Når en religion går tabt: Sådan gik det til, at Crow-stammen mistede grundlaget for deres kultur

Hvad sker der, når en kultur og en religion kollapser? Den nordamerikanske Crow-stammes hårde skæbne vidner om den intime forbindelse mellem sprog, livsførelse og religion – og om tabet af en hel virkelighed

I sin bog ”Radical Hope” fra 2006 fortæller den amerikanske filosof Jonathan Lear historien om Plenty Coup, en gammel høvding for Crow-folket, der er et oprindeligt folk i Nordamerika. Plenty Coup bevidnede sin stammes forflyttelse til et reservat i 1890 og berettede om den tunge tid, der fulgte. Plenty Coup fortalte 40 år efter forflyttelsen, at der herefter ingenting skete, og at Crow-folket ikke længere ”kunne tale om virkeligheden”. Lear forsøger i sin bog at undersøge den filosofiske konsekvens af Plenty Coups forunderlige udtalelse og af den forvandling af virkeligheden, som ligger bag.

Før 1890 var Crow-folket en nomadisk jæger/samler-stamme. De dyrkede en naturreligion, hvor et uendeligt antal af ånder kunne vise sig i naturens fænomener, lige fra solen og månen til sært formede sten og planter, men også i særlige bedrifter fra medlemmer af Crow-stammen selv. Gennem drømme og syner kommunikerede ånderne med Crow-folket og ledte dem på rette vej. Med forskellige ritualer og praksisser kunne de forsøge at opnå syner, så de kunne få den vejledning, de behøvede.

De levede af at jage bison, og fordi de var truede af andre oprindelige folkestammer, drejede deres livsførelse, foruden at jage bison, sig om at føre krig mod deres rivaler. Crow-folkets forståelse af sig selv var ganske enkelt, at de var en jagtende og krigsførende stamme, og hvert individs liv fandt sin mening i heltedåd, hvad enten det var som jæger, kriger, medicinmand eller lignende. Derfor var meningen med mytologien fuldkommen forankret i krig, jagt og heltedåd, og alle deres ritualer var i sidste ende rettet mod at sikre gunst hertil. For eksempel dansede de til ære for solen for på den måde at fremkalde hævn.

Religionen bryder sammen
Da Crow-folket blev henvist til et reservat, forsvandt deres måde at leve på. De kunne ikke længere leve en nomadisk tilværelse, den amerikanske stat gjorde det forbudt for de oprindelige stammer at jage hinanden, og bisonhjorderne blev udryddet på grund af massiv jagt især fra de teknologisk fremmelige nybyggere. Næsten med ét slag forsvandt hele livsgrundlaget for Crow-folkets måde at leve på.

Som Lear analyserer denne undergang og Plenty Coups vidnesbyrd, betød alt dette en særlig voldsom form for vold på en hel kultur. Der kunne reelt ikke længere ske noget for Crow-folket. Det skyldtes, at deres sprog simpelthen holdt op med at virke; ordene mistede deres forankring i virkeligheden, eftersom der ikke længere var hverken jagt eller krig til at give ordene deres betydning. Derfor kunne de ikke tale om, hvad der nu hændte dem. Kun kunne de forstå, hvad der engang var sket.

Al mytologi holdt op med at give mening, ritualer blev tomme. Muligheden for at være en heltemodig Crow forsvandt, og ånderne kunne ikke længere give dem vejledning. Kort sagt: Livsgrundlaget forsvandt, hvilket fik religionen og sproget til at miste sin betydning, og derfor blev virkeligheden tømt for indhold.

På trods af dette enorme tab lykkedes det for Crow-stammen at overleve, blandt andet ved at adoptere en del af den kristne tankegang og på anden vis indgå i den herskende kultur. Men som tilfældet er med mange naturreligioner, lever den gamle mytologi nu kun videre som kulturarv og har ikke længere en levende betydning.

Crow-folkets skæbne gjorde det tydeligt, hvor tæt sammenhængen er mellem mytologi og praktisk livsførelse, særligt i naturreligionerne. Og i en så specialiseret kultur som hos Crow-folket, var religion, sprog og livsførelse så tæt sammenvævede, at deres verden blev for skrøbelig til at klare sig, så snart en verden udenfor trængte sig på.