Den satans religion

Henrik Nordbrandts (billedet) store forfatterskab analyseres og fortolkes på fornem vis i ny bog, som enhver lyrikinteresseret må eje

Da jeg første gang lyttede til beretningen om Abraham, der gik op på bjerget for at ofre sin søn, Isak, følte jeg mig dybt forvirret.

Det her handlede jo ikke om Universets Skaber, men om to gale mænd, Gud og Abraham der burde spærres inde på en anstalt, i lighed med dem, der troede de var Napoleon, eller gik rundt med en cigarkasse i snor og kaldte den for Trofast!

Hvis historien havde stået på bagsiden af Ekstra Bladet, ville man have kaldt den for plat og ikke engang gidet grine. Men nu står den i Bibelen, som er en meget fin bog. At den anses for at være det, skyldes måske hovedsagelig, at den er så gammel.

Jeg skal ikke benægte, at den søgende kan finde megen visdom her og der, men jeg vil hævde, at grundkonceptet er dumt. Jeg kunne godt have fundet er mere sofistikeret ord til at beskrive det, men netop ?dum?, som er et af de første ord, barnet lærer, egner sig så godt. Og en dumhed bliver ikke mindre dum af et blive gentaget i et par årtusinder.

Men selv den lynende intelligente Søren Kierkegaard tog historien om Abraham og Isak alvorligt.

Som seksten-sytten årig læste jeg hans udlægning af den mislykkede menneskeofring med dyb fascination ? og med fascination af min egen fascination, fordi jeg ikke kunne forstå, hvordan manden kunne bruge så meget tid og så mange ord på at udlægge en simpel tossehistorie.

Da jeg tyve år senere genlæste Kierkegaard, fattede jeg ikke, at hans skrifter nogensinde kunne have optaget mig: Nu følte jeg, at jeg gennemgik en sygejournal.

Historien om Abraham og Isak handler om barnets forfærdelige afhængighed af forældrene, i dette tilfælde sønnens afhængighed af sin far, Abrahams afhængighed af Gud, Isaks afhængighed af Abraham. Det er en klassisk sygehistorie, men eftersom sygdommen aldrig er blevet behandlet, har den fået lov til at gå i arv fra far til søn gennem generationer i tusindvis af år.

Kierkegaard var som bekendt selv offer for fadersyndromet. Religionen, som hans far havde fået pint ind i ham, forhindrede ham i at se sygdommen som sygdom. I mange af sine skrifter var han nær ved det, og havde han været lidt dristigere og for alvor taget livtag med det patriarkalske monster, havde verden måske set anderledes ud i dag. Alle tiders største morder, Adolf Hitler, var måske ikke kommet til magten, hvis hans sygdom var blevet diagnosticeret.

Her bliver mine hypoteser lidt vidtløftige, er der sikket nogle, der vil mene. Så må jeg til gengæld spørge: Hvordan kan det være, at vi, altså vi mennesker, helt tilbage fra oldtiden og op til nu, igennem hele den nedskrevne historie har ladet os lede af en række personer, som den moderne psykologi ikke vil tøve med at karakterisere som psykopater?

Fra min egen tid kunne jeg foruden de helt store, oplagte eksempler i flæng nævne Idi Amin, Bokassa, Ghadafi, Milosevic, Khomeini og naturligvis Saddam Hussein.

Ingen af disse mennesker har haft overnaturlige evner. Ingen af dem er kommet til magten ved hjælp af en tryllestav, der slog deres modstandere til jorden med lynild. Alle er de blevet bragt op til magtens top af folk, der troede på dem. Eller frygtede dem, eller begge dele. I en helt aktuel sammenhæng kan jeg ikke lade være med at nævne George W. Bush og Osama Bin Laden som typiske ofre for fadersyndromet.

