Lexner: Religiøse ledere bør afdæmonisere religion
Efter terroranslaget mod Danmark i februar har religiøse ledere ifølge Bent Lexner et særligt ansvar for at advare mod den stigende dæmonisering af religion, skriver han i bogen "Det gælder dit liv". Læs et uddrag fra bogen her
”Han er vores lillebror, han skal gå i midten,” siger Flemming Pless og skubber drillende til Fatih Alev, mens de to mænd skridter op ad midtergangen i synagogen sammen med Bent Lexner.
Et tv-hold har sat de tre mænd stævne til en prøveoptagelse på et tv-program. De tre mænd kender hinanden fra andre sammenhænge, hvor der også deltager andre præster, imamer og repræsentanter fra andre trosretninger, bl.a. Lakha Lama, der er buddhist.
I en pause fra optagelserne drikkes der kaffe i Det Jødiske Hus bag ved synagogen.
Flemming Pless, der er sognepræst i Christians Kirke i København, har været i kibbutz i Israel som ung. Han forklarer, at han føler en særlig tilknytning til jødedommen. ”Både jøder, kristne og muslimer er af Abrahams hus.
Jeg mener, at religionsdialog er en universel nøgle til, hvordan vi løser verdens problemer,” siger han og tilføjer, at det heller ikke gør noget, hvis han samtidig kan missionere lidt.
”Mange danskere går rundt og er lidt småbuddhistiske. Det ville da være dejligt, hvis jeg kunne medvirke til at få nogle af dem hjem i folden igen. Jeg må jo gerne missionere,” siger Flemming Pless og ser udfordrende på Bent Lexner.
”Ja, jeg må nøjes med at sende jøder til Israel,” svarer han og griner.
Fatih Alev, der er imam i Dansk Islamisk Center, mener, at han først og fremmest har en opgave i at berolige danskerne. ”Især politikerne er blevet bange for islam. Men æresdrab og tvangsægteskaber har ikke noget med islam at gøre.
Der er tale om gamle kulturelle mønstre, som langsomt vil forsvinde. Faren er, hvis politikerne begynder at lovgive mod omskærelse, tørklæder og alt muligt andet. Det vil gøre alting meget værre,” siger han.
Da 1000 mennesker dannede en fredsring rundt om synagogen en lørdag i marts 2015, skete det i en god stemning. Der blev uddelt hvide roser og badges, der var fremstillet af Det Jødiske Samfund, hvorpå der stod ”Nej til had og frygt”.
Jeg var ikke selv til stede, men det var andre repræsentanter for Det Jødiske Samfund, og der blev fra alle sider udtrykt glæde over, at en ung muslim med palæstinensisk baggrund havde taget initiativ til fredsringen for at sende et signal om fred og forsoning efter Dan Uzans død.
Jeg går varmt ind for enhver form for tilkendegivelse af sammenhold, solidaritet og dialog mellem mennesker og mellem de forskellige religioner. Jeg går også varmt ind for religionsdialog, som historisk har
været en betegnelse, der dækkede over, at religiøse ledere fra forskellige religioner har sat sig ned og talt sammen.
Især har der været en tradition i den kristne kirke for at danne mere eller mindre formaliserede fora, hvor religiøse ledere kunne mødes.
Den schweiziskfødte teolog Hans Küng har sagt de berømte ord: ”Der bliver ikke fred mellem nationerne uden fred mellem religionerne. Der bliver ikke fred mellem religionerne uden dialog mellem religionerne.”
Samtale fremmer forståelsen, som det hed i et slogan for mobiltelefoner i 1990’erne.
Det er en sandhed, som kan spores langt tilbage. Platon mente, at samtalen var en vej til ny erkendelse og indsigt.
Gennem årene har jeg da også stillet op i mange forskellige sammenhænge. Men samtidig med, at jeg har siddet i diverse fora og talt om religionernes betydning som fredsskabende faktor i verden, har jeg også altid haft et lille forbehold. For er der nu dækning bag alle de fine ord?
Jeg tror først og fremmest, at vi som rabbinere, præster og imamer og andre religiøse ledere skal stå sammen for at vise mennesker, at der findes nogle værdier i religionerne, som er afgørende for vores kultur. Moderne mennesker mister i disse år med stor hast forbindelsen til deres religiøse rødder. Det kan blive ødelæggende for dem selv og for de samfund, de lever i.
Jeg mener også, det er vigtigt, at vi som religiøse ledere går ud og advarer imod, at man dæmoniserer al religion.
Det er tilsyneladende et gangbart synspunkt, at hvis vi bare får udryddet al religion, så vil der komme fred i verden. Når man siger den slags, er man med til at dæmonisere al religion.
