Boguddrag

Sognepræst til ateist: Derfor ved vi, at Jesus opstod fra de døde

Hvis Jesu opstandelse er en religiøs konstruktion, ville konstruktionen kræve en så dramatisk forandring af det jødiske såvel som det græsk-romerske religiøse begrebsapparat, at det ville kræve mange enerationer, før nogen overhovedet ville kunne komme på at begynde at sprede det som et budskab, de troede på, skriver sognepræst Henrik Højlund til ateisten Carsten Andersen. Foto af japanske turister, der fotograferer Jesu opstandelse: Scanpix.

Boguddrag: Læs sognepræst Henrik Højlunds brev til ateisten Carsten Andersen, hvori præsten argumenterer for Jesu opstandelse

Stod Jesus op fra de døde? Debatten har været livlig i medierne den seneste tid. Men kan vi overhovedet argumentere for – eller imod – Jesu opstandelse?
 
Det tror sognepræsten Henrik Højlund og ateisten Carsten Andersen på. De er aktuelle med bogen »De overbeviste – samtaler om tro«, som udkom den 13. marts.

Læs her det afsnit fra bogen, hvor de to beskæftiger sig med netop omstændighederne omkring opstandelsen. 

Her kan du læse Carsten Andersens brev til Henrik Højlund. 

Nedenfor kan du læse Henrik Højlunds brev til Carsten Andersen:

Kære Carsten! 

Er det ikke lidt “overkill”, når du hævder, at naturvidenskaben “vinder”? Vinder hvor? I spørgsmålet om universets fysiske beskaffenhed? Jamen helt fint med mig. Og det er bestemt både spændende og vigtigt. Men da ikke det vigtigste.

Det må da være det, du selv anfører: spørgsmålet om “meningen med livet eller det dybere hvorfor – spørgsmålet om, hvad vi mennesker er her for”. Det er i hvert fald det vigtigste i denne bog. Desuden er vi fundamentalt enige om det. Om end vi kan være uenige om naturvidenskabens enkelt-resultater, er vi enige om, at vi overlader det til naturvidenskaben at fortælle os om universets fysiske beskaffenhed, mens vi, som du skriver, spørger “filosofi og religion” om svar på de store hvorfor’er.

Og så lige nogle korte svar på de temaer, du bringer på bane, inden vi tager fat på opstandelsen. Der er først det med tidsspændet mellem begivenhederne omkring Jesus og den skriftlige nedfældelse, hvor du synes, jeg strammer den med en tidsramme på ca. 15-60 år.

Vi kan godt lægge fem år til, som du foreslår. Det hele er lidt usikkert i den ende. De godt 15 år står jeg ved.

1. Thessalonikerbrev anses for skrevet i år 50. Hvis Jesu dødsår sættes til cirka 33, er der altså cirka 17 år imellem. Du anfører, at det er evangelierne, der giver os de allerfleste beretninger om Jesus, hvilket er helt rigtigt. Men brevene i Det Nye Testamente er alligevel vigtige kilder til den historiske Jesus, fordi de vidner om en yderst veludviklet tradition omkring Jesus-troen, og det altså et pænt stykke tid før evangelierne blev skrevet. De bevidner desuden også få, centrale begivenheder i Jesu liv.

Blandt andet opstandelsen, som du mener først bevidnes 35 år efter i Markusevangeliet. Du synes ikke at give meget for pålideligheden af den mundtlige overlevering før det skriftlige vidnesbyrd, der til syvende og sidst blev samlet i Det Nye Testamente. Din forestilling om, at det hele minder om en børnefødselsdag, må jeg blankt afvise. Tro mig: Den jødisk-rabbinske tradition for mundtlig overlevering havde en helt anden karakter.

Man var uhyre nøje med den nøjagtige, ordrette gengivelse af rabbineres ord og handlinger i den mundtlige overlevering. Det samme kan man interessant nok finde i arabiske og afrikanske kulturer den dag i dag. Forskning viser, at man i såkaldt primitive afrikanske kulturer skelner meget klart mellem legender og historiske beretninger.

Til spørgsmålet om, hvorfor de mirakuløse beretninger om lige netop Jesus er mere sandsynlige end om så mange andre religiøse skikkelser, er der kun to ting at sige: Lad det komme an på en test af kildernes troværdighed, i den grad de lader sig teste.

Og: Det bliver til syvende og sidst et trosvalg, som igen har med indre, ikke-objektive grunde at gøre.

Så er du ret bastant i din afvisning af, at nogle af evangeliets forfattere er øjenvidner. Det er fuldstændig rigtigt, at ingen af evangelierne har forfatternavn, hvilket ingen heller nogensinde har hævdet.

Det ændrer imidlertid ikke på to vigtige forhold: For det første at man med vægtige, historiske argumenter kan læne sig op ad den antagelse, at evangelierne er skrevet af de personer, der bærer deres navn. For det andet bærer samtlige fire evangelier i mange dele tydeligt præg af at 133 være øjenvidneberetninger eller øjenvidners øjenvidner. Lukas og Markus hørte jo f.eks. ikke til flokken omkring Jesus, men har formodentlig kendt en eller flere af dem. (Lukas måske endog Jesu mor, Maria).

Og så til opstandelsen. Der er skrevet hyldemeter af bøger om den kildemæssigt stærke bevidnelse af opstandelsen. Lad mig anføre nogle få pointer. Paulus nævner en række øjenvidner ved navn i et af sine breve, foruden “mere end 500” unavngivne øjenvidner. Altså øjenvidner, der har set den opstandne Jesus. Øjenvidnerne er med andre ord ikke nogle få religiøst overspændte gemytter.

Desuden kan Paulus ikke fremsætte påstanden om Jesu opstandelse, uden at øjenvidnerne har eksisteret. Han inviterer indirekte læseren til at spørge dem selv. Ikke noget von hørensagen her.

Alle fire evangelier anfører kvinder som de første vidner. Det er mere end dumt, hvis historierne er konstruerede med ønske om et vist skær af troværdighed. Kvinders udsagn havde ikke gyldighed i en retssag. Så lavt var de vurderet.

Denne “utroværdighed” ved historien giver den ekstra troværdighed.

Uanset teologisk ståsted er det en udbredt opfattelse blandt teologiske forskere, at det bliver svært at bortforklare, at graven må have været tom. Historien ville simpelthen med overvejende sandsynlighed have været lagt død, hvis liget kunne trækkes frem. I samme boldgade anser mange det for at være lige så vanskeligt at komme uden om, at de påståede tilsynekomster af Jesus efter opstandelsen på en eller anden måde må have fundet sted.

Det er ganske enkelt umuligt at tænke sig, at nogen – blot på baggrund af en tom grav – skulle begynde at hævde, at Jesus var opstået. Det hænger sammen med, at ingen havde nogen som helst forventning om, at det ville gå sådan.

Det lå ikke på nogen måde i luften, at Jesus kunne tænkes at ville blive levende igen. Det var ikke et skjult håb, der fandtes hos disciplene. Og det igen hænger sammen med, at en kropslig jødeopvækkelse var uendelig langt fra jødisk og græsk tankegang.

I græsk-romersk tankegang handlede det altid om sjælens befrielse fra den fysiske verden, og for jøderne handlede det om de retfærdiges opstandelse på en eller anden yderste dag. Hvis Jesu opstandelse er en religiøs konstruktion, ville konstruktionen kræve en så dramatisk forandring af det jødiske såvel som det græsk-romerske religiøse begrebsapparat, at det ville kræve mange generationer, før nogen overhovedet ville kunne komme på at begynde at sprede det som et budskab, de troede på.

Det samme gælder tilbedelsen af Jesus som Gud, som på jødisk grund er lige så blasfemisk og utænkelig, som noget tilsvarende i dag ville være på islamisk grund. Og ikke desto mindre finder vi i et par af Paulus’ breve citater af endnu ældre kristne hymner med præcis dette tema. Altså hymner, som måske kan føres tilbage til få år efter Jesu død og opstandelse. Kun en virkelig opstandelse fra de døde forklarer disse ting ordentligt.

Til dette kan man føje det forhold, at det er overordentlig svært at tænke sig, at mennesker, der hævdede at have set den opstandne, skulle gå i døden for noget, de var helt bevidste om var det pure opspind.

Den religiøse selvindbildningskraft kan i visse tilfælde være ret stor, men hos de fleste plejer realitetssansen at indfinde sig under tortur og trusler om død. Hvilket som bekendt blev skæbnen for en del af øjenvidnerne.

Som Pascal skrev: “Jeg tror på de vidner, som får skåret halsen over.” Alt i alt er det faktisk rigtig svært at forklare kristendommens fra starten af så mærkelige spirekraft, uden at noget højst mærkværdigt må have fundet sted. Vigtigst af alt er selvfølgelig betydningen af opstandelsen.

Betydningen vil jeg lade en af mine yndlings-forsvarere af den kristne tro, amerikaneren Timothy Keller, om:

“I min prædiken siger jeg altid til mine skeptiske, sekulære venner, at selv om de ikke kan tro på pstandelsen, burde de ønske, at den var sand. De fleste af dem er meget optaget af retfærdighed for e fattige, lindring af sult og sygdom og omsorg for miljøet. 

 Alligevel tror mange af dem, at den materielle verden blev til ved et tilfælde, og at verden og alt i den simpelthen vil ende med at brænde op i solens død. De finder det nedslående, at så få mennesker er optaget af retfærdighed – uden at se at deres egen verdensanskuelse underminerer enhver motivation til at gøre verden til et bedre sted.

Hvorfor ofre noget for andres behov, hvis alt det, vi gør, i sidste ende ikke vil gøre nogen forskel? Hvis Jesu opstandelse fandt sted, 136 betyder det imidlertid, at der er et uendeligt håb, og at der er grund til at give alt, hvad vi har i os, for verdens behov. Opstandelsens budskab er, at denne verden har betydning!”

Hilsen Henrik
 
Ovenstående afsnit er taget fra bogen:
Henrik Højlund & Carsten Andersen
De overbeviste – samtaler om tro
© Credo 2015
Forlagsgruppen Lohse