Sigmund Freud: Mordet på urfaderen

Læs gennemgangen her for at blive klogere på Sigmund Freuds liv og hans værker. Foto: AP/ritzau

Sigmund Freud er en af verdens mest berømte psykologer, hvorfor vi her dykker ned i hans liv og hans værker.

Sigmund Freuds liv

Sigmund Freud(1856 - 1939) blev født ind i en jødisk familie i Moravia, i det daværende Østrig. Freud blev indskrevet på Universitetet i Wien fra 1873 ? 1881, hvor han studerede og forskede i fysiologi i seks år under den tyske videnskabsmand Ernst Brücke. Herefter specialiserede han sig i neurologi (læren om nervesygdomme), og fik i 1881 sin grad i medicin og arbejde som læge på Wiens hospital.

Freud valgte at afprøve sin ældre kollega Josef Breuers teknik i behandlingen af patienter, som i al sin enkelhed gik ud på at lade patienten tale af hjertets lyst uden at tænke over, hvad der blev sagt.

Det inspirerede Freud til teorien om, at mange neuroser havde deres oprindelse i dybe traumatiske erfaringer, patienten havde gjort sig tidligere i livet, og som lå skjult for bevidstheden i menneskets ubevidste dyb.

Behandlingen bestod i at genkalde/genskabe den traumatiske erfaring og konfrontere patienten med den både intellektuelt og følelsesmæssigt, for derved at fjerne de underliggende psykologiske årsager til de neurotiske symptomer.

Efter at have virket som psykoanalytiker i en livstid, døde Freud af kræft i 1939 i England, hvor han på grund af nazisternes jødeforfølgelser var gået i eksil.

Freuds værker og tanker

Freud er blevet kendt som psykoanalysens fader, og det afspejler sig også i hans syn på religion. Disse kommer klarest til udtryk i værkerne "Totem og Tabu" fra 1913 og "Moses og monoteismen" fra 1939, der blev udgivet posthumt.

I "Totem og Tabu" foreslår han, at mennesket oprindeligt levede sammen i primitive horder bestående af én mand, et antal kvinder og deres afkom.

Ifølge Freud udviklede drengebørnene seksuelle følelser overfor deres moder, og det gav dem modstridende følelser i forholdet til faderen. Han var for dem både en beskyttende figur, hvilket de elskede ham for, men også genstand for jalousi på grund af hans forhold til moderen, hvilket de hadede ham for.

Da de ikke hver for sig kunne matche faderen fysisk eller psykisk, blev de nødt til at rotte sig sammen og dræbe ham. Ved et rituelt måltid spiste de ham for at få del i hans kraft og styrke, men efterfølgende overvældes de ifølge Freud af skyldfølelse over drabet på faderen.

Denne skyldfølelse gør, at sønnerne ophøjer faderen og tilbeder mindet om ham som en gud.

Et forbud imod incest og ægteskab indenfor klanen træder i kraft for at undgå yderligere "fadermord", og et symbolsk dyreoffer erstatter det rituelle drab af faderen.

Religionen opstår udfra den frustration og skyld, som sønnerne føler efter fadermordet. Freuds religionsteori og -forklaring er på den måde både psykologisk og historisk.

Ifølge Freud er "fadermordet"kilden til religion, og Freud mener på denne vis at have forklaret religionens historiske oprindelse i den psykologiske følelse af skyld, som sønnerne overvældes af efter fadermordet.

Freud om Moses og monoteismen

I "Moses og monoteismen" rekonstruerer Freud den bibelske historie om Moses, så den stemmer overens med hans generelle teori.

I Freuds fortælling om Moses er han en egyptisk farao, Amenhotep IV. Faraoen skulle ifølge overleveringerne ene mand have gendannet egyptisk religion til en monoteistisk (tilbedelse af en enkelt Gud) tilbedelse af Aten, der er solgud og universets skaber i gammel egyptisk mytologi.

Freud går imod Bibelens Moses-historie. Ifølge hans genfortælling ledte Moses sine tilhængere ud af slaveriet, hvorpå de begik oprør og dræbte ham enten på grund af hans stærke tro eller på grund af deres modvilje mod at blive omskåret.

Freud forklarer, at oprørerne i årene efter mordet på Moses dannede en religion, som ophøjede Moses til israelitternes frelser.

Ifølge Freud bliver skylden over mordet på Moses nedarvet gennem generationerne, og denne skyld driver jøderne til religionen for at få dæmpet deres skyldfølelse over mordet på (stam)faderen.

På den måde får Freud placeret Ødipuskomplekset (sønnens seksuelle følelser over for moderen) sammen med oprindelsen af det menneskelige samfund, hvor en enkel lederhan, står i spidsen for et samfund af hunner og deres afkom.

Hans påstand var, at al religion i sin grundform var en udvidet kollektiv form af skyld og modstridende følelser overfor fadermordet, som Freud anså som den sande arvesynd.

Virkningshistorie

Freuds teorier og researchmetoder var kontroversielle allerede i hans levetid, og de kritiske røster er ikke forstummet i eftertiden. Hans enorme betydning på det psykoanalytiske område og hans åbning af et hidtil ukendt og uudforsket område af det menneskelige liv er dog ikke til at komme udenom.

Hans psykoanalytiske teori om "samtale-terapi"har vundet kraftigt indpas i behandlingen af psykiske problemer. Mange holder stadig fast i grundindsigterne i hans teori, selvom man i dag har udviklet den i forskellige retninger.

Indenfor det religiøse felt står Freuds eftermæle heller ikke uantastet an. Der er i Freud-forskningen røster fremme, som hævder, at Freud blev drevet ind i psykoanalysen på grund af hans modstand mod religion, som han anså for at være en stor forhindring for samfundet. Han satte sig derfor målet at bevise, at det blot var en illusion, skabt af menneskets syge bevidsthed.

Når Freud snakkede om, at religion var en illusion, fastholdt han, at religion er et fantasiprodukt, som mennesket må sættes fri af, hvis det skal blive modent og voksent. Freud tilsluttede sig marxisternes ,- og den tyske filosof Ludwig Feuerbachs -, teori om fremmedgørelse, ligesom han i sin omgang med det ubevidste bevægede sig længere og længere henimod ateisme.

Freuds kritik af religionen har øvet en væsentlig indflydelse på teologien, som har måttet svare på nogle af hans mere hårdføre angreb og derigennem fået ryddet op i nogle af de mere uholdbare teorier.