviteret troen og kirken længere ind i varmen.

Senest er en billedbibel blevet nomineret som én af blot syv bøger, der kan vinde Politikens store, nye litteraturpris. Vorherre i kulissen, hed overskriften på den artikel, der begrundede valget af netop denne bog til konkurrencens finale. Men også på flere andre fronter lurer spørgsmål om Vorherre på medlevende vis i kulissen.

Chefredaktørens nye linje
Chefredaktør Bo Lidegaard indvarslede selv den nye linje i en analyse med den stilfærdige overskrift Folkekirke og statskirke den 8. april 2012. Budskabet var dog ganske højrøstet.

LÆS OGSÅ: Bo Lidegaard afløser Tøger Seidenfaden

I modsætning til Tøger Seidenfaden, som igen og igen talte for adskillelse af kirke og stat, og som gjorde en dyd ud af sit ateistiske grundsyn, så forsvarede Bo Lidegaard nu forbindelsen mellem stat og kirke i Danmark, og den tidligere topdiplomat og nye chefredaktør beskrev desuden sig selv som en del af folkekirken.

En udskillelse af kirken vil svække bevidstheden om, at vi er et samfund med dybe rødder i et nationalt og historisk fællesskab, der også omfatter en kirke, der indtil for ganske nylig har været helt dominerende, og som langt de fleste af os stadig er medlemmer af, skrev Bo Lidegaard, der samtidig talte pænt om salmeskatten og beskrev Grundlovens formuleringer om folkekirkens særstatus som helt urealistiske at ændre på.

LÆS OGSÅ: Analyse: Politikens nye syn på kristendommen er et moderne træk

Tøger Seidenfadens nej til statskirken var principielt. Bo Lidegaards ja til folkekirken var og er pragmatisk. Det virker jo med den forbindelse, som vi har i dag. De fleste bakker op om folkekirken. Men, herregud, vi kan da godt justere lidt på måden, kirken har organiseret sig på, for at sikre mere ligestilling mellem forskellige typer af troende. Men, lød argumentationen, lad os ikke lave noget fundamentalt om.

Skriften på væggen
Mange af avisens ansatte må have læst den samme skrift på væggen. For i tiden herefter har det kirkelige stof fået en fylde og en prioritering af bemærkelsesværdig art.

Vi pakker de kirker ind, stod der for eksempel med store typer på forsiden af kultursektionen søndag den 29. juli. Tre helsider var der sat af til dækningen af kirkelukningerne i København med respektfuld sans kirkerummenes historiske og religiøse betydning.

Kære Bob, du som er i kirken, lød overskriften den 29. september på en anden stor artikel, som fik sat rammende ord og billeder på folkekirkens mange nye designer-gudstjenester.

Når kirken går i kunstens tjeneste, var ordene i rubrikken på et markant opslag om kirkekunst den 27. oktober.

Man kan sige, at prædikanten helst skal forholde sig til både Bibelen og avisen, stod der, da bladet den 4. november beskrev den 25-årige Christoffer Fagelund Mortensens usædvanlige bedrift med at besøge næsten alle kirker i Københavns Stift.

Og sandelig, da vi nåede frem til 1. søndag i advent, og folkekirken lancerede sit nye logo, ja, så var det Politiken af alle landets aviser, der netop på dagen havde sektionsforsiden med logoet i størst tænkelige format og overskriften: Wow! Tør vi det? Kan vi det?

Islam ses med nye øjne
Alt er naturligvis ikke rosenrødt om tro og kirke i Politikens univers. Den gamle kulturradikale bastion har for eksempel stadig nogle meget ivrige bloggere på nettet, der som i Tøger Seidenfadens dage taler den anakronistiske statskirke midt imod og udstiller alt, hvad de opfatter som hyklerisk og uvidenskabeligt præstefnidder. Men det samlede signal, der sendes med det trykte stof er ikke desto mindre mærkbart forandret.

LÆS OGSÅ:Kan islam og demokrati forenes?

Den nye linje indbefatter også en anden måde at forholde sig til islam på. Tidligere har Politiken talt varmt for bedre integration og kæmpet for øget ligestilling og rettigheder til det muslimske mindretal.

I kølvandet på Muhammed-krisen gik Politiken solo i dansk presse og sagde undskyld over for efterkommere af muslimernes profet, Muhammed, for at have trykt Muhammed-tegningerne.

Men helt så radikalt tænkes der ikke nødvendigvis på redaktionen i dag.

Lad os ikke hykle, lød det for eksempel i en leder den 30. september med afsæt i en konference om religiøs dialog i København.

Lederartiklen fortsatte: Den største trussel mod religiøs tolerance er i dag ikke lande, hvor religiøse minoriteter beskyttes ved lov, men der, hvor de dagligt forfølges og forbydes. Vi længes efter at høre fremtrædende egyptiske imamer tordne mod forfølgelsen af koptiske kristne mindretal. Og efter at høre saudiske skriftlærde gå i brechen for retten til frit og trygt at praktisere enhver religiøs overbevisning, hjemme og offentligt, også i Saudi-Arabien. Da vil den religiøse dialog for alvor tage virkeligheden alvorligt.

LÆS OGSÅ:Organisation: Her er de værste lande at være kristen i

Ledetråden i det illustrative synspunkt handler om, hvordan mennesker i virkelighedens verden bedst kan leve frit, sikkert, trygt. Det kan mennesker i Danmark, som godt nok ikke officielt har religionslighed, men hvor religionsfriheden med beskyttelse af mindretal til gengæld fungerer godt i praksis.

Men i flere lande i Mellemøsten, som måske ellers har ligheden indskrevet smukt i deres forfatninger, er livet for anderledes tænkende og troende afvigere i praksis uhyre vanskeligt. Det længes Politikens lederskribent nu efter at få forandret. Og så vil den egentlige religionsdialog kunne begynde på ærlige præmisser.

Det handler om det liv, vi lever i praksis
Fra Bo Lidegaards analyse af folkekirken som en del af det kit, der binder Danmark sammen, er der ikke langt til lederen, som skælder ud på dem, der ikke i praksis skaber frihed, tryghed og gode vilkår for borgerne. Og fra denne grundholdning er der igen ikke langt til den nye type kirkejournalistik, som igennem 2012 har vist sig i stadig større omfang i Politiken.

LÆS OGSÅ:Er folkekirken ved at blive nedlagt?

Der er tale om journalistik, som ikke på forhånd principielt dømmer kirken ude som antikveret og irrelevant, men som tager livet i og omkring kirken med som en naturlig del af det samfund, de fleste af os nu engang lever i. Og som derfor fortjener en lige så seriøs, grundig og levende behandling som alle de andre stofområder i en bred kulturavis.

For nogle vil det vække undren, at en sådan virkelighedsnær tilgang til tro skal betegnes som ny i en journalistisk sammenhæng. Men det bemærkelsesværdige faktum er, at det er tilfældet - i dette tilfælde.

Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Bibelselskabet og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.