Når de gudløse samles

Religionskritik og praktiseret gudløshed er den implicitte forudsætning for forskning og undervisning; for demokrati, filosofi, kunst, vidensproduktion, altruisme og personlig lykke.

Med disse store ord introducerede religionssociologen Morten Warmind og idéhistorikeren Malene Busk Gudløs! ? en konference om moderne
Religionskritik, der d. 29. og 30. januar fandt sted på Københavns universitet.

For et talstærkt og meget engageret publikum blev en række standpunkter udfoldet, der med hver sin faglige bagage udgjorde en bred palet af religionskritiske betragtninger. Religion.dk var med ved udvalgte foredrag.

Religionen er irrationel
Et Old School-religionskritisk synspunkt blev fremført af videnskabshistorikeren David Favrholdt. Fra et naturvidenskabeligt synspunkt karakteriserede han religion som et før-filosofisk og før-videnskabeligt forsøg på at dække det menneskelige behov for forklaringer. Med udgangspunkt i kristendommen var hans kritik primært rettet mod logisk inkonsistens i den religiøse forestillingsverden, og mod de ?teologiske tricks? mennesker tager i anvendelse i dannelsen af et begreb om Gud.

Samtidig ytrede Favrholdt en stærk tro på videnskabens evne til at løse globale, politiske problemer.

Kritik af kritikken
Politologen Mehdi Mozaffari kom i sit oplæg med en enkel definition på modernitet; Modernitet er kritik samt kritik af kritikken. I denne forstand var konferencen virkelig en moderne religionskritik, der i høj grad også rummede kritikken af sig selv.

Denne kritik af kritikken kom især fra litteraterne. Donald Preziozi fra Oxford opfordrede til at skelne mellem criticism og critique - det første i betydningen ?angreb? og det sidste i betydningen ?en måde at forstå religion på?. Thomas Bredsdorff fra Københavns Universitet slog til lyd for, at vi dropper felttoget mod religion, der tilsyneladende ? ligesom sex ? er kommet for at blive. Han opfordrede til at skelne mellem sekulær kritik og ateistisk provokation, og fremhævede Kierkegaards religionsfilosofi som et eksempel på sekularisme. Hvor Kierkegaard insisterer på, at tro og fornuft opererer i komplet adskilte sfærer, findes der både indenfor islam og hos den nuværende pave Benedikt en opfattelse af, at tro og fornuft går hånd i hånd, mente Bredsdorff.

I modsætning til Favrholdt fandt Bredsdorff, at håbet for menneskeheden ligger i den kendsgerning, at der findes mange religioner, og at de er tvunget til at sameksistere. Sekularisme bliver hermed en nødvendighed, og det afgørende skel går ikke mellem religion eller ikke religion, men mellem (religiøse og ikke-religiøse) sekularister, og de religiøse kræfter, der truer det sekulariserede samfund.

Kunst og religion
Donald Preziosi vendte op og ned på forestillingen om godt og ondt i religionskritikken ved at drage paralleller mellem kunst og religion. Begge er ? ifølge Preziosi ? to komplementære udtryk for det samme filosofiske problem, nemlig: hvordan repræsenterer man verden ved symboler, og hvad er forholdet mellem symbolet og verden?

Samtidig anførte Preziosi, at moderniteten ikke betyder fravær af religion, men at religionen med moderniteten er eksploderet i flere mindre og sekulære religioner, såsom videnskab, filosofi, osv. Eksempelvis beskrev han evolutionsteorien som religiøs, fordi den er teleologisk (rettet mod et mål).

Disse synspunkter forhindrede dog ikke kritiske iagttagelser, såsom at formålet med et begreb som blasfemi er at forhindre kritisk tænkning.

Gudløshed er mange ting
Også konferencens titel, selve begrebet gudløshed, kom under kærlig dissektion. Politologen Tina Magaard beskrev, hvordan kristendommen en gang blev regnet for ateisme, og hvordan udsagnet Koranen er Guds åbenbarede ord ifølge visse gudsopfattelser er et udtryk for gudløshed. Hun gav flere eksempler på op til 2500 år gammel religionskritik i mange forskelige kulturer ? ikke mindst den muslimske, og slog dermed fast, at religionskritik hverken er et særligt vestligt eller et særligt moderne fænomen. Religion og religionskritik er hinandens tvillinger.

I en beskrivelse af gudløshedens vilkår i den muslimske verden i dag havde hun bl.a. et eksempel på en lidet flatterende tegning af Muhammed, der blev publiceret i Iran mens Muhammedkrisen var på sit højeste.

Religionskritik efter Muhammedkrisen
Muhammedkrisen var i det hele taget et tilbagevendende tema i både forelæsninger og i publikums spørgsmål, og her var bemærkelsesværdigt få tabuer.

Religionsforskeren Thomas Hoffmann talte for, at religion bør rehabiliteres som forklaringsfaktor, dvs. at religionsvidenskaben ? og andre forskningsfelter ? må anerkende religion som en selvstændig kategori og ikke blot, som det længe har været tilfældet, som forklædt økonomi, psykologi eller sociologi.

Med dette udgangspunkt præsenterede han sin forskning i religiøst begrundet terrorisme, og mulige forbindelser mellem Jihad-begrebet i Koranen og islamisk terrorisme.

Også Mehdi Mozaffari interesserede sig for problematiske elementer i islam. Han fremlagde mulige årsager til, at islam viser mere modstand mod demokratisering end de fleste andre religioner, og opridsede forskelle og ligheder mellem kristendom, jødedom og islam.

Han gennemgik tre enkle principper for religionens plads i samfundet, nemlig differentiering (mellem religion og demokrati), separation (mellem religion og stat) og balance (mellem religion og demokrati som komplementære elementer).

Den korte version summerede han op til slut: ?Ja til at Gud bevare Danmark, men nej til at Danmark bevare Gud?. Et synspunkt, der tilsyneladende havde bred tilslutning i salen.