"Måske er religion Guds fjende"

"Jeg spekulerer ofte på, om religion er Guds fjende. Det er næsten som om, religion er det, som indfinder sig, når Ånden har forladt bygningen."

Ordene er Bonos, forsanger og frontfigur i irske U2, og falder under et interview med det religiøse (men ikke-konfessionelle) online-magasin, Beliefnet.

Citatet er et godt billede på bandet og deres forsanger: Med deres kontroversielle holdninger og ofte provokerende udtalelser har de chokeret og forarget store dele af den pæne, etablerede kristenhed.

Samtidig har de henrykket andre, der ligesom U2 nok ser sig selv som kristne, men som ikke føler, at de passer ind i den etablerede kirkes orden og struktur. Og Bonos popularitet bragte ham da også med på Time Magazines top100 liste over verdens mest magtfulde personer i 2004.

U2 voksede frem af den aggresive New Wave/punk-bølge i slutningen af 70erne. Bono, The Edge (lead guitar) og Larry Mullen (trommer), var dengang med i en karismatisk kristen bevægelse i Dublin, kaldet Shalom Fellowship. Men fællesskabet ekskluderede de tre, da en karriere som rockmusiker ikke passede ind i bevægelsens opfattelse af kristen livsførelse.

Siden har bandets medlemmer ikke haft nogen formel tilknytning til noget kirkesamfund. Tværtimod har de ofte lagt afstand til den institutionaliserede religion, som de etablerede kirkesamfund er eksponent for.

"For nogle mennesker er kirken deres billet til agtværdighed, et særlig sæt af bourgeois værdier, et sikkerhedsnet når de går i seng. Min kristendomsforståelse er ikke et sikkerhedsnet, det er et svidende angreb på bourgeois værdier, og en trussel mod agtværdigheden."

Derfor er der en del "agtværdige" kirkefolk rundt omkring i verden, der aldrig rigtig har brudt sig om Bono og hans band, ikke mindst blandt amerikanske evangelikale. De sætter spørgsmål ved autenticiteten i U2-medlemmernes tro. Og når de så endda både drikker, ryger og bander, bliver kritikerne ikke færre.

Men for U2 finder troen andre veje: "Jeg har denne sult i mig. Hvorend jeg kigger, ser jeg beviser på en skaber," siger Bono, og tilføjer: "Men jeg ser dem ikke i religionen, som blot har delt mit folk i to (den irske konflikt, red.). Jeg ser ikke Jesus Kristus som del af nogen religion. For mig er religion næsten som når Gud forlader stedet - og mennesker udstikker et sæt af regler for at udfylde tomrummet."

For Bono er det en styrke, at de som rockband netop forventes at beskæftige sig med og synge om alt anden end Gud. "Jeg tror nogle gange, at jeg har en slags Tourette-syndrom - hvor du bliver stærkt fristet til at sige alt det, du netop ikke må sige. Du er i et rockband - hvad kan du tale om? Gud????!!! Næppe. OK, så gør vi det. Det forventes af dig, at du skriver sange om sex og stoffer. Fint, men det er ikke det jeg vil!"

U2 har altid koblet en global politisk og social bevidsthed med det religiøse. Allerede i 80'erne deltog de i Band Aid og Live Aid - musikalske arrangementer til støtte for Afrika. Og op til årtusindskiftet var Bono stærkt engageret i den kirkelige kampagne, Jubilee 2000, der arbejdede på at få verdens rige lande til at slå en streg over Den Tredje Verdens bundløse gæld.

Ligesom resten af bandet, fastholder Bono det etiske og politiske imperativ i den kristne tro. At redde Afrika er ikke kun et spørgsmål om økonomi, sikkerhed og moral. Det er et spørgsmål om tro.

Om AIDS i Afrika siger Bono: "Kristus' eksempel bliver nedværdiget af kirken, hvis den ignorerer den nye spedalskhed, som er AIDS. Kirken er en sovende kæmpe på det punkt. Hvis den vågner op og ser, hvad der sker i verden, har den en stor rolle at spille. Hvis ikke den gør det, er den irrelevant," sagde Bono i et interview i Chicago Sun-Times og inkluderede sig selv i talen om "kirken" - velvidende, at også han falder ind i en sprogbrug, som han ikke bryder sig om: "Jeg slår mig ikke op som kristen på nogen måde. Det kan jeg ikke leve op til. Jeg prøver på at være det, men jeg føler mig ikke godt tilpas under den banner."

Eller udtrykt endnu klarere: "Den stærkeste ide, der er kommet ind i verden de sidste flere tusinde år - ideen om nåde - er grunden til at jeg gerne ville være kristen.

Men som jeg sagde til Edge den anden dag, føler jeg mig mere som en fan end som én i bandet. Jeg kan ikke leve op til det. Men grunden til at jeg gerne ville kunne, er ideen om nåde. Den er virkelig stærk."

Simplest har Bono udtrykt bandets ydmyge trosbekendelse i en af bandets mest kendte sange: "You broke the thorns, and you loosed the chains. Carried the cross of my shame, of my shame. You know I believe it" (I Still Haven?t Found What I?m Looking For/The Joshua Tree, 1987).

I interviewet med Chicago Sun-Times falder der også et par linier om poetisk tro: "Det er i sig selv en overvældende ting, at der er en kraft af kærlighed og mening bag alt i universet, hvis man tror på det. Men den tanke, at den kærlighed og mening vælger at fremstille sig selv som en baby født i skidt og møg og yderste fattigdom er genial... og får mig på knæ, bogstavelig talt."