Jul i Singapore: Julen fejres også af ikke-kristne, ligesom kristne også fejrer kinesisk nytår

I Singapores "Christmas Wonderland" kan man blandt andet opleve en 40 meter lang lystunnel, der består af flere end 60.000 LED-pærer. Foto: Roslan Rahman/AFP/Ritzau Scanpix

Hvordan fejrer man – både normalt og i år – julen i de danske kirker i de lande, som ikke er kristne? Seriens andet afsnit fortsætter i Singapore

Carl Bjarkam er præst i den danske sømandskirke i Singapore.

”Generelt fylder julen lige så meget i Singapore som i Europa. Der hænger julepynt i gaderne mange steder, og alle shoppingcentre med respekt for sig selv har opstillet et kæmpe juletræ og en overdimensioneret julemand, der kan vinke og sige ho, ho, ho på landets fire officielle sprog: Engelsk, kinesisk, malay og tamilsk,” fortæller han.

Singapore er en sekulær stat omgivet af muslimske lande. I Singapore er cirka 20 procent af befolkningen buddhister, 20 procent er kristne, 20 procent er hinduer, og resten er taoister, muslimer, ateister og andet.

”Som mange andre asiatiske lande er Singapore i denne tid derfor præget af et mix mellem den amerikanske julemand, julen som forbrugsfest, kristen højtid og opvarmning til det kinesiske nytår, der i 2021 finder sted i februar. Det er altså kort og godt en blandet landhandel. Men det er ganske hyggeligt, og ser man bort fra den tropiske hede, myggene, edderkopperne, aberne og junglen omkring vores sømandskirke, så kan man godt komme i julehumør,” fortæller Carl Bjarkam.

For midt i det hele er der også julemænd og julepynt overalt.

”Men her venter de trods alt til slutningen af november, før pynten kommer op. Og ja, kristne i Singapore holder jul med juletræ og alt det andet, der hører sig til. Der er også mange ikke-kristne, som fejrer julen. Ligesom at ikke-kinesere også giver gaver, når det er kinesisk nytår,” siger Carl Bjarkam og fortsætter:

”Der er også masser af kristne gudstjenester, som er åbne for alle. For selvom staten er sekulær, har den et præg af konservativ kristendom over sig. Der er kirker på hvert et gadehjørne, og kristendommen er en anerkendt religion i landet.”

Den danske sømandskirke i Singapore holder normalt en julegudstjeneste, hvor der er fuldt hus – det vil sige cirka 100 mennesker – og efterfølgende en spisning for cirka 25. Det er danskere med ægtefæller – og eventuelle udenlandske – som typisk deltager. Men i år bliver det anderledes:

”I år holder vi tre gudstjenester med max 50 forsamlede per gang. Vi har også kun tilladelse til at samles 50 til gudstjeneste. Det bliver uden sang, for det er også forbudt, og uden orgel - og med maske, afstand og alt det der. Vi må heller ikke lave mad eller forsamles mere end fem udenfor gudstjenesten, og derfor er der ingen julemiddag i år. Desværre. Singapore har meget hårde corona-restriktioner. Landet er isoleret fra omverdenen, og alle, der får lov til at rejse ind, skal sidde 14 dage i karantæne. Det betyder med andre ord husarrest. Men til gengæld er her kun 1-2 nye smittetilfælde om dagen,” fortæller Carl Bjarkam, og slutter med et fromt håb:

”Vi forsøger bare at overleve økonomisk, og ser meget frem til bedre tider.”