Jesus var den første religionskritiker

Det har kunnet mærkes her på religion.dk, at der på Københavns Universitet har været arrangeret en konference om ateisme, fra indlæg af Henrik Nordbrandt over Thomas Bredsdorff til Sam Harris.

Noget, de tilsyneladende alle har overset, er, at Jesus faktisk var den første religionskritiker.
Han gjorde op med sin samtids religion: jødedommen. Især fik den del af jødedommen, som kaldtes farisæismen, hans kritik at mærke. Han kritiserede den gudsforståelse, der lå bag farisæernes tolkning af Det gamle Testamente.

I Det gamle Testamente kunne man for eksempel læse, at den, der var grebet i ægteskabsbrud, skulle stenes (5. Mos. 22,22). Men da farisæerne bragte en kvinde, der var grebet i netop den forsyndelse, frem for Jesus og spurgte, hvad han mente, man skulle gøre ved hende, svarede han, at den, der var uden synd, skulle kaste den første sten. Og så gik de alle bort, hedder det i Joh. 8,1-11.

Derved brød han afgørende med farisæernes gudsforståelse. Havde Gud ikke åbenbaret sine bud på Sinai? Stod der ikke udtrykkeligt, at den, der gribes i ægteskabsbrud, skal stenes? Hvor vovede han da at gå imod Gud selv, at fornægte Guds eget ord!

Ja, han vovede det jo altså, han kritiserede farisæernes gudsforståelse ved at sætte en anden gudsforståelse i stedet, den gudsforståelse, der siger, at loven står skrevet i menneskers hjerter, at menneskets samvittighed og ikke Mosebøgerne, hvor meget de end påstås at være åbenbarede af Gud selv, er den instans, der siger, hvad du må og ikke må.

Eller, hvis nogen kom med det hårde gengældelsesord: "Øje for øje og tand for tand" (2. Mos. 21,24) og mente, at dette var en guddommelig anvisning på, hvordan forholdet mellem mennesker skal reguleres, så indrømmede han, at dette ord ganske rigtigt er sagt til de gamle, men føjede frimodigt til: "Men jeg siger jer: slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til". Og igen ser vi denne utrolige frækhed overfor farisæerne, at han vover at sætte sin egen autoritet op imod selve den åbenbaring, der er grundlaget for al deres religionsudøvelse.

Så kan det da godt være, at den moderne religionskritik vil sige, at som religionskritiker er Jesus ikke meget bevendt; han fastholder jo tanken om Gud, og den ægte religionskritik, den virkelig dybdeborende kritik, siger man, må naturligvis ikke gøre holdt ved Guds ekstistens, men fortsætte og kritisere selve grundtanken i al religion: at Gud er til.

Og jeg ved da udmærket, at det betragter vor tid som sin store genialitet, at den vover at tvivle på eller endda benægte Guds eksistens. Og jeg ved da også godt, at det i alle miljøer i vore dage betragtes som udtryk for ægte tvivl, hvis man siger, at man ikke tror på Gud, måske endda siger, at man ikke kan tro på Gud, underforstået: jeg ville gerne, men alt peger i modsat retning.

Men jeg må sige - ja undskyld udtrykket - at Jesus da heldigvis ikke er en så overfladisk religionskritiker. Han er klar over, at med religion skal religion fordrives, at op imod den falske gudsforståelse må man ikke sætte et ingenting, men den sande gudsforståelse. Hvad det er for en gudsforståelse, har jeg allerede antydet, men det ses måske tydeligere et andet sted.

Noget af det, der ifølge evangelierne vakte størst harme blandt farisæerne, var, at Jesus brød sabbatsbudet. I Mark. 2,23-28 fortælles der således, at Jesu disciple plukkede aks på en sabbat. Det fik de bebrejdelse for af farisæerne. Men Jesus imødegik deres bebrejdelse ved at sige: Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Og derved henviser han jo igen til, at instansen ikke er alle de små og store regler, som farisæerne havde "pyntet" sabbatsbudet med, men mennesket selv, samvittighedens tale. Det ses også i den anden begrundelse, han giver her: Menneskesønnen er herre over sabbatten.

Når de kristne siden hen kaldte Jesus for Guds søn eller mente, at Gud havde åbenbaret sig i ham, sagde de netop det samme: Menneskelivet skal leves i frihed, mennesket er ikke skabt for at få sin tilværelse svinebundet af regler og bestemmelser, men for at kunne leve frit, kun bundet af sin samvittigheds tale.

