Debat

Religionsundervisning skal være et mødested for kulturerne

Den kulturelle mangfoldighed har sat sit fingeraftryk på flere områder. Vi ser det i bylivet, i boligkvartererne og på arbejdspladserne," skriver Stig F. Jensen, der er forfatter til bogen "Fagdidaktik i religion" fra 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

En fornyet betydning af religion og religiøse opfattelser af tilværelsen har sat sit aftryk på kulturen i det danske samfund. På den ene side kan det godt være, at store dele af befolkningen ikke længere føler sig knyttet til en bestemt religion, men på den anden side har vi aldrig talt så meget om kultur og religion som vi gør i disse år. Det bør sætte sit præg på religionsundervisningen. Denne artikel er den første af tre, der beskæftiger sig med fagdidaktik i religion.

Åbner man for tv, radio eller læser en avis og man, vil hurtig kunne konstatere at flere af nyhedshistorierne på den ene eller anden måde har noget med kultur og religion at gøre. Kulturerne mødes mere end nogensinde. Og religion er en væsentlig del af et folks kultur.

Derfor er det vigtigt, at børn og unge får kendskab til religionernes betydning for menneskers opfattelse af tilværelsen. En af mulighederne for at give den kommende generation indsigt i og viden om disse forhold er gennem religionsundervisningen i skolen.

Den kulturelle mangfoldighed som ny virkelighed
Det er ikke længere noget særsyn, at vi møder mennesker med en fremmed kultur. Det danske samfund er i løbet af de seneste årtier blevet mere pluralistisk. Det betyder, at vi ofte kommer i kontakt med mennesker, der har en anden kulturel baggrund end vores egen. Det er typisk mennesker, der taler et andet sprog, er knyttet til en anden religion og lever deres liv anderledes end det vi er vant til at opfatte som dansk.

Den kulturelle mangfoldighed har sat sit fingeraftryk på flere områder. Vi ser det i bylivet, i boligkvartererne og på arbejdspladserne. Og vi ser det i skolen, hvor den kulturelle mangfoldighed mange steder er en synlig del af skolens hverdag.

Der har altid været forskellige kulturer i Danmark. Tidligere bestod det danske samfund af en række delkulturer, der primært var knyttet til uddannelse, velstand, alder, bopæl og køn. Vi levede ikke det samme liv. Der var stor forskel på om man var arbejder eller akademiker, rig eller fattig, mand eller kvinde og om man levede på landet eller i byen.

De enkelte delkulturer havde hver især et sæt af fælles livsbetingelser, der formede de værdier, man indrettede sit liv efter. Den gang var det først og fremmest sproget og tilknytningen til den protestantiske-kristne religion, der bandt os sammen. I særlig grad spillede religionen en stor rolle i opdragelsen af børnene i skolen.

Vi har glemt hvor stor en rolle tro spiller globalt
Indtil midten af 1970’erne var kristendomsundervisningen i folkeskolen et konfessionelt fag, hvor den evangelisk-lutherske tro stod mejslet fast i skolens formål. Faget var på den måde en væsentlig del af elevernes dannelse til samfundet. Det var et forkyndende fag. I dag skal faget stadig lære eleverne om den evangelisk-lutherske tro, men det er ikke længere en indføring i troen. Det er et kundskabsfag om kristendom. Herudover skal eleverne også tilegne sig viden og kundskaber om ikke-kristne religioner og livsopfattelser. Det skal ske på de tre trin som kristendomskundskab i dag er opdelt i.

Religionsundervisningen i skolen skal på ingen måde tilbage til den forkyndende rolle, den havde tidligere. Men den bør have en langt mere fremtrædende plads i forbindelse med at tackle den kulturelle forskellighed vi oplever. Kulturmødet er en realitet, og det skal skolen forholde sig til. En lang række af de skillelinjer, der eksisterer i den offentlige debat har sin rod i kulturerne.

Der findes flere forklaringer på, at kulturmødet er blevet langt mere nærværende end nogensinde. For det første skyldes det en stigende migration i verden. I Danmark har antallet af indvandrere og flygtninge aldrig været større. Der er kommet mennesker til landet fra mange egne af verden og med mange forskellige opfattelser af tilværelsen.

For det andet møder vi den store verden på nettet hver dag. Vi bliver bombarderet med oplysninger, informationer og viden fra både nære og fjerne egne på kloden. Og for det tredje rejser vi i stigende omfang til udlandet for at holde ferie. Her møder vi fremmede folkeslag med hver deres kulturelle særpræg. Verden er således i al sin mangfoldighed kommet meget tættere på os. Men forståelsen af, hvorfor andre mennesker lever på en anden måde end vi gør, er måske ikke helt fulgt med.

Det kommer måske af, at vi i vores sekulariserede verden næsten helt har glemt, hvor stor en rolle religion og tro spiller for rigtig mange mennesker på kloden. Et stort flertal af befolkningerne i verden tror på, at der er en overnaturlig verden, der har betydning for forholdene i denne verden. Og deres tro er en væsentlig del af deres identitet og den måde de opfatter tilværelsen på. Troen giver dem en mening med livet, og religiøsiteten sætter retningen for, hvordan de tilrettelægger deres liv.

På den baggrund kan det være vigtigt at påpege, at vi godt nok alle lever i den samme fysiske verden, men vi har umiddelbart mange forskellige mentale og religiøse forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Denne kulturelle pluralisme bliver vi nødt til at tage hånd om. Der er simpelt hen skabt et større behov for mere viden om andre mennesker. Hvis vi ikke har en forståelse for, hvad andre tænker, tror og forestiller sig om verden, har vi ringe muligheder for at forstå hinanden.

Religionsundervisningens plads i kulturmødet
Og det er her skolen kommer ind. Den bør i langt større omfang være med til at gøre kulturmødet til en frugtbar situation, der kan være med til at forebygge, at kulturmødet ender med et kultursammenstød, der på ingen måde kan være til gavn for nogen som helst.

Skolen skal være et mødested for de forskellige kulturer og deres syn på verden, og hvordan man kan leve sit liv. Skolen skal være åben over for de mange kulturer, der findes og sørge for, at undervisningen tager højde for den kulturelle differentiering, der eksisterer. Skolens opgave bliver således at åbne sig mod den verden eleverne er en del af for at tilbyde dem en indsigt i den mangfoldighed tilværelsen heldigvis rummer.

Denne åbning gælder både til samfundet uden for skolen og til den mangfoldighed, der i dag eksisterer i de fleste klasserum. Det har altid været skolens opgave at opdrage og danne eleverne til samfundet. Det skal den blive ved med at gøre. Men hvor skolen tidligere ensrettede eleverne i en bestemt kulturel og religiøs retning, skal skolen i dag præsentere fortolkninger og forståelser af tilværelsen for eleverne, så de tilegner sig viden om andre mennesker og deres kulturer. Eleverne skal have kendskab til såvel det kendte og trygge som det ukendte og fremmede.

Alle børn har forestillinger om, hvordan verden ser ud. Men disse forestillinger er langt fra sammenhængende og tilstrækkelige til at kunne danne baggrund for en orientering i en kompleks tilværelse, der hele tiden er i bevægelse. Der er ikke mange steder, hvor eleverne i dag for alvor kan forholde sig til forskellige tilværelsesfortolkninger. Skolen er snart sagt det eneste sted. Det er i hvert fald det mest oplagte sted, fordi alle børn sætter deres ben i skolen.

Så skolen bør frem over benyttes som et sted, hvor der er fokus på de store spørgsmål i livet, og hvor eleverne har mulighed for at reflektere over dem. Skolen – og i særlig grad religionsundervisningen - skal være et mødested for kulturerne og dermed for de forskellige måder man kan orientere sig i verden på og finde sit eget ståsted og sin egen livsopfattelse.

Religionsundervisningens fremtidige fokus
Hvad skal undervisningen så fokusere på, så den kan blive et relevant mødested for kulturel udveksling og forståelse?

Mange religionsdidaktiske undersøgelser* munder ud i behovet for et mere åbent kulturelt mødested for eleverne. Undersøgelserne peger i retningen af, at religionsfaget i skolen i fremtiden skal formes som et fag, der har kulturer og livsholdninger som omdrejningspunkt. Hvis vi ser på undersøgelsernes resultater, så falder de i tre grupper.

Den første gruppe fremhæver, at eleverne i skolen sjældent har klare religiøse overbevisninger, der uden videre kan kategoriseres i den traditionelle måde at opdele religionerne på. Eleverne har ikke en livsopfattelse, der for eksempel enten er en entydig kristen, muslimsk eller jødisk opfattelse.

De har et slags livssynskort, de anvender til at forstå verden med. Ofte er disse livssynskort en blanding af flere forskellige religiøse og kulturelle holdninger. Selv om vi er vant til at tale om religionerne som faste trosmæssige størrelser, der giver et samlet billede af tilværelsen, så er det ikke den forestilling eleverne har. De tænker sjældent i eksklusive religiøse opdelinger. Når vi normalt udformer religionsundervisningen med base i vestlige, østlige og naturfolksreligioner, så vækker det ikke genklang hos eleverne.

Denne måde at rubricere religionerne er en akademisk måde at anskue religiøse overbevisninger på, som ligger fjernt fra elevernes. Undersøgelserne peger på, at undervisningen i langt højere grad skal tage afsæt i elevernes synkretistiske tilgang til forståelsen af tilværelsen og så senere komme ind på de klassiske religioner som eleverne så kan spejle deres livsopfattelser i.

Undersøgelser peger på nye krav til undervisningen
Den anden gruppe af undersøgelser fokuserer på, at der blandt eleverne er mange problematiske og fejlagtige forestillinger af, hvad de enkelte religioner egentlig står for. Kendskabet til det reelle religiøse indhold er meget beskedent. Her lægges der vægt på, at eleverne ofte har en forkert opfattelse af religionerne på grund af, at mange medier tit skildrer religionerne og religiøse forhold i en konfliktfyldt kontekst. De fleste elever har det meste af deres viden om religion fra medierne.

Pointen i undersøgelserne er, at det langt fra er nok, at religionsundervisningen behandler de enkelte religioner og forskellige trosopfattelser. Det er i stor udstrækning også et spørgsmål om, hvordan vi taler om dem.

Det stiller tre krav til undervisningen. For det første et krav om, at undervisningen tilrettelægges, så eleverne tilegner sig den korrekte viden om religionernes indhold, så de ved, hvad religionerne står for. For det andet et krav om, at undervisningen skal føre frem til, at eleverne skal kunne forholde sig til religionernes betydning for det enkelte individ og samfundet, så de på et oplyst grundlag selv kan forholde sig til religionernes anvendelighed som tilværelsesfortolkning.

For det tredje et krav om en kritisk tilgang til religionernes placering i det senmoderne samfund, hvor religionerne kun er en del af de forskellige kulturer, der eksisterer. Religionsundervisningen må ikke blive empatisk, så den skjuler de komplekse og konfliktfyldte sider religionerne kan rumme i en åben og globaliseret verden. Og undervisningen må ikke favorisere eller foretage en indføring i en særlig religion. Det vil være i strid med en pluralistisk tilgang til kulturerne.

Undervisningen som alternativ til mediernes billede
Den tredje gruppe af undersøgelser ser undervisningen som en del af et projekt om at beskæftige sig med den mangfoldighed, der er i dagens samfund. Mange børn og unge har som nævnt deres informationer om kultur og religion fra medierne, hvor der hyppigt sættes dagsordner, hvor forskellige religiøse aspekter indgår.

Men det er i lokalsamfundet, at eleverne fysisk støder på den kulturelle mangfoldighed. Det er her de møder mennesker med andre opfattelser af tilværelsen. Og det er den situation skolens religionsundervisning skal rettes mod. Hvis eleverne skal have en mulighed for at forstå de mennesker, de møder på deres vej i deres nære omgivelser, så skal skolen udruste eleverne med en forståelse af den kulturelle mangfoldighed og dens betydning.

Det vil kunne reducere en række konflikter mellem mennesker, der ikke forstår eller kan acceptere hinanden på grund af ukendskab til, hvordan de hver især lever. Hvis vi ikke ved, hvorfor naboen går anderledes klædt, spiser noget andet mad og ikke holder jul, så kan vi ikke mødes på lige fod.

De religionsdidaktiske undersøgelser fokuserer næsten alle sammen på, at undervisningen bør tilrettelægges, så kulturerne mødes, så deres tilværelsesopfattelser kan diskuteres blandt eleverne. Det er ikke nemt, men det er nødvendigt, hvis man vil undgå, at vi bliver fremmede over for hinanden.

Da der er mange forskellige kulturelle og religiøse livsopfattelser til stede i et klasseværelse, og eleverne møder forskellige livsopfattelser og livsforståelser i alle dele af samfundet, bør undervisningen i religionsfaget i skolen skabe rum og åbenhed for, at eleverne kan tyde, tolke og forstå tilværelsen med udgangspunkt i deres egne erfaringer og opfattelser af verden og dens mangfoldighed med afsæt i de forskellige kulturer de møder.

Som nævnt er kulturmødet en kendsgerning flere steder i det danske samfund. Et kulturmøde er en proces, hvor mennesker med forskellige kulturelle baggrunde lærer hinanden at kende – denne proces kan lige så godt lade begynde i skolens religionsundervisning.

*Andreassen, Bengt-Ove (2008): Konfliktperspektiver i religionsundervisning og religionsdidaktikk – en bredere og bedre tilnærming til religion? Acta Didactica Norge, vol. 2 (1).

Skeie, Geir (2009): Power to the People! Dialogue and Conflict in the Light of Classroom Interaction Studies, i Ina ter Avest m.fl. (red.): Dialogue and Conflict on Religion. Studies of Classroom Interaction in European Countries. Münster: Waxmann Verlag.

Von der Lippe, Marie (2009): Scenes from a Clasroom – Video Alaysis of Classroom Interaction in Religious Education in Norway, i Ina ter Avest m.fl. (red.): Dialouge and Conflict on Religion. Studies of Classroom Interaction in European Countries. Religious Diversity and Education in Europe. Münster: Waxmann Verlag.

Winje, Geir (1997): Religiøsitet blant unge i 90-åra. Notat fra Forskningsdagene ‘97 ved Høgskolen i Vestfold (www-bib.hive.no/tekster/hveskrift/notat/1997-3/a13.html)

Stig F. Sørensen har netop udgivet bogen "Fagdidaktik i religion" på forlaget Frydenlund.