Giordano Bruno (1548-1600)

Giordano Bruno var varm fortaler for et nyt verdensbillede og støttede Kopernikus' teori om, at solen var universets centrum.

Den italienske filosof og naturvidenskabsmand Giordano Bruno blev født i Nola nær Napoli i 1548, som søn af en professionel soldat. Som 17-årig blev han optaget i domikanerordenen i Napoli, efter at have rejst dertil som 14-årig for at studere

I Napoli stiftede Bruno bekendtskab med en kristendom baseret på den muslimske filosof Averröes' fortolkning af Aristoteles' værker. Denne retning indenfor kristendommen fandt, at fornuft og filosofi var overlegen i forhold til tro og en viden, som bygger på tro, og dette kom senere til at præge Brunos forhold til kristendommen.

Bruno blev i 1565 optaget i domikanerordenen, og selvom hans synspunkter af mange blev opfattet som kætterske, blev han i 1572 ordineret som katolsk præst. Under hans videre studier i teologi, stødte Bruno på nogle punkter i den kristne lære, som vakte hans forundring.

Han skriver selv at den undervisning, han fulgte, "syntes at hive mig væk fra højere og mere værdige beskæftigelser, at lægge min sjæl i lænker, og forandre mig fra en fri mand i dydens tjeneste til en slave af et dumt og miserabelt system af bedrag."

Den forbudte vej

Dette gjorde, at Bruno søgte andre veje. Han læste nogle af "de forbudte tekster", som stod på den katolske kirkes liste over forbudte bøger Index Librorum Prohibitorum

og blev optaget af arianismen, en variant af den kristne tro. Ifølge denne var Kristus ringere end Gud, men bedre end mennesket. Kristus var guddommelig, uden dog at være Gud, mens mennesket ikke var guddommeligt.

Dette var ifølge den katolske kirke kætteri, og i 1576 begyndte man at gøre klar til at slæbe Bruno for retten sigtet for kætteri. Han flygtede til Rom, men opnåede derved kun at gå asken til ilden, idet han her blev anklaget for mord. Bruno måtte flygte igen i et forsøg på at undgå ekskommunikation.

Flygten fra Rom førte Bruno til Genoa, hvor han tilsluttede sig den calvinske kirke, som dog ikke var mere frisindet end den romersk-katolske, så Bruno måtte flygte videre til Toulouse i Frankrig. Efter et afslag på genoptagelse i den katolske kirke rejser Bruno i 1581 til Paris, hvor han underviser i filosofi. Her arbejder han videre på sin teori om hukommelsestræning, et område som han var specialist i. Bruno fatter interesse for Nikolaj Kopernikus' teorier om, at universets centrum ikke er jorden, men solen, som jorden drejer rundt om.

Kristendom er ikke videnskab men moral

Bruno går dog et skridt videre end Kopernikus. Jorden bevæger sig, men ikke nok med det, for ifølge Bruno var universet uendeligt, fyldt med andre stjerner som Solen, og andre verdener, som ligner jorden. Bruno vidste, at disse teorier gik imod den bibelske opfattelse af universet, men han mente, ligesom Galileo Galilei år senere, at Bibelen skulle ses som leverandør af en moral og ikke som en undervisningsbog i fysik.

Brunos opfattelse af universet får også konsekvenser for hans syn på Gud. Gud var ifølge Bruno ikke specielt knyttet til for eksempel Jorden, men var tilstede overalt i universet. Gud var allestedsnærværende, snarere end han var en fjern gud som tronede i himmelen.

Bruno var af den overbevisning, at en uendelig Gud nødvendigvis måtte stå bag et uendeligt univers. På den vis, måtte Brunos tro på et uendeligt univers føre ham til en tro på en uendelig Gud, da det første ikke kunne lade sig gøre det andet. Bruno var ikke ateist, men snarere panteist, da han mente, at Gud var tilstede overalt.

Kristendom er ifølge Bruno en religion, som er holdbar via tro, ikke ved hjælp af filosofiske eller videnskabelige beviser. De to områder har ikke noget med hinanden at gøre, og Bruno mente derved, at han kom udover kirkens kritik af ham som kætter og fornægter af den kristne tro.

Rettergang

Bruno inviteres i 1590 til Italien, og accepterer tilbuddet, da han håber, at det religiøse klima har forandret sig til hans fordel efter pave Sixtus V's død. Invitationen er dog af mange set som et trick for at lokke ham tilbage til Italien, så man kan stille ham for inkvisitionen. Og i 1591 sker det, at han bliver overleveret til inkvisitionen, som arresterer ham.

Under rettergangen forsvarede Bruno sine teorier om universets indretning, som han hævdede ikke var teologiske og derfor ikke i konflikt med den bibelske version. Da det så ud til, at hans argument holdt vand, valgte inkvisitionen at sende ham til Rom, for der at kunne starte på en ny rettergang.

I Rom mener man, at hans teorier om universet var teologiske og kræver derfor, at han trækker sine synspunkter tilbage. Bruno er af den opfattelse, at hans teori stemmer overens med den kristne, og nægter at trække noget tilbage.

Hovedanklagen mod Bruno synes at skifte undervejs i rettergangen fra hans teorier om universets indretning til, at han skulle være tilhænger af doketismen, en gammel kristen opfattelse, som bestred Jesus sande menneskelighed.

Ifølge denne havde Jesus ikke en fysisk krop, men kun et skinlegeme, og det var kun dette skinlegeme, som var blevet korsfæstet, mens Jesus selv var blevet optaget direkte i himlen. Doketismen blev afvist på Kalkedonsynoden i 451.

Hans tilslutning til den gamle kristne sektlære, var mere alvorlig end hans teorier om universet, da den stred imod et af den kristne tros kernepunkter, at Jesus døde på korset for menneskets synder. Den katolske kirke havde i 1600 ikke nogen officiel holdning til systemet, og man opfattede derfor ikke Brunos tilslutning til Kopernikus' teorier som kætterske.

Pave Clement VIII kræver, at Bruno bliver dømt for kætteri, og inkvisitionen dømmer ham til døden efter en syv år lang retssag. Den 17. februar 1600 brændes han levende på bålet.

Martyr eller magiker?

Brunos eftermæle hersker der heller ikke i dag enighed om. Ifølge det ene hovedsynspunkt var Bruno en naturvidenskabens martyr, som blev offer for sin egen indsigt og viden, som han ikke ville vende ryggen til.

Et andet hovedsynspunkt påpeger, at der er for megen magi i hans teorier, og at hans mangel på matematisk og videnskabeligt belæg for sine teorier gør, at hans teorier om universet og naturen var mere held end forstand, og man derfor ikke kan betragte ham som en naturvidenskabens martyr.