Ud med gud

Idéhistoriker ph.d. Malene Busk bliver ofte stødt på fornuften. Hun har ingen respekt for religiøse ideer, men registrerer at stadig flere forsøger at bruge netop religiøse ideer som et kompas for erkendelsen af verden, samfundet og selvet. Derfor er hun gået ind i en art modstandsbevægelse, som gerne vil sætte moderne religionskritik på dagsordenen.

? Bevægelsen er et forsøg på at give en stemme til de mange, som gerne vil bruge religionsfriheden til at være fri for religion. Det er en sekulariseringsbevægelse, som spørger til religiøse ideers principielle legitimitet for at forhindre, at disse ideer bliver omgærdet med en urimelig grad af respekt og urørlighed, siger Malene Busk.

Det var under Muhammedkrisen i fjord, at det gik op for hende, at der var brug for denne modbevægelse. Her oplevede hun, at religiøse ideer blev omgærdet med en urimelig respekt. Malene Busk var overrasket over, hvor mange der gjorde knæfald for religiøse argumenter under krisen. I dag kalder hun sig ateist ? for at sende et signal til omverdenen om den kamp, hun mener, er nødvendig.

? Jeg er ikke organiseret ateist, da det ikke i sig selv er en verdensanskuelse, men jeg vælger at kalde mig ateist for at sige stop, når tingene bliver for irrationelle. Jeg har de samme grunde til ikke at tro på gud, som de fleste danskere har til ikke at tro på Odin eller Zeus, siger 38-årige Malene Busk. Hun arbejder som adjunkt på Kunstakademiets Arkitektskole, men er samtidig engageret i den religionskritiske diskussion på Københavns Universitet.

I den kommende uge er der mandag og tirsdag konference på Københavns Universitet om emnet religionskritik som en del af det tværfaglige satsningsområde "Religion i det 21. århundrede". Efter at have arbejdet med forholdet omkring gudstro vil universitetet med konferencen "Gudløs" give de religionskritiske røster plads. Malene Busk er med i gruppen bag konferencen.

Også andre steder er der fokus på moderne religionskritik: Seneste nummer af Gyldendals kulturtidsskrift KRITIK tager fat på emnet, og der er flere bogudgivelser på vej, som diskuterer religionens rolle. Religionskritikken er endda gået på scenen, på Betty Nansen Teateret på Frederiksberg er instruktøren Nikolaj Cederholm ved at forberede sit religionskritiske teaterforedrag, "Åh Gud", som har premiere i næste måned.

Den voksende danske opmærksomhed om religionskritikken kommer i kølvandet på en større bevågenhed omkring emnet i USA og England. Den 39-årige amerikanske forfatter Sam Harris har fået en PEN-pris for bogen "Troens Fallit", hvor han stiller skarpt på modsætningen mellem fornuft og tro og retter et frontalt angreb på de mennesker, som tror på Gud. Bogen udkommer på dansk til marts. Sam Harris bliver kaldt ateisternes evangelist og har været genstand for en del mediebevågenhed. Selv musikbladet "Rolling Stone" har omtalt Harris, som argumenterer for, at man i stedet for al den religion skal sætte sin lid til videnskaben. Til avisen Washington Post siger Sam Harris:

? Vi er nødt til at tage religion for, hvad det er. En falleret videnskab, som har taget fejl i beskrivelsen af verden, en prædiken overleveret fra vore forfædre, som ikke stillede krav om beviser og gode argumenter.

Nogle finder Harris' kritik befriende og værdsætter hans bidrag til samtalen om religionens rolle. En del religionshistorikere og teologer ryster på hovedet af Sam Harris og anser hans kritik for kantet og konfliktsøgende. Sam Harris tilhører den del af den moderne religionskritik, som af andre akademikere bliver kaldt: "De store bogstavers klub". Et andet medlem af denne klub er englænderen Richard Dawkins, som med bogen "The God Delusion" (Vrangforestillingen om Gud) har skrevet sig ind på New York Times bestsellerliste, hvor han har selskab af Sam Harris.

