Religionsforsker: Fantasy afspejler vores forhold til religion

"His Dark Materials" foregår i en alternativ virkelighed, hvor alle mennesker har følgeskab af en daimon – en sjæl manifesteret i dyreskikkelse. Det lyder uskyldigt, men fantasy-fortællingen er blevet anklaget for at være ateistisk indoktrinering af blandt andre den katolske kirke.

Tirsdag udkommer sæson 2 af den anmelderroste tv-serie “His Dark Materials”. Fantasy-fortællingen er blevet anklaget for at være blasfemisk og anti-religiøs, men ifølge religionsforsker Laura Feldt udtrykker den snarere en alternativ form for religion

Når tv-serien “His Dark Materials” ruller over skærmen, er det med parallelle verdener, ældgamle profetier og magiske væsener i massevis.

Umiddelbart lyder det som opskriften på en ganske uskyldig fantasy-fortælling – men tv-succesen skaber kontroverser. Den bygger nemlig på den engelske forfatter Philip Pullmans storsælgende romaner "Det gyldne kompas", "Skyggernes kniv" og "Ravkikkerten", der er blevet kaldt blasfemiske og anti-religiøse af blandt andre den katolske kirke.

Men hvordan er historien om den forældreløse pige Lyra og hendes magiske kompas blevet så kontroversiel?

Det handler dels om selve fortællingen, dels om forfatteren bag. Pullman er nemlig erklæret ateist og holder sig ikke tilbage fra offentligt at kritisere traditionelt organiserede religioner.

Og det afspejler sig i “His Dark Materials”, hvor det såkaldte Rigsråd – en alternativ version af den katolske kirke – bliver skildret som en grusom og autoritær institution. Og som om det ikke var nok, bliver idéen om arvesynd også taget under kærlig behandling.

Det er altså ikke helt uden grund, at “His Dark Materials” vækker røre i katolske kredse.

Kirkekritik – ikke religionskritik
Anklagen om, at fortællingen skulle være anti-religiøs, rammer dog ved siden af. Det mener Laura Feldt, lektor i religionsstudier ved SDU. For “His Dark Materials” er ikke kritisk over for kristendom og religion i alle afskygninger – den er kritisk overfor en bestemt form for religion.

“Pullmans version af den katolske kirke fremstår autoritær og forstenet og er styret af et stramt hierarki. Og alt det opfatter vi som negativt i vores senmoderne tid. Men det er en kirkekritik – ikke en kritik af al religion,“ siger hun.

I 2007 blev første bind i Pullmans romantrilogi filmatiseret i den store Hollywood-satsning “Det gyldne kompas”. Også dengang vakte fortællingen kritik og blev endda anklaget for at være ateistisk indoktrinering.

Men den anklage tror Laura Feldt ikke på:

“Ligesom mange andre fantasy-fortællinger fremstiller ‘His Dark Materials’ individets religiøse søgen som noget positivt. Så jeg har svært ved at se, hvordan den skulle påvirke børn og unge i en ateistisk retning. Men man kan sige, at serien værdsætter en alternativ form for religion, der handler om spiritualitet, energier og forbindelser mellem dyr og mennesker.”

Fantasy er en arena for samtalen om religion
Det er ikke kun “His Dark Materials”, der skaber stærke reaktioner hos de traditionelle religioner – Harry Potter-serien fik i sin tid også en hård medfart fra konservative kristne.

Og det er slet ikke så mærkeligt, at fantasy sætter gang i religiøse debatter, mener Laura Feldt. For selvom vi er vant til, at fantasylitteraturen står på bibliotekets romanhylder, så ligger den faktisk tæt op ad religiøse fortællinger i både indhold, funktion og tematik.

“Begge slags fortællinger kan siges at kunne fungere eskapistisk – man kan drømme sig væk til en anden verden, hvor man kan få udfyldt nogle af de mangler, der er i denne verden. Og de centrerer sig ofte om de samme temaer: Hvad er menneskets skæbne? Hvordan kæmper man mod det onde?”

På den måde træder fantasylitteraturen ind i religionens domæne og skaber en arena for samtalen om religion, forklarer Laura Feldt.

Og samtalen går to veje: Populærkulturen afspejler samfundet, men den er også med til at forme det. Derfor bliver traditionelt organiserede religioner også nødt til at tage populærkulturen alvorligt, mener hun:

“Ligesom de har vænnet sig til, siden internettets udbredelse, at de bliver nødt til at have en hjemmeside, og de bliver nødt til at have en facebookside – så bliver de også nødt til at være opdateret på populærkulturen, for den påvirker altså menneskers opfattelse af religion.”

De nye sæson af ”His Dark Materials” kan ses på streaming-tjenesten HBO fra tirsdag den 17. november.