(Og når jeg nævner Bush i samme åndedrag som Bin Laden, er det vel at mærke ikke fordi jeg er ude i et antiamerikansk eller venstreorienteret ærinde. Jeg finder det skræmmende og ydmygende, at den del af verden, som jeg er en del af, og hvis demokratiske principper, jeg hylder, i øjeblikket domineres af en mand, der ikke alene er ansvarlig for, at et stort antal mennesker er blevet henrettet, som over for pressen har gjort grin med en kvinde, han havde nægtet at benåde, og som blev henrettet få timer senere, som desuden har igangsat krigshandlinger, der har kostet ufattelige lidelser, i tusindvis af uskyldige menneskers liv, men som også, oven i alt dette, gang på gang lader sine vælgere forstå, at han er Guds redskab på jorden.)

Stockholmssyndromet er fadersyndromet også blevet kaldt: Offerets til fanatisme grænsende hengivenhed over for sin bøddel. Barnets totale afhængighed af og deraf følgende betingelsesløse solidaritet over for sine forældre. Det sidste kan man naturligvis godt se som noget smukt, men når et barns kærlighed til sine forældre bliver udnyttet som tandhjul i det evighedsurværk, der hedder religion, er resultatet dybt skræmmende.

Forældrene, der selv har fået deres tro banket ind i sig, banker den videre ind i deres børn, som igen banker den ind i deres børn. (Når jeg bruger verbet, banke, hentyder jeg ikke nødvendigvis til noget fysisk. Det kan lige så godt være psykisk). Det er beskrevet utallige gange i litteraturen, og alligevel synes de fleste mennesker i denne verden at betragte religionen som et selvfølgeligt gode.

Jeg er overbevist om, at intet bare nogenlunde velbegavet lille barn kan oplever Det gamle Testamente eller Koranens beretninger som universelle sandheder.

Hvilken femårig kan tro på, at hele det ufatteligt store univers er skabt af ét væsen, og at dette væsen havde en søn, som det sendte ned på jorden, for at han kunne blive sømmet fast til at kors og på denne måde frelse mennesket? Hvis jeg ikke tager fejl, er det nogenlunde det, der er kristendommens budskab.

Jeg har faktisk forsøgt at få mig selv til at tro på det, men har igen og igen måttet nå til den samme konklusion, som da jeg selv var et lille barn: Sludder og vrøvl!

Eller hvem kan tro på, at følgende sætninger er blevet udtalt af den samme skaber, som har skabt hele universet: "Hvad angår dem, som benægter vore vers og kalder dem for løgn, er de helvedesildens ejere [ofre], og skal forblive der." "De som nægter at tro på Guds tegn vil lide den alvorligste straf. Og Gud er ophøjet og mægtig, og hævnens herre." "De som fornægter vores åbenbaringer skal brænde i ild. Så snart deres hud er blevet fortæret, vil vi give dem ny hud, så de virkelig kan få pinen at føle. Gud er stor og vis."

Svaret er naturligvis: Ingen! Udtaler man de oven for citerede koranvers (henholdsvis 2/39, 3/4 og 4/56) for en troende, risikerer man at blive mødt med vrede, selvom citaterne er hentet fra den troendes egen hellige bog. At konfrontere en troende muslim med det bogstavelige fundament for hendes/hans egen tro er, som det er blevet klart i den senere tid, ikke ufarligt.

Mange har faktisk måttet betale for det med deres liv, sidst hollænderen van Gogh.

For hvem ønsker at tro på en gud, der er så modbydelig og ondskabsfuld, som ophavet til de ovenstående citater må være? Det eneste, der kan opretholde en så absurd tro, er naturligvis fanatisme. Jo mere absurd en påstand er, jo større fanatisme skal der til at forsvare den.

Inderst inde ved den troende udmærket godt at hendes/hans tro er løgn, og må derfor med næb og kløer angribe enhver, der betvivler den, på samme måde som det sårede barn må forsvare den far, der har gjort det ondt.

Hele verden har set, hvordan disse mekanismer udfolder sig, i form af folkemord, eksplosioner, brændende tårne. Ja, faktisk ser vi det alle for åben tv-skærm så at sige hver dag. Alligevel er der få, der vover at tage ondet ved roden. Da ville de nemlig blive nødt til at sige: Det der skaber ulykkerne, er ikke nogle få fanatikere, og det er heller ikke de andres religion, det er vores religion, religionen.