Men hvad er religionskritik? Traditionelt bliver det forstået som en del af religionernes selvkritik. Religionskritikken kan komme fra dem, som er inde i religionen men også udefra. Malene Busk sammenligner religionskritik med en snerydder. Religionskritikken i sig selv har ikke facit, men er ifølge Malene Busk båret af intentionen om at undgå, at vi lader os begrænse af overleverede ideer.

? Hvis religionen fylder for meget til, at vi kan komme frit frem i de projekter, vi har, må vi rydde vejene. Jeg vil ikke rydde de religiøse væk, men rejse en debat om legitimiteten af åbenbarede, overnaturligt begrundede ideer. Men ligesom alle, som rydder sne, helst ville opholde sig inden døre og beskæftige sig med andet end snerydning, så ville det bedste være, om der ikke var sne på vejene, og religionskritikken var overflødig, siger hun.

Men der er brug for den slags mental oprydning, mener hun. De seneste ti til 15 år er religionen gået fra periferien til centrum af samfundet: For få årtier siden havde det religiøse i det sekulære samfund rollen som en pudsig, men efterhånden harmløs udkantsforeteelse, der næppe var grund til at gendrive, da de fleste religiøse accepterede, at troen var privat og subjektiv.

? En god religion er som en frimærkeklub. Man er glad for sine frimærker, mødes med andre som hygger sig med frimærker, men man forsøger ikke som frimærkesamler at sætte dagsorden i verden eller påberåbe sig særlige rettigheder som frimærkesamler. Og man kan ikke forstille sig, at landets store universiteter har et filatelistisk fakultet, siger hun.

Men i dag er religionen langt fra frimærkeklubben, konstaterer Malene Busk. Religionen har efter hendes opfattelse generobret sig en plads i samfundet, og der bliver lyttet til den fra alle sider. Hun ser med undren, at nogle troende hævder, at deres tro ikke kun spejler psykologiske eller moralske behov, men at netop deres religiøse forestillinger er "sande". Selv er hun fortaler for et naturligt univers uden udefrakommende indgriben.

? Religion er ikke roden til alt ondt, men den er roden til meget aktuelt ondt. Der er ikke nogen god grund til at gå ud fra den som et grundlag. Vi kan lave en bedre etik og bedre kunst, videnskab og et bedre demokrati uden. Hvordan må vi finde ud af, når vi har ryddet vejene, siger hun og uddyber:

? Religionen forsøger at påvirke videnskaben i nogle lande: Der er opstået en kristen bevægelse, som taler om intelligent design, og i USA har denne bevægelse fået betydelig indflydelse på skole- og forskningspolitik. I den muslimske verden får skoleelever ikke oplysninger om hiv og aids i islams navn, og i Indien taler hinduistiske nationalister om hinduistisk videnskab.

? Også i forhold til kunsten forsøger religionen at sætte dagsorden: Siden Salman Rushdie-sagen har der været censur af kunstudtryk, og det er ikke noget, der kun forekommer i den muslimske verden. Både den ortodokse og katolske kirke har lobbyer i EU, som har en negativ indflydelse på kunstnernes mulighed for at eksperimentere med det frie udtryk. Og når nogen siger, at de har en usynlig ven, der mener, at man ikke må lave et bestemt værk, så bliver det taget alvorligt. Nogle har facit på forhånd uafhængigt af de erfaringer, folk gør.

Malene Busk er også alarmeret over den måde, hvorpå religiøse systemer påvirker vores dannelse. Hun citerer Trilles sang fra 1970'erne: "Ham Gud er edderma'me svær at få smidt ud", og mener pointen stadig gælder: Religionen har adgang til de inderste dele af menneskets systemer, og man bliver psykologisk forkrøblet på grund af nogle love i et transcendent system, der pålægger mennesker skyld eller skam.

? Der er gjort mange fremskridt i sekulariseringens navn de sidste 300 år, og indtil for få år siden var der en tæmmet religiøsitet i Danmark med nogle kirkerum, men nu skal jeg høre på kristne, som siger, at fremskridtene er kristendommens fortjeneste. Sandheden er, at fremskridtene ofte er sket på trods af de religiøses modstand.

