Gudløshed er en nødvendighed

"I dag, hvor religion fremstår som den største kilde til morderisk vold verden over, er vi efterhånden ved at være trætte af de mange forsikringer, om at de kristne, muslimske eller hinduistiske fundamentalister blot udnytter og perverterer det ædle åndelige budskab, som ligger i deres tro. Hvad med at rehabilitere ateismen, som måske er vores eneste chance for fred?"

- Slavoj Zizek, filosof, i Lettre Internationale nr. 12, august 2006.

Efter flere århundreder hvor blandt andet religionskritikken sørgede for at religionerne tabte terræn i de politiske institutioner, i de personlige relationer og i det intellektuelle liv, er det en sær amnesi der har sat ind de sidste år. Religionskritikken ser ud til at være glemt, fortrængt, usynliggjort.

For blot få årtier siden havde det religiøse i sekulære samfund rollen som en pudsig, men efterhånden heldigvis harmløs, udkantsforteelse der næppe længere var grund til at gendrive da de fleste religiøse accepterede at troen var privat og subjektiv.

Imidlertid har religion i de sidste år - både i form af indflydelsesrige, organiserede trossamfund og i form af luftige, men profitable new age-lettroende ? generobret sig en plads i samfundet hvor der bliver lyttet til den, ganske som om den havde noget vigtigt at sige.

Religion og gudstro betragtes i det offentlige rum efterhånden per automatik som noget respektabelt, noget dybt og inderligt, noget ?uundværligt? eller noget der vidner om åndelig visdom, moralsk engagement og uplettet idealisme.

Nogle troende hævder endda at troen ikke kun spejler disse psykologiske eller moralske behov, men at netop deres religiøse forestillinger også er ?sande?.

Det er stærke påstande der ydermere lider under en fuldkommen mangel på tilsvarende stærke grunde til at antage dem. Og der er da også en voksende kritik nationalt og internationalt af såvel påstandenes substanser og begrundelser som af den samfundsmæssige rolle de begynder at spille.

Men i religionernes aktuelle selvberuselse i dogmatiske trossætninger, i mediehype og i den offentlige opportunisme der kræver ikke-troende folks tavse respekt for denne selvberuselse, er religionskritikken blevet næsten usynlig, ja for nogle ligefrem suspekt hvilket afspejles i adskillige landes love mod ?blasfemi? der truer kritikere med straf.

De glemte moddiskurser

De objektive studier af gudstro, religioner og religiøsitet forsømmer desværre alt for ofte at inddrage moddiskurserne, både den eksplicitte teoretiske religionskritik og de implicitte alternative immanente verdensbilleder der udmønter sig i politisk, intellektuel og hverdagslig praksis.

Gudløshed, ateisme og forestillinger om et naturligt univers uden udefrakommende indgriben har formentlig altid og i alle kulturer været en integreret del af menneskelivet og formentlig også altid stået i et vist spændingsforhold til de herskende kulter.

På todageskonferencen Gudløs! Moderne religionskritik som afholdes den 29.-30. januar 2007 under KU?s satsningsområde Religion i det 21. århundrede, vil vi sætte fokus på de glemte moddiskurser og efterfølgende offentliggøre indlæggene i bogform.

Emnets teoretiske interesse har desuden en aktuel praktisk dimension på grund af de stadigt stærkere religiøse stemmer der høres i hele verden. Et af de mest højrøstede aktuelle eksempler er når den bibelske skabelsesberetning (under termen ?intelligent design?) bruges til at anfægte ikke kun evolutionsteorien, men videnskabelig empirisk metode i det hele taget.

Det er også begrundet med mytisk autoritet når religiøse ledere rejser stadig voldsommere krav om mere kønsapartheid, forfølgelse af homoseksuelle og mere mandlig kontrol over kvinders reproduktive evne, som bekendt med ødelæggende følger lige fra invaliderende personlig skam og social stigmatisering over ulighed for loven til aids, lemlæstelse og drab.

Det problematiske i forbindelse med den religiøse indflydelse på faglige, politiske og personlige valg, er i en generel religionskritisk optik ikke hvorvidt det tilfældigvis er ?gode? eller ?dårlige?, fredelige eller voldelige, værdier man bruger religion til at promovere. Mange religioner har fine, om end almene og banale, forbud mod at dræbe, stjæle og bedrage der deles af sekulære lovgivninger.

Problemet er at religion er den forkerte begrundelse for sådanne værdier. Det er et yderst farligt og ulykkeligt civilsamfund hvor den eneste grund til at man ikke dræber hinanden skulle være frygten for straf i det hinsidige eller troen på en åbenbaret tekst.

Dels leder det opmærksomheden væk fra det væsentlige i ikke at dræbe ? nemlig den konkrete ødelæggelse det forårsager i andres liv ? og dels er der talrige eksempler på at hvis troende først har accepteret at moralske valg består i lydighed overfor religiøse bud, så er det ganske nemt at få dem til at dræbe hvis de religiøse autoriteter kan overbevise dem om at det er gudens vilje de adlyder.

