Føniksfuglens symbolik findes både i Kristus, vintersolhverv og nytårsaften

Føniksfuglen brænder og genopstår af sin egen aske. Jesus levede, døde og genopstod. Og når et år er omme, begynder et nyt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en sekulariseret tid kan det umiddelbart synes som om, de gamle myter har mistet deres kraft. Men hvis vi leder under overfladen i det ubevidste, kan vi finde myternes liv i vores egne traditioner. Således findes myten om føniksfuglen gemt i nytårsfejringen

Nytårsaften: Et år har sluttet ring, et nyt skal begynde, og året skal starte på ny. Nytårstraditionen handler om at starte forfra, hvilket ikke blot eksemplificerer sig i nytårsforsætter, men faktisk i hele nytårsfestligheden. Med nytåret kommer chancen for en ny start og kan derfor opleves som en slags genfødsel til nyt liv.

Føniksfuglen
Går vi tilbage i den fantastiske skat af myter, som har sat spor i menneskene, finder vi et fabeldyr, hvis myte faktisk ligner nytårsritualet. Dette fabeldyr er føniksfuglen. Føniksfuglen er en stor, smuk, ørnelignende fugl med rød og gylden fjerpragt. Den bliver meget gammel, og når den er gammel nok, brænder den i sin rede, men en ny ung føniksfugl opstår af asken. Sådan fortsætter den ud i evigheden.

Solfugl og kristussymbol
Føniksfuglen bliver omtalt vidt og bredt i mange forskellige sammenhænge. Den tidligste narrative myte om føniksfuglen, som man kender til, stammer fra det femte århundrede f.Kr., hvor den kædes sammen med solen. Historieskriveren Herodot fortæller, at føniksfuglen flyver fra Arabien til Heliopolis hver 500. år og begraver sin far i solens tempel. Heliopolis lå i det gamle Egypten og var centrum for en dyrkelse af solen og solguden Re, hvis fremtrædelsesform netop er en fugl. Allerede her forbindes føniksfuglen med et overgangsritual fra det gamle til det nye, men altså også med solen. Føniksfuglen kaldes da også for solfuglen, blandt andet af Grundtvig i salmen ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre”.

Først i det andet århundrede e.Kr. hedder det, at føniksfuglen brænder op. Samtidig bliver den symbol for Kristus. Det oldkristne naturhistorieværk Fysiologus fortæller, at føniksfuglen flyver til Heliopolis for frivilligt at lade sig brænde på et bål, hvorefter en lille orm dukker op fra asken og bliver til den nye føniksfugl efter tre dage. Sammenhængen med Kristus, som ligeledes dør frivilligt og genopstår på tredjedagen, er her mere end antydet.

Nyt liv
Som kristussymbol og symbol for solen står føniksfuglen for overgangen fra gammel til ny. Og et bestemt tidspunkt på året fejres begyndelsen på både solen og Kristus. Engang var jul, nytår og vintersolhverv den samme fejringsdag. De forskellige årskalendere, som er blevet brugt gennem historien, har senere adskilt de tre fejringer, men vi kan faktisk se fejringerne samlet i føniksfuglens symbolik: ved vintersolhverv dør den gamle sol, for at en ny kan begynde. Kristi fødsel forynger verden med nyt liv, håb og lys. Og så nytåret, hvor kalenderåret begynder på ny. Sammen og hver for sig står fejringerne for fornyelse og nyt liv, præcis som myten om føniksfuglen.

Det gamle år skal brændes
Måske er det da heller ikke en tilfældig måde, nytåret bliver fejret på.

Føniksfuglen brænder op for at blive ung igen. Nytårsfestlighederne i vor tid lader det gamle år brænde i fest og fyrværkeri, for at det nye år kan begynde. Selve fejringen af nytåret fungerer som føniksfuglen: det forældede forsvinder og giver plads til en ny, ung udgave af samme art. Nytårsmorgen er det da også næsten som om, året ligger hen i aske, og et nyt år forsigtigt titter frem gennem tågen. Man kan derfor sige, at føniksfuglen på en vis måde dukker op, lige netop når et gammelt år slutter og et nyt begynder.