Religionskritikkens klassikere
Blandt religionens største kritikere kan nævnes Nietzsche, Marx og Freud. Læs om religionskritikkens klassikere
Optakten: Tyskland og oplysningstiden
Der er flere forhold, som gør, at religionskritik bliver mulig. En af de væsentlige forudsætninger er oplysningstiden, som med dens fokus på menneskets fornuft og evner, bliver en vigtig forløber for den klassiske religionskritik, som den kommer til udtryk hos følgende: Ludwig Feuerbach (1804 - 1872), Karl Marx(1818 - 1883), Friedrich Nietzsche (1844 - 1900), Sigmund Freud (1856 - 1939).
Den tyske filosof, Immanuel Kant (1724 -1804) var en af de fremmeste oplysningstænkere, og med sin teori, om at det ligger uden for menneskets evner, at erkende og bevise Guds eksistens en slags fortrop for den klassiske religionskritik.
Reimarus og Strauss
Mere direkte kan man spore en vis religionskritik i Tyskland før Kant og oplysningstiden, hvor den tyske teolog H.S Reimarus (1694 - 1768) med sin skelnen mellem Jesu budskab og efterfølgernes budskab, åbnede for en hel række af forsøg på at kortlægge Jesu liv og levned. Alle var de kirke- og teologikritiske, nogle dog mere kristendomskritiske end andre.
En af de som tog handsken op efter Reimarus var den tyske teologDavid Strauss</a> (1808 - 1874) som i sin bog "Das leben Jesu kritisch bearbeitet" (Jesu Levnet - Kritisk bearbejdet, tysk 1835, oversat til dansk 1842-1843) hævdede, at evangelierne ikke var beskrivelser af tingene, som de faktisk skete, men var myter.
Disse var dannet udfra de indtryk og vidnesbyrd, som disciplene havde haft af Jesus. Strauss' kritik af evangelierne var, at hvis ikke alt, så dog meget af det som stod i evangelierne, måtte betragtes som mytisk stof, som ikke uden videre kunne tages for gode varer.
Strauss selv var dog overbevist om, at hans værk ikke rokkede ved kristendommens inderste kerne. For ham stod Jesu liv som dogmatisk sandhed fast.
Feuerbach: Religion er projektion
Ludwig Feuerbach (1804 - 1872) lagde sig i kølvandet på Strauss, da han i 1841 udgav sin bog "Das Wesen des Christentums" (Kristendommens væsen), som vakte stor opstandelse.
Feuerbach ville ikke afskaffe religionen. Hans pointe var, at man ikke tilbeder en gud, men mennesket selv. Mennesket skaber selv deres guder. Gud betegner menneskelige egenskaber, som er blevet forstørret op til fuldkommenhed. Gud er ikke bare god, han er det højeste gode.
Problemet for mennesket bliver, at det til sidst ikke kan genkende sig selv i disse billeder af Gud, og derfor bliver fremmedgjorte.
Løsningen på dette mener Feuerbach selv at komme med, idet han slogan-agtigt proklamerer, at "teologi er antropologi, og antropologi er teologi".
Når først mennesker indser dette, så løser det sig selv, og religion vil forsvinde, som det "tankespind" det er.
Karl Marx: religion er ideologi
Filosoffen og økonomen Karl Marx (1818 - 1883) overtager idéen om fremmedgørelse fra Feuerbach og videreudvikler den i sin egen teori om religion. For ham er religion et symptom på den fremmedgørelse, mennesker oplever, når de bliver udsat for industrialiseringens ubarmhjertige produktionsmåde.
Folk bliver fremmedgjorte overfor dem selv, idet de ikke kan genkende sig selv i det, som de producerer, og for at dulme denne fremmedgørelse og smerte, tyr folk til religion.
"Religion er folkets opium", som Karl Marx skriver i "Indledning til kritik af den hegelske retsfilosofi" fra 1843.
I samme værk er der også den klareste formulering af grundlaget for religionskritikken:
"Grundlaget for den irreligiøse religionskritik er: Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket".
Løsningen for Marx bliver da at ændre på produktionsvilkårene med en "proletariatets revolution", som der står i "Det kommunistiske manifest" fra 1848, skrevet sammen med vennen Friedrich Engels.
Som Feuerbach mener Marx, at når først de uheldige tilstande, som skaber religionen forsvinder, så vil den være overflødig og forsvinde af sig selv. Der er ikke længere brug for dens illusoriske trøst.
Nietszsche: religion er slavemoral
For den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844 - 1900) er den kristne tanke om Gud udtryk for de lave og afmægtige egenskaber, som mennesker besidder. For at forstå dette bliver man nødt til at gå et skridt tilbage og se på oprindelsen af den kristne gudstanke.
Ifølge Nietzsche er denne opstået udfra en omvendelse af den oprindelige, gode og sunde livskraft. Denne livskraft var det særligt overmenneskene, som udfoldede. Hos denne gruppe af mennesker står magtudfoldelsen i centrum. De er aggressive, hævngerrige og handlekraftige folk, som sætter deres vilje igennem. Nietzsche kalder også denne livsvilje for "viljen til magt".
Nietzsche hævder, at moralen og religionen, som vi kender dem idag, er udtryk for et tilbageskridt. De oprindelige idealer er blevet fordærvet, og vendt på hovedet i den kristne tankegang. Kristendommens grundlag er, at de svage rottede sig sammen mod de stærke og livsduelige og udformede en moral og tankegang, som vendte op og ned på menneskets virkelighed.
Kombineret med Platons tanker om en idéernes verden som den virkelige verden, frakendes det sanselige, virkelige liv værdi. Det konkrete og sanselige liv, som overmenneskene stod for, bliver derved uden værdi.
Den kristne gud har alle de egenskaber, som slavemoralen priser. Han er barmhjertig, kærlig, god, opofrende og så videre. Den kristne gud er udtryk for en manglende "vilje til magt", og ifølge Nietzsche et "usundt og fordærvet ideal" for menneskene. Han foreslog derfor en "omvurdering af alle værdier", eller rettere en tilbagevenden til de oprindelige værdier.
Freud: religion er illusion
Psykoanalysens fader Sigmund Freud (1856 -1939) sammenligner religion med en barndomsneurose, som mennesket selv danner for at udholde denne verdens lidelser og utryghed. En af religionens opgaver er at give mennesket trøst og lindring, når alt ellers synes håbløst.
Når mennesket oplever denne håbløshed og ensomhed, som tilværelsen kan byde på, minder det mennesket om oplevelser i barndommen, hvor det følte sig magtesløs og hjælpeløs. Reaktionen hos mennesket er den samme som i barndommen, nemlig at søge trøst og beskyttelse hos en personlig Gud, der har de samme egenskaber, som en far har for sit barn.
Som Feuerbach mener Freud, at religion blot er en forstørrelse af menneskelige egenskaber, en projektion af menneskets indre behov og ønsker. De religiøse forestillinger er det samme som en neurotikers ønskedrømme, ligesom en religiøs handling er det samme som en tvangshandling fra en neurotiker.
Freud er af den overbevisning, at hvis man fjerner eller behandler de neuroser, som religionen er symptom på, så vil religionen af sig selv forsvinde. Der vil ganske simpelt ikke være brug for den længere, da sygdommen som udløser den, er forsvundet og dens dulmende effekt ikke længere er påkrævet.
Generelt om den klassiske religionskritik
De klassiske religionskritikere opfatter religion ud fra menneskets synspunkt. Religion er skabt af mennesket og forstås som en projektion af menneskets behov og idealer og er et menneskeligt produkt.
Religion skal opfylde bestemte behov og ønsker hos mennesket, og bliver reduceret til "ikke at være andet end". For eksempel ses religion som fortrængninger af psykologiske problemer, eller som en trøst for de fattige arbejdere i deres elendige levevilkår.
Religion burde forsvinde af sig selv, hvis man blot behandlede symptomerne. Religion ville automatisk opløse sig selv, når folk indså, at det var illusion og tankespind, som dækkede over reelle problemer som fattigdom, psykologiske forstyrrelser, eller menneskelig fantasi, der var løbet løbsk. Afviklingen af religion er knyttet til en opfattelse af, hvordan historien nødvendigvis måtte udvikle sig.
Men religionerne ligger ikke på dødslejet. Tværtimod har verden set pinsekirken vokse til en halv milliard tilhængere siden dens begyndelse i 1906.
Religionskritikken har dog på ingen måde kun været til skade for religionen, men har også gjort for eksempel kristendommen - som den helt overvejende har behandlet - en tjeneste ved at kritisere og rydde op i uholdbare forestillinger, ligesom den har bidraget til at skabe en kristendom, der kan leve side om side med videnskab og modernitet.