Værdier kan sagtens begrundes dennesidigt, konkret og principielt. Etik kan her forstås som modsætningen til moralisme: etik er at tage stilling til og ansvar for selve handlingens dennesidige konsekvenser mens moral blot opstiller bud hvis eneste begrundelse er påstanden om en transcendent oprindelse.

I alle tilfælde kan man hævde at når ?det gode? bliver til et spørgsmål om lydighed og autoritetstro, er det blevet uetisk, også når denne religiøse dynamik overføres til Patriarkens, Førerens eller Partiformandens erstatningsreligion.

Religionskritik er ikke en ?tro?

Der er altså gode grunde til at tage det ikke-mytiske verdenssyn op til en mere indgående behandling, både i dets specifikt kritiske former og som operationelle alternative verdensforståelser.

Religionskritik tilhører som bekendt ikke et bestemt fagområde, ikke en særlig politisk retning og heller ikke en enkelt skoledannelse inden for kunst, filosofi eller videnskab.

Religionskritik er ikke selv en ?tro?, blot en benægtelse af allerede fremsatte religiøse dogmer. Religionskritik og praktiseret gudløshed findes derfor upåagtet som den implicitte forudsætning - uanset udøvernes ideologiske selvforståelse - for forskning og undervisning i alle fag; for diskussionerne i alle politiske partier; og for kreative, udogmatiske eksperimenter i al filosofisk tænkning, i al kunst og i al videnskab:

1. Enhver neutral fagmetodik inden for både human- samfunds- og naturvidenskaber bygger på religionskritik i form af metodisk ateisme.

2. Det politiske demokrati, borgerbegrebet, retssikkerheden, magtens tredeling, offentlighedssfæren, fri presse, ytringsfrihed og ikke mindst religionsfrihed bygger på religionskritik i form af politisk sekularisme.

3. Filosofi der er forpligtet på sin etos, sin verden og sin fornuft, bygger på religionskritik i form af afvisningen af moralismer og åbenbaringer.

4. Kunst der er forpligtet på sit materiale, sin sansning og sin følsomhed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af censur og propagandabudskaber for religiøse autoriteter.

5. Vidensproduktion der er forpligtet på sin akkuratesse, sin forklaringskraft og sin modsigelsesfrihed, bygger på religionskritik i form af afvisningen af dogmer og tabuer.

6. Altruisme og personlig lykke der er forpligtet på ikke-tingsliggørende medfølelse, på selvrelativering og på udvikling af kunsten at opfinde glædelige sociale og personlige rum, bygger på religionskritik i form af afvisning af gudsbegrundede moralske love og afvisning af manipulation med transcendent belønning eller straf til fordel for hudløs realisme over for konkrete lidelser og over for konkrete eksperimenter med alternativer. Gudelige hensyn må vige hvis de producerer konkret lidelse eller hindrer etiske fremskridt.

Selve disse praksisser - at tænke uden åbenbaringer, skabe uden facitlister, undersøge uden tabuer, føle uden moralske trusler - havde været umulige uden det folkelige, tekniske, etiske, kunstneriske og intellektuelle pres fra religionskritikere gennem tiderne. Ofte bragt til tavshed hvad enten de udtrykte sig i livsstil, versefødder eller traktater, men ligeså ofte tilbage på arenaen i nye, uforudsigelige skikkelser.

Aldeles akademisk kritik

De religiøse verdensbilleders dennesidige konsekvenser for individ, socialitet og tænkning - lige fra godtroende naivitet og ønsketænkning, over uvidenhed og blind tradition til forbudsmoralisme og trusselskultur ? står på mange måder i skarp kontrast til de landvindinger som de forudgående århundreders religionskritik har banet vejen for i form af frigørelse, viden, kreativitet, politiske rettigheder og udviklingen af ikke-religiøse internationale institutioner.

Ikke mindst i de sidste 50 år har vi set at ikke blot kunsten og videnskaben har fornyet sig eksplosivt, men at også tænkningen og filosofien har taget de komplekse samfunds udfordringer op i form af oplysningens selvkritik, civiliseret civilisationskritik, moderne modernitetskritik og minoritær samfundskritik.

Eftersom mange samfund verden over er religiøst organiseret og religionen ofte ligefrem eksplicit er en del af selve samfundets legitimering, er det meget vanskeligt at beskæftige sig med religionskritik aldeles akademisk. Det er ikke desto mindre vores ambition at emnet bør behandles så substantielt som muligt idet netop denne indfaldsvinkel vil være både den stærkeste og den mest savnede.

Konferencen ?Gudløs! Moderne religionskritik? vil i lyset af det religiøses voksende eksponering fokusere på religionskritiske moddiskurser sådan som de aktuelt og historisk gør sig gældende i naturvidenskab, historie, filosofi, politik, litteratur og kunst, feminisme, satire og hverdagsliv.

Malene Busk er adjunkt i filosofi og videnskabsteori på Kunstakademiets Arkitektskole, og Morten Warmind er lektor i religionssociologi på Københavns Universitet. Artiklen har tidligere været bragt i Universitetsavisen. Programmet for konferencen "Gudløs!" kan ses her.