Teologer fremsætter nu og da det synspunkt, at religion er en nødvendighed, fordi der uden religion heller ikke ville kunne eksistere moral. Hertil kan jeg kun sige, at de fleste mennesker i langt de fleste situationer udmærket kan kende forskel på godt og ondt, fordi de ved, hvad der er godt og ondt for dem selv.

Det samme gælder for andre pattedyr. Selv rovdyr skader sjældent andre dyr mer end det er nødvendigt, for at de kan opretholde deres egen eksistens.

Desuden vil jeg hævde at ord som kærlighed, medfølelse og barmhjertighed dækker over virkelige, menneskelige følelser, selv om religionerne naturligvis gør, hvad de kan for at tage patent på dem, fordi det ligger i religionernes natur at stjæle, udnytte og manipulere.

En moral, der er skabt på et grundlag af frygt for straf, sådan som det f.eks. er tilfældet i kristendommen og islam, finder jeg hverken smuk eller troværdig.

Den sande moralist er ikke den, der lader sig overbevise af en smålig, hævngerrig gud, men den, der ved at lytte til sit eget hjerte lærer at skelne mellem godt og ondt. (Det kan lyde meget gammeldags, men måske er jeg også en gammeldags moralist).

Så vidt jeg kan se, er det kun afstumpede personer, der har behov for en religion til at fortælle dem, hvad der er godt og ondt. Og netop de afstumpede har altid været fantastisk gode til at bruge religionen som undskyldning for alle mulige ugerninger. Det er vist uden for enhver tvivl, at der er blevet begået flere grusomheder i Kristendommens navn end i nogen anden sags.

For tyve år siden ville jeg have forsværget, at jeg nogensinde skulle komme til at involvere mig i en debat om religion. Jeg følte ikke noget specielt modsætningsforhold til mennesker, der var religiøse og dyrkede deres tro. Der var adskillige i min vennekreds, bl.a. nogle teologer.

Jeg var, og er, heller ikke blind for, at de såkaldt hellige skrifter rummer passager af stor skønhed og stedvis en god portion visdom. Prædikerens Bog er et af de litterære værker, der har gjort størst indtryk på mig nogensinde. Men netop ordet litterær er vigtigt i denne sammenhæng.

For mig kan de jødiske, kristne og islamiske skrifter aldrig blive andet end litteratur. Hvis andre vi se dem som Guds åbenbaringer, så for mig gerne, når bare de ikke begynder at missionere.

I 90?erne boede jeg hovedsageligt i Tyrkiet, hvor jeg var vidne til, at en bølge af islamisk fundamentalisme skyllede ind over landet. Journalister, forfattere og universitetsfolk blev slået ihjel af fanatikere. Flere af de myrdede var mine personlige bekendte.

Efter mordbranden i Sivas i juli 1993, hvor 37 mennesker omkom, blandt dem tre af mine venner, kunne jeg ikke længere forholde mig neutral. Jeg måtte trænge ind i de mekanismer, som gør folk til fanatikere.

I disse år kan det se ud, som om islam har taget patent på den religiøse fanatisme, men den ligger dybt i alle de patriarkalske religioner. Naturligvis skal vi bekæmpe den islamiske udgave af den. Men først må vi lære at forstå den. Og det gør vi ikke, før vi er blevet bevidste om, i hvor høj grad de samme mekanismer, som producerer islamiske terrorister, gennemsyrer hele vores eget samfund.

Henrik Nordbrandt er forfatter og oplægsholder på konferencen om religionskritik, der i disse dage afholdes på Københavns Universitet. Teksten er et uddrag af et essay fra samlingen "Dumhedens løvefødder," Gyldendal 2005. Læs mere om religionskritik i de kommende dage på religion.dk og i Kristeligt Dagblad.

Artiklen bringes med tilladelse af Henrik Nordbrandt.