? Vi lever i en tid, hvor der er opbygget en respekt for argumenter begrundet i trosforhold. Den slags argumenter bliver anset for særligt respektable, men hvert eneste religiøse udtryk er en hån mod min fornuft: De håner min fornuft, hver gang de tilkalder sig de usandsynlige skikkelser i himlen, men jeg må ikke grine, for der bliver ikke længere skelnet klart mellem respekten for menneskets rettigheder og diskussionen af dets ideer.

? Jeg har ingen respekt for religiøse ideer, blot fordi de er religiøse, og de religiøse ved tilsvarende selv, at de absolut ikke vil respektere mig på grund af mine ateistiske ideer. Men forhåbentlig vil de acceptere mine civile rettigheder, uanset om jeg er ateist eller ej, ligesom jeg vil respektere deres. Hvis man forveksler mennesket med ideen, åbner man for en afgrund af potentiel vold mod mennesket i stedet for kritik af ideen.

? Det, som nogle vil kalde for blasfemi, vil jeg kalde for ytringsfrihed. Begrebet om blasfemi udtrykker et ønske om at kriminalisere dem, der anfægter religiøse ideers legitimitet, og som altid, hvis man ikke kan forklare sig på almindelig vis, så bliver det eneste argument truslen om straf. Når der er knyttet trusler om straf til begrebet, beskytter man den irrationelle ide, og det kritisk tænkende menneske trues. Det svarer til, at den lille dreng i "Kejserens Nye Klæder" ikke må sige, at kejseren er nøgen. Skal vi, som ikke abonnerer på religion, følge de samme tabuer, som religionerne bruger til at undertrykke deres egne menigheder med?

Lektor ph.d. Morten Warmind har som religionssociolog på Københavns Universitet i mere end tre årtier fulgt ændringerne på den religiøse scene. Han ser ikke sig selv som en aktivistisk modstandsmand i religionskritikkens tjeneste, men han støtter op om Malene Busks kamp. Det var ham, som fandt på, at konferencen skulle hedder "Gudløs". Ifølge Warmind beskriver det en idealtilstand. Han kalder sig ikke ateist, men forstår guderne som sociale konstruktioner, der kun eksisterer i religiøse menneskers fantasi. Guderne er skabt i menneskenes billede og ikke omvendt.

Som religionssociolog har Morten Warmind været med til at kortlægge sekulariseringens indvirkninger på det åndelige klima i Danmark. Samtidig med sekulariseringen har der været modbevægelser, som gør det nødvendigt med en moderne religionskritik, mener han.

? Kirken er blevet skubbet længere ud som institution. Den sekularisering får de små religiøse fortællinger til at spire, og den private religiøsitet til at vokse.

? I takt med sekulariseringen er kirken blevet mere selvbevidst: Nogle af medlemmerne er blevet mere bevidste om, hvad det vil sige at være kirke, værdiundersøgelser viser en voksende tillid til kirken som institution og flere præster springer ud og siger, at de uddriver ånder, siger han og tilføjer:

? De religiøse argumenter bliver fremført med stadig stigende energi og med stadig stigende lydhørhed. Jeg kan ikke åbne en avis uden at blive præsenteret for religiøse argumenter. Der er stadig ikke nogen, som forsøger at få et fjernsyn til at fungere med religiøse kræfter. Folk vil have i pose og sæk. De vil have en religion, som kan løse alle problemer, og en naturvidenskab, som kan forsyne dem med andre bekvemmelige ting: Transport, mad og andet behageligt, siger han.

Et eksempel på den øgede lydhørhed over for religiøse argumenter er den katolske teolog Niels Christian Hvidts bog "Mirakler", som udkom på forlaget Gyldendal for et par år siden.

