Analyse

Ritualers sociale betydning er omskæringsdebattens blinde vinkel

"Både omskærelsesdebatten og nogles corona-adfærd afslører et dansk samfund, der er kommet på afstand af det fællesskabsgenererende og vigtigheden deraf," lyder det fra Marianne Schleicher, ph.d. og lektor i jødisk religion ved religionsvidenskab, Aarhus Universitet. Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix

I den danske omskærelsesdebat glimrer forståelsen for ritualets sociale betydning ved sit fravær. Det vidner om en omsiggribende individualisme, der ikke kan genkende betydningen af forpligtende fællesskaber, skriver Marianne Schleicher, ph.d. og lektor i jødisk religion ved religionsvidenskab, Aarhus Universitet, i denne analyse

Debatten om religiøs omskærelse af drengebørn har sjældent forholdt sig til, at religions primære styrke er gennem ritualer at tilbyde fællesskab og tilhørsforhold. Endvidere vidner en stor del af modstandersidens debatindlæg om en ekstrem individualisme, der konstant påberåber sig individets ukrænkelighed og ret til egne valg.

Den ekstreme individualisme er endda blevet så udbredt, at nogle i en tid med coronavirus blot kan påberåbe sig den for at legitimere egne individuelle behov for fest og samvær uanset sundhedsskadelig, sågar dødelig effekt i andre rækker end egne robuste. Med andre ord afslører både omskærelsesdebatten og nogles corona-adfærd et dansk samfund, der er kommet på afstand af det fællesskabsgenererende og vigtigheden deraf.

Med jødisk religionshistorie som eksempel opnås et glimt af omskærelsesritualets mange betydninger. For små 3000 år siden kom man som Sippora, Moses’ kone, gennem deltagelse i sønnens omskærelseshandling ind i et fællesskab under slægtsgudens beskyttelse og velsignelse (Anden Mosebog, kapitel 4). Israelitternes udformning af omskærelse som et tværsnit modsat ægypternes snit på langs af forhudens overside blev siden anledning til at markere, at israelitiske mænd ikke ville ligne ægyptiske, men hørte sammen i et fællesskab, der dyrkede guden Jahve (Josvabogen, kapitel 5).

Omskærelsen som symbol markerede også håbet om en aktivering og optimering af en mands avlekraft, således at han kunne bidrage til slægtens og dermed folkets overlevelse. Af den grund udpegede Gud netop penis som stedet, hvor Abraham og husstandens mænd skulle omskæres. Omskærelsen medførte samtidig en rituel renhed, som krævedes for, at en mand kunne deltage i det kultiske fællesskab i templet (Første Mosebog, kapitel 17).

Omkring vor tidsregnings begyndelse kom jøders omskærelsesritual under især politisk pres. Hellenske konger og romerske kejsere forbød omskærelse. De forfulgte, ja dræbte jøder, der insisterede på det identitetsgivende ritual og mærke. Andre jøder skjulte deres omskærelse for at få adgang til social opstigning og assimilation i græsk-romersk kultur. De tidlige rabbinere intensiverede derfor omskærelseshandlingen ved at kræve, at ikke kun det yderste af forhuden, men forhuden fra penishovedets begyndelse og frem blev skåret af, for at forhindre, at man prøvede at skjule sit jødiske tilhørsforhold under de eksilske levevilkår.

Omskærelsen fik her nye betydninger: Den skulle sikre en tilbagevenden til et eget land og nationalt fællesskab, værne mod død, dårligdom og dæmoner, give adgang til frelse til den kommende verden og skabe en kultisk ren del på kroppen, så Gud kunne påkaldes for at helbrede, bringe liv og frelse også i eksilet.

I kontekst af jødiske mænds studiefællesskaber i tidlig middelalder fejrede fædre deres sønners omskærelse og tildelte hinanden forskellige roller og liturgiske replikker. Da ritualet rykkede ind i synagogen, forsvandt kvinder gradvist som deltagere, hvilket afslører omskærelsens intensiverede betydning for jødisk maskulinitet.

Moderne religiøse jødiske retninger fastholder omskærelse som et ufravigeligt pagtstegn, mens sekulære jøder er begyndt at opfinde alternative ritualer til markering af børns indlemmelse i et etnisk-jødisk fællesskab. Men uden fællesskab, ingen jødisk identitet. Lægefaglig repræsentation ved eller udførelse af omskærelse er i dag en selvfølge, og der anvendes bedøvelse tilpasset barnets tarv, da jødiske forældre netop vælger omskærelse for deres børn, fordi de vil dem det bedste ud fra deres verdensanskuelse, herunder give dem adgang til det jødiske menighedsliv.

Når omskærelsesdebatten i Danmark har glimret ved en meget ringe forståelse for religiøse gruppers vægtning af det sociale, vidner det samtidig om en individualistisk majoritetskultur, der ikke kan genkende betydningen af forpligtende fællesskaber og tilhørsforhold. I krisetider som under corona er individualismen en samfundsmæssig trussel, for hvor længe vil vi værne om gruppen, når vi også individuelt gør krav på at udfolde os?