Men man dæmoniserer også de mennesker, der bekender sig til en religion. Det er sket før i historien, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at det sker igen. Her har religionsdialog sin væsentligste rolle at spille, mener jeg.
Til kamp mod ekstremisme
Den unge drabsmand, der stod bag mordene på Finn Nørgaard og Dan, var født i Danmark, men havde palæstinensiske rødder. Han var tilsyneladende eksponent for en tendens: at unge indvandrere og unge, der er født i Danmark med muslimsk og arabisk baggrund, overfører Mellemøstkonflikten til europæisk jord og ser et fjendebillede i europæiske jøder.
På mange måder kan jeg ikke bebrejde de unge mennesker det. For selv om de er vokset op i Danmark, er de vokset op i en atmosfære af had mod Israel og mod jøder.
Jeg deltog i et arrangement på Nørrebro for nogle år siden sammen med forskellige organisationer og gademedarbejdere. Det gik op for mig, at der var rigtig mange tiltag over for de unge på Nørrebro. Men der var ingen tiltag over for forældrene.
Det er forældrene, man skal tale med og have til at forstå, at deres unge ikke kan overlades til et liv på gaden, hvor de begår kriminalitet og skaber utryghed omkring sig.
Gerningsmandens livshistorie blev kort og trist: Ifølge flere medier voksede han op i Mjølnerparken på det ydre Nørrebro, men opholdt sig i fire år i Jordan sammen med sin mor, der var fraskilt, og sin bror.
Hans mor havde taget ham ud af Rådmandsgades Skole på Nørrebro, fordi hun ikke kunne styre ham og ville have ham på genopdragelse i Jordan.
Da han kom hjem, blev han en del af bandemiljøet på Nørrebro og begik adskillige indbrud og andre lovovertrædelser. Efter et knivstikkeri blev han fængslet, og han var netop blevet løsladt 14 dage tidligere, da han skabte terror og frygt i København og dræbte to mænd og sårede fem politifolk.
For mig at se er gerningsmandens historie også udtryk for, at den danske integrationspolitik er slået fejl. Det er ikke de danske politikeres skyld, at unge muslimske mænd bliver radikaliseret. Men det er dem, der skal løse problemet, ligesom de skal løse problemet med de unge, danske mænd, der tager til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat og vender hjem med kamperfaring.
Det seneste terrorattentat i København ser ud til at være udført som en efterligning af terrorangrebet i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk koshersupermarked, men det kan naturligvis også være tilfældigheder, der gør, at angrebene ligner hinanden.
Det lader til, at gerningsmændene i Paris og København ikke er organiserede, men inspirerede af mellemøstlige terrororganisationer. De bruger tilsyneladende også medierne til at skabe opmærksomhed om sig selv og deres sag, samtidig med at de skaber frygt og rædsel i civilsamfundene.
Jeg kan godt forestille mig, at muslimer vil få det sværere i Danmark efter det, der er sket. Jeg håber det ikke, men jeg frygter det. Jeg vil gerne være med til at fortsætte dialogen med muslimerne og fastholde det udgangspunkt, at vi som danskere ikke er i krig mod nogen som helst religion.
Men vi vil bekæmpe dem, der udnytter islam i ondskabens tjeneste. Vi vil bekæmpe al form for ekstremisme og alle mørke kræfter, der ønsker at omstyrte vores frie, åbne samfund. Vi har en dyrebar frihedstradition i Danmark, som vi må stå vagt om.
Den franske ambassadør François Zimeray, der er jøde og tidligere menneskerettighedsforkæmper, deltog i ytringsfrihedsarrangementet på Østerbro, hvor Finn Nørgaard blev dræbt. Han mener, at Danmark er forbilledligt på mange måder.
Men Danmark er først og fremmest forbilledligt ved, at vi lever sammen i tillid. ”Det må I ikke give køb på,” advarede han efter terroranslaget. Den advarsel er på sin plads. På ugedagen for Dans begravelse var der en mindehøjtidelighed i synagogen.
Jeg har et billede på nethinden af Dans far, der hilser på Imran Shah, talsmanden for Islamisk Trossamfund. De to mænd stod længe og nærmest knugede hinandens hænder. Det billede var et udtryk for tillid:
Jøder og muslimer har samme stamfar. Det skal være muligt at leve sammen i fred.
Grænser for dialog
Allerede efter flyangrebet i New York i 2001 og Muhammedkrisen i 2006 bredte der sig en skepsis over for islam i den vestlige verden. Jeg synes ikke, man må lade nogen lejlighed gå fra sig til at sige, at Vesten ikke er i krig mod islam.
Den uafhængige tænketank Mandag Morgen tog i 2006 initiativ til at samle en række danskere for at drøfte globalt samvær efter Muhammedkrisen. Under overskriften ”Co-Existence of Civilizations” mødtes vi nogle gange, og der blev udarbejdet et manifest under overskriften: ”Vi må bevæge os fra konfrontationer til samtale.”
I panelet sad blandt andre tidligere Novo-direktør Mads Øvlisen, imam Abdul Wahid-Pedersen, tidligere biskop Erik Norman Svendsen, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, erhvervsleder og buddhist Christian Stadil og jeg selv. I løbet af efteråret 2006 blev der afholdt en konference med 80 internationale nøglepersoner, der skulle forsøge at udstikke en kurs for global sameksistens efter Muhammedkrisen.
Jeg ved ikke, hvor meget der kommer ud af den slags. Men jeg mener, det har en selvstændig værdi at mødes og tale sammen. Det er nemmere at ringe op en anden gang, hvis man har mødtes ansigt til ansigt.
Gennem årene har jeg deltaget i mange forskellige sammenhænge med andre beslutningstagere og religiøse ledere. Det har overordnet været frugtbart. Men jeg har erfaret, at nogle muslimer har svært ved at holde Israel ude af samtalen. Det har betydet, at en del af de kontakter, der har været mellem jøder og muslimer i Danmark, er ophørt efter kort tid.
I folkekirken har man af og til svært ved at holde Israel ude af prædikenerne. Især husker jeg Anders Gadegaards prædiken julesøndag i 2001 i Vor Frue Kirke, hvor han sammenlignede Herodes’ barnemord i Betlehem med det israelske militærs fremfærd på Vestbredden efter Den anden Intifada. Den juleprædiken affødte en mindre krise i det ellers gode forhold mellem folkekirken og synagogen i Krystalgade.
Årsagen var, at Gadegaards prædiken efterfølgende blev trykt i Information og dermed kom meget bredere ud, end den fortjente.
Herefter gik det slag i slag. Bent Melchior og den daværende formand for Det Mosaiske Troessamfund, Jacques Blum, anklagede Anders Gadegaard for antisemitisme, og Gadegaard fastholdt, at han ikke havde angrebet jøderne, men alene staten Israel.
Debatten rasede frem og tilbage, indtil Erik Norman Svendsen indkaldte til forsoningsmøde i bispegården i Nørregade nogle uger senere. Da jeg nåede frem, blev jeg mødt af den samlede danske verdenspresse. Endelig var der udbrudt religionskrig i Danmark, tror jeg, journalisterne tænkte. Mødet endte dog med, at de involverede parter underskrev en fælleserklæring.
Da der bagefter blev holdt et pressemøde, opstod der imidlertid et skænderi mellem Melchior og Gadegaard om, hvad antisemitisme er, og der var i lang tid kold luft mellem parterne. Min holdning til den sag er, at der aldrig var blevet en sag, hvis Det Mosaiske Troessamfund havde forholdt sig i ro.
Efterfølgende så jeg det som min primære opgave at få genoprettet det gode forhold til Københavns Domkirke. Jeg har også efterfølgende haft et udmærket forhold til Anders Gadegaard. Man skal kunne samarbejde med andre mennesker, uanset om man er enig med dem eller ej.
Også internationalt har der af og til været konflikter mellem religionerne. Et eksempel var i 2009, da der i Bruxelles skulle afholdes et møde i EU-regi med repræsentanter fra Europas tre store religioner, jødedom, kristendom og islam. Formålet var, at religionerne skulle give deres bud på en vej ud af finanskrisen.
Conference of European Rabbis valgte at boykotte mødet i protest mod deltagelse af islamiske organisationer og enkeltpersoner med tætte bånd til Det Muslimske Broderskab. Det var en boykot, som jeg støttede. Der er grænser for, hvem man skal sætte sig ned og tale med, og jeg mener også, det er urimeligt, at den muslimske befolkning skal være repræsenteret af en minoritet, fordi man ikke har haft forståelse for at invitere moderate muslimer.
Jeg mener ikke, det giver mening at tale om religionsdialog, hvis der indgår ekstreme grupperinger. For at religionsdialogen skal lykkes, må udgangspunktet være, at deltagerne har en konstruktiv tilgang til at samtale med andre.
Det store flertal af muslimer vil heldigvis gerne dialogen. Foreningen Muslimer i Dialog repræsenterer 1000 unge, veluddannede nydanskere og har som formål at fremme dialogen mellem danske muslimer og det danske samfund. Foreningen uddeler en dialogpris, som jeg modtog i 2012.