? Skulle nogen for 10 år siden have foreslået, at der skulle udgives en bog om mirakler, ville jeg have grinet ret højt og tænkt "ak ja, så galt kan det gå". For 10 år siden var der vel heller ingen, som kunne have forestillet sig seriøse artikler om intelligent design, siger han.

Morten Warmind maner til besindelse på religionens vegne. Han mener, at de religiøse argumenter er løbet løbsk og nævner som et eksempel Lolland-Falsters biskop Steen Skovsgaards entré i klimadebatten.

? Biskoppens argumenter er inkonsistente. For kristne skulle Jesu genkomst være en lykkelig tid, men alligevel bliver biskoppens trosytringer forstået som en advarsel om at tage vare på planeten. I USA er der kristne fundamentalister, som mener, at omsorg for miljøet vil bremse Guds muligheder for at indlede dommedag, og som kristen kan man se frem til dommedag, da katastroferne kun vil ramme de gudløse, siger Warmind og tilføjer:

? Vi skal sørge for, at religiøse argumenter bevarer den vægt, de havde i 1970'erne i det politiske og offentlige system. Vi skal være forsigtige med, at vores børn ikke bliver undervist i intelligent design som en anden mulig forklaring. Og vi skal være omhyggelige med at huske, at vores lægevidenskab er baseret på en indædt hård kamp mod det religiøse system.

Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og kritisk over for en religionskritik, som den Malene Busk og Morten Warmind fremfører. På det teologiske fakultet har religionskritik været på dagsordnen siden 1920'erne, og Gregersen understreger værdien af, at en tilhænger af en religion har en evne til at være kritisk over for den religiøse tradition, han eller hun står i. Men han mener samtidig, at religionskritikken må måles på evnen til at indoptage kritik af religionskritikken. Han ser den moderne religionskritik som et udslag af frygt.

? Meget kan forklares med frygt for terrorisme og en frygt for det religiøse højre i USA. Men det svarer til, at man har fået øje på en sort svane og efterfølgende generaliserer ud fra en lille stikprøve og slår fast, at alle svaner er sorte. Den forfejlede religionskritik laver et vrangbillede af religion og siger, at accepten af religionens tilstedeværelse i det offentlige rum er det samme som at acceptere terrorisme. Religionens rolle i det offentlige rum er en tvetydig sag, som ikke i sig selv er enten god eller ond.

Og Niels Henrik Gregersen mener, at de moderne religionskritikere som Warmind og Busk glemmer, at religionen har ytringsfrihed.

? Religioner har en naturlig ytringsfrihed, også til at sige ting, man kan synes er vrøvl. Warmind og Busks udtalelser er snarere udtryk for religionsblindhed og virker derfor ikke særlig klargørende. Jeg efterlyser en filosofisk poleret religionskritik, som er i stand til at skelne mellem religioner, og som kan se forskel på brug og misbrug af religion, siger Niels Henrik Gregersen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Religionskritik

Et kernespørgsmål i religionskritikken er, hvordan individer og samfundet forholder sig til religionen. Religionskritik kan lige såvel fremsættes af religiøse mennesker som af irreligiøse.

Religionskritikken findes i de enkelte religioner, for eksempel rummer Det Gamle Testamente de jødiske profeters kritik af offerkulten ved templet. Den franske oplysning i 1700-tallet var også religionskritisk, og den nyere religionskritik kom frem som et opgør med en filosofisk tradition, hvor man prøvede at begrunde religionen rationelt. Den moderne religionskritiks fader er L. Feuerbach (1804-1872), der så religiøse forestillinger som udtryk for en projektion af menneskelige følelser og længsler. Dette grundsyn delte to andre prominente religionskritikere, Karl Marx (1818-1883) og Fr. Nietzsche (1844-1900), mens psykoanalysens grundlægger S. Freud (1856-1939) opfattede religion som en neurose.

Med Karl Barth (1886-1968) blev religionskritikken også udøvet i teologiens egne rækker. Det var bevægelsen Tidehverv, som på dansk grund var fortalere for indførelsen af religionskritik i teologien i 1920'erne, og siden har religionskritik været en integreret del af teologistudiet.