Gud er ikke den strenge lovens Gud, som man tjener ved frygtsomt at overholde alle små og store bud i loven, hvad enten man forstår dem eller ej, nej, Gud er den gode skaber, der vil sin skabning det bedste, og derfor lader den udfolde sig i al mulig frihed.

Gud har åbenbaret sig netop i en menneskesøn, hvilket på hebraisk betyder "et eksemplar af arten menneske". Det er det enkelte menneske, der i sig rummer det guddommelige, i samvittigheden, i sproget, i retfærdighedsfølelsen, og så videre. Som det hedder i Johannesevangeliet, hvor Jesus citerer Sl. 81,6 med tilslutning: "I er guder, I er alle sønner af den Højeste" (Joh. 10,34).

Så er det sandt, at Søren Kierkegaard tager fortællingen om Isaks ofring op til debat i sit skrift "Frygt og Bæven", som Henrik Nordbrandt fortæller om det. Men når den største religionskritiker, Jesus fra Nazareth, vovede i menneskelighedens navn at lade hånt om budet om stening af den utro, når han vovede at sætte sit eget krav om at vende den anden kind til op imod den påståede åbenbaring om "øje for øje og tand for tand", tør vi så ikke, stillet overfor denne beretning, gentage efter det barn, Nordbrandt nævner (som var ham selv): Sludder og vrøvl!

Og vil man sige: Jamen, det er jo den store Kierkegaard, du her bryder staven over, så vil jeg svare: Ja, hvad så? Den religionskritiske holdning, vi arver fra Jesus, går jo blandt andet ud på, at vi skal stole mere på vor almenmenneskelige erfaring end på Skriften, i form af Det gamle Testamente.

Så skulle da pokker sætte Sankt Søren op som en autoritet, vi alle skal bøje os for. Jeg for mit vedkommende vil da med glæde gentage de bevingede ord: Sludder og vrøvl! overfor Kierkegaards udlægning af fortællingen om Isaks ofring i "Frygt og Bæven". Jeg har forøvrigt gjort det i form af denne lille bog, dog med argumenter, der går lidt dybere end blot "Sludder og vrøvl", om end essensen er den samme.

Nå, jeg kan godt se, at Henrik Nordbrandt bruger det skønne udtryk i en anden sammenhæng, nemlig denne: "Hvilken femårig kan tro på, at hele det ufattelig store univers er skabt af ét væsen, og at dette væsen havde en søn, som det sendte ned på jorden, for at han kunne blive sømmet fast til at kors og på denne måde frelse mennesket? Hvis jeg ikke tager fejl, er det nogenlunde det, der er kristendommens budskab. Jeg har faktisk forsøgt at få mig selv til at tro på det, men har igen og igen måttet nå til den samme konklusion, som da jeg selv var et lille barn: Sludder og vrøvl!".

Og det er såmænd sandt nok: hvis det er det, der er kristendommens budskab, så er det ikke blot et femårs barn, men også en 71-årig pensioneret præst, der fristes til at sige: "Sludder og vrøvl!" Det er jo formuleret, så det ikke siger et nogenlunde normalt nulevende menneske et kuk.

Men hvis man i stedet siger, at dette menneske med sin skærende skarpe religionskritik i humanitetens navn vil nedbryde enhver umenneskelig lov, ligegyldig hvor hårdt tilhængerne påstår, at den er åbenbaret fra Gud selv, og hvis man gør sig klart, at han i den grad insisterede på sandheden i samvittighedens tale, at han var villig til at dø for den, fordi han var vis på, at samvittigheden hos hans bødler ville få dem til at indse, at de havde dræbt en uskyldig, så synes jeg nok, tømrersønnens budskab bliver mere forståeligt, måske endda farligt nærgående.

Og selv om man så ikke selv vil lade sig gribe i den grad af budskabet, at man vil være villig til selv at dø for sandheden i det (skønt det er der nu temmelig mange, der vil, måske ikke mindst ikke-kirkelige mennesker), så bliver der vel så meget tilbage af påstanden om Jesus som religionskritiker, at det bliver umuligt at slå ham i hartkorn med muslimerne, de muslimer, der jo har den samme holdning til Gud og til åbenbaringen, som Jesu modstandere, farisæerne, havde. Det gør godt nok Henrik Nordbrandt, men det må skyldes uvidenhed, en uvidenhed, der må kunne afhjælpes. Det er der i hvert fald hermed gjort et velment forsøg på.

Ricardt Riis,
tidligere sognepræst