Reportage

På roadtrip gennem Indiens religioner

"Burkaklædte kvinder med børn. Arbejdende sikh’er med støvede hovedturbaner i falmet rød, lyserød, blå og gul. Hindukvinder med farvestrålende sarier, raslende armbånd, sort kohl under øjnene og røde mærker i panden. Frække drenge, der løber ærinder og leger mellem madsøgende køer, løse hunde, pop-up-skræddere og få omvandrende buddhistnonner. Muslimske mænd med hennafarvet hår og lange skæg." Cand.mag i religionsvidenskab, Trine Brix, rapporterer fra et pulserende og religionsopblandet Indien. Foto: Mogens Sandberg

"Vi var taget til Indien. Det land, vi alle tre havde drømt om længe. Den ene af os for at fotografere landets eksplosion af farver. Den anden for at købe tekstiler og den tredje for at inhalere Indiens kalejdoskop af religioner og religiøse tendenser." Cand.mag. i religionsvidenskab mødte den religiøse virkelighed i Indien

SMÆLD!

Vi farer alle tre sammen ved lyden af den høje lyd fra siden på bilen. Forskrækkede vender vi os hurtigt mod venstre bagende, hvor smældet kom fra. Udenfor ser vi to spinkle indiske mænd balancere med en tungt læsset cykel mellem sig. De bevæger sig langsomt midt på den brede vej i den pulserende biltrafik, der endnu engang er proppet til. Den ene af mændene har tydeligvis lige givet vores bil et hårdt slag og han forsøger midt i virvaret at få øjenkontakt med vores chauffør.

Cyklen mellem de to mænd er næsten forsvundet i et bundt af plastikflasker, der til sammen danner størrelsen af halvanden fuldvoksen elefant. Begge mænd sveder allerede synligt i den stigende februarsol, de er slidte i huden og i blikket, der nu har fanget vores chafførs. Han griner og vinker ud til dem med et nik, og deres sammenbidte ansigtsudtryk forvandler sig til brede smil og et beklagende vip med hovedet. De sakker bagud. Vores bil er igen i bevægelse ind mod Old Delhi.

”Det er klappen foran mit benzindæksel” forklarer Gobi, den fysisk og mentalt tilbagelænede sikh, der de næste uger skal fragte os rundt mellem Delhi, Jaipur i Rajasthan, Agre i Uttah Pradesh og til sidst tilbage til Delhi, hvor aftenflyet skal løