Simpsons leverer postmoderne religionskritik

Tegnefilmsserien Simpsons er sprængfyldt med religiøse referencer leveret med bidende og godmodig satire. Det er religionskritik på et højst raffineret plan

- Simpsonerne beder bordbøn. De går i kirke om søndagen. De refererer til Bibelen, og de beder endda højlydt, selvom det ofte kun er i desperate situationer. Simpsons er ikke en serie om religion, men det er om en familie, for hvem religion spiller en stor rolle, og på den måde afspejler de den holdning, som de fleste amerikanere har til religion.

Det fortæller Mark Pinsky, forfatteren til Simpsonsevangeliet i et interview på Religion & Etics Newsweekly.

Så da katastrofen rammer Springfield i den nye Simpsonsfilm, og Homer med Bibelen i hånden udbryder: Argh, den her bog har jo ingen svar!, så spiller humoren netop på det faktum, at alle ved, at Biblen er den bog, der foregiver at have alle svar.

South Park vs. Simpsons
Hvor en serie som South Park tromler hen over respektens grænse i forsøget på at slå fast, at denne grænse slet ikke burde findes, så anerkender Simpsons derimod grænsen.

I South Park bruges de religiøse referencer oftest med det formål at nedgøre religion. Det gælder om at finde den mest forrykte sammenblanding af alle de mest tabubelagte emner. Derfor er et par af South Park-filmens hovedpersoner Homo-Saddam og hans bøsseven, den underdanige Satan.

I Simpsons derimod spilles der bold op ad grænsen ud fra den tanke, at man skal kende et spils regler, så man ved, hvordan man på mest raffineret vis bryder dem.

Et godt eksempel er et afsnit i serien, hvor Homer proklamerer:

- Dette skib er så mægtigt, at selv Gud ikke kunne synke det!, hvorefter skibet prompte synker.

En uge senere ser man skibet med en stor jern-lap over hullet og en slukøret Homer:

- Jeg vil gerne trækker mit tidligere udsagn om Guds skibs-sænknings-muligheder tilbage. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at lovprise Buddha, Allah og til en vis grad Ra.

Homer går til grænsen. Han forsøger at overtræde den. Han bliver straffet. Han fortryder. Og han anerkender det religiøses magt... Og vi griner af hans godmodighed.

Den multireligiøse satire
Her viser sig også et andet karakteristisk træk ved Simpsons: at det er alle religioner, der er under humorens behandling. Det er den underforståede logik, at det ikke kan skade at være på den sikre side ved at bede til hele rækken af potentielt eksisterende guder. Som byens præst, Reverend Lovejoy, siger til den konservative Ned Flanders:

- Har du nogensinde overvejet nogle af de andre store religioner? De er alligevel alle sammen nogenlunde ens.

Der er ingen grund til at afvise religion; men man kan i det mindste overveje, om en anden religion ikke også har noget lignende at tilbyde.

Den overvejelse gør familiens ældste datter, Lisa, sig.

- Igennem det meste af serien er hun den almindelige protestantismes stemme, den skeptiske troende, men dog en troende. Da hendes kirke blev for udvandet og kommerciel, drog hun på en spirituel rejse og endte som buddhist, fortæller Mark Pinsky.

Her ser man Simpsons evne til at være konstruktiv religionskritisk. Den nedgør ikke kirken, men siger, at kirken er blevet for svag, og at det er derfor, et ungt menneske søger et værdigrundlag, der stemmer mere overens med sit eget. Det er en raffineret form for intern religionskritik; kristne, der siger til kristne, at vi skal værne om vores religion for at bevare dens relevans.

