Hvordan begyndte religiøse forfølgelser?

Det mest berømte eksempel på religionsindskrænkelse kommer fra Spanien. "Inkvisitionen" blev indstiftet for at opspore og straffede kættere.

Religiøs forfølgelse har en broget historie. Men det er ret sikkert, at de monoteistiske religioner har haft betydning for, at man begyndte at forfølge mennesker for deres tro

Det kan være svært at fastslå, hvornår de første egentlige, målrettede religiøse forfølgelser fandt sted. Lige så længe organiseret religion har eksisteret, har der nemlig været konflikter mellem religiøse grupper. Men mange af disse var forlængelser af essentielt set politiske konflikter:

I Sumerien i nuværende Irak, den ældste kendte civilisation, var det almindeligt, når en bystat erobrede en anden, at bringe tabernes gud (i statueform) hjem for at underlægge den sejrherrernes gud, hvis overlegenhed jo var demonstreret af krigens udfald.

Denne assimilation af guder, kaldet ”synkretisme”, førte gradvist til et fælles polyteistisk pantheon. Flere af verdens tidlige religioner er formentlig opstået på denne måde eller ved, at mindre rivaliserende gudssdyrkelser har kunnet sameksistere fredeligt.

Monoteisme medførte forfølgelse

Denne religiøse integration overflødiggjorde konflikter med konkret religiøst indhold. Alle kunne fortsat tilbede den gud de ville, om end de måtte finde sig i rent politisk at være underlagt en gruppe, der tilbad en ”mægtigere” gud.

Egentlige religiøse konflikter opstod først efter fremkomsten af mono- og nonteistiske religioner. De ældre polyteistiske religioner blev truet af trosretninger, der hævdede, at der kun var én gud – eller ingen gud.

Vi skal helt frem til første århundrede efter Kristus for at finde konkrete eksempler på systematisk religiøs forfølgelse af specifikke grupper. Det Nye Testamente fortæller eksempelvis, hvordan den senere apostel Paulus forfulgte de første kristne og blandt andet fik apostlen Stefanus stenet, inden han selv konverterede fra jødedommen.

Dæmonisering af druiderne

En af de første grupper, der blev forfulgt af religiøse årsager, var druider. Druider var de keltiske folkeslags lærde og blev i Romerriget anklaget for at ofre mennesker i deres religiøse ritualer.

Kejser Augustus forbød romerske borgere at deltage i druidiske ritualer, men videreførte sin forgænger Julius Cæsars politik om at tillade udøvelse af jødedom, selvom jøder fra starten var upopulære i den menige befolkning.

Augustus’ efterfølger Tiberius forbød udøvelse af jødedom i Rom, og kejser Claudius slog ned på flere grupper i et forsøg på at modvirke fremmede religioners indtog i Rom. Han forbød fuldstændig druidiske ritualer og udviste ved en lejlighed alle jøder fra byen

Jødedom og kristendom blev på denne tid opfattet som én religion, så udvisningen kan sagtens være en reaktion på problemer egentlig forårsaget af kristne.

Kristne forfølges i Romerriget

Den voldsommeste og mest målrettede, statssanktionerede religiøse forfølgelse i Romerriget fandt sted i årene efter Roms brand i år 64: For at afværge anklager om, at kejser Nero selv var skyld i branden, gjorde kejseren de kristne til syndebukke. 

Anklagen fik befolkningens langvarige had mod jøder og kristne til at blusse op og udløste hele tre såkaldte jødiske krige mellem årene 66 og 135. Herefter måtte jøder kun udøve deres religion, hvis de betalte en særlig skat, og de var forvist fra Jerusalem på nær én dag om året.

Efter Neros forfølgelser var døet ud blev kristne kun forfulgt lokalt i begrænsede perioder frem til år 250, hvor kejserne Decius og Valerian krævede, at kristne (men ikke jøder) skulle bringe offentlige ofre ligesom de øvrige religioner. 

Forfølgelse af hedninge

Da kejser Konstantin kom til magten i første halvdel af 300-tallet var det de gamle romerske religioner, der måtte se sig forfulgt. Templer blev på kejserens ordre plyndret og revet ned i stor stil, og hans søn og efterfølger lukkede templerne og forbød hedenske ritualer under dødsstraf. I 391 erklærede statsmagten åben krig mod hedenskab og forbød templerne.

En tilsvarende udvikling gjorde sig i de følgende århundreder gældende i Mellemøsten og Nordafrika, hvor Islams udbredelse med militære midler fortrængte de ældre trosretninger i området.

I middelalderens Europa forsøgte katolikkerne ihærdigt at undertrykke alle andre kristne trosretninger blandt andet i form af de såkaldte inkvisitioner. Den mest berømte var den spanske, der blev indstiftet for at sikre, at jøder og muslimer, der var konverteret til kristendommen for at undgå udvisning, fastholdt troen.

Religionskrige og moderne forfølgelser

Reformationen omkring år 1500 udløste religiøse konflikter over hele Europa, hvor forskellige kristne grupper skiftevis forfulgte hinanden afhængigt af, hvem der havde overmagten i de givne lande eller territorier.

Efterhånden som humanistiske og liberrale idealer vandt frem i takt med Europas demokratisering i 1800-tallet, forsvandt storstilet religiøs forfølgelse på kontinentet. Kristne måtte dog se sig forfulgt i forsøget på at udbrede deres tro i den tredje verden.

Islamismens fremvækst i sidste del af det 20. århundrede har også betydet en hård medfart for religiøse mindretal i muslimske lande. I Asien forsøger flere kommunistiske diktaturer stadig at undertrykke eller begrænse alle former for religion.

Ateister og religionsforfølgelse

Den tidligste form for egentlig religiøs forfølgelse forekom ironisk nok overfor mennesker, der slet ikke var religiøse: Ateister. Ateisme blev straffet med døden i oldtidens Grækenland og Israel, fordi det blev opfattet som et oprør med den herskende religiøse orden. I middelalderen udløste ateisme også dødstraf i flere kristne lande i Europa. Flere muslimske lande, blandt andet Iran, Saudi Arabien, Indonesien og Pakistan, har dødstraf for ateisme i dag.