Religion over andre værdier?
I Simpsons er det ikke religion, der ultimativt får lov at sætte dagsordenen. Men der skal være plads til religionen ved siden af alle de andre værdier og praktiske forordninger, der udgør en dagligdag. Det er et afslappet forhold, et kompromis, der må søges. Som i Homers bøn:

- Og Gud, vi er særligt taknemlige for atomkraft, den reneste, sikreste energikilde, der findes. Bortset fra solenergi, som jo bare er fjollet utopi. Nå, men vi vil i hvert fald gerne takke Dig for de lejlighedsvise øjeblikke med fred og kærlighed, som familien har haft sammen. Nå ja, måske ikke lige i dag, men... Du så selv, hvad der skete! Åh, Gud, vær ærlig! Er vi bare den mest ynkelige familie i universet eller hvad?

Gud er til at snakke med. Han anerkendes som den, der tildeler fred og kærlighed såvel som atomkraft. Han tager sig af hverdagens små forhold. Og Han forstår, at det ikke altid er så let at være en familie.

For familien Simpsons er religionen et vigtigt fundament, men det religiøse sættes aldrig over det almindelige menneskelige. Menneske først, kristen så.

Plads til andre værdier end de religiøse
I Simpsons får det religiøse lov at overleve og stadig spille en afgørende rolle. Men derfor kan man jo godt hylde de basale frihedsværdier, som vi heller ikke vil være foruden. Som her i samtalen mellem fremmedarbejderen Apu og hans kone, Manjula:

Apu: - Tror du at dette ægteskab vil komme til at fungere?
Manjula: - Hvem ved? Ellers kan vi jo få en skilsmisse.
Apu: - ja, selvfølgelig, God Bless America!

Gud er kommet for at blive
Selvom de rapkæftede jokes kan synes vanhellige i en troendes øre, så skal man ikke tage fejl af, at Homer & Co. har stor respekt for deres skaber. Og her tænkes der på Gud, ikke tegnerne. Og selvom Homer, da han i et afsnit ser en meteorstorm, måbende får sagt, at han ville ønske, at Gud var i live til at se dét, så er Gud i høj grad levende i Simpsons.

Mark Pinsky forklarer sagen med et eksempel:

- Guds eksistens betvivles aldrig, og det er faktisk en intern joke, at når Gud optræder i serien, i modsætning til de fleste tegneseriefigurer siden Walt Disney, så har Gud fem fingre. Men alle andre i Simpsons har fire fingre: tre fingre og en tommel. Det er altså en snedig spøg fra manuskriptforfatternes side, at Gud er virkelig, men simpsonerne er ikke virkelige.

Simpsons tør
Det er ganske bemærkelsesværdigt, at Simpsons overhovedet tør behandle religiøse emner. I USA er de fleste TV-serier bange for at støde landets magtfulde religiøse organisationer. Og det kan være farligt for en TV-station at komme op at toppes med sådan nogle.

Det kræver i høj grad mod fra manuskriptforfatternes side konstant at turde lege med grænsen for, hvad der er okay at sige. De synes at have anerkendt, at humoren opstår netop ud af denne leg. De tør lege med emnet i stedet for at gå i skyttegravene hos enten sekularisterne eller de religiøse.

For 20 år siden blev serien haglet ned for at være hamrende politisk ukorrekt, og store dele af de kristne amerikanere fordømte seriens umoralske og antireligiøse karakter. Måske især fordi der var tale om en tegnefilmsserie. Og tegnefilm var i reglen henvendt til børn.

Det er ikke, fordi Simpsons siden hen er blevet mindre satirisk, hverken politisk eller religiøst, men den forsøger at ramme et begavet voksent publikum.

- Kritikere siger, at Simpsons er en serie, der belønner intelligens, at den er skrevet på flere niveauer, og at jo mere opmærksom du er - faktisk jo klogere du er - des flere spidsfindigheder vil du opfange og forstå. Det er meget indforstået satire, siger Mark Pinsky

Når det ikke længere er et spørgsmål om at beskytte børn mod umoralsk tegnefilm, så handler det om, at religiøse spørgsmål må kunne behandles i det offentlige rum på lige vilkår med andre emner. Og som det er med de fleste emner, behandler man dem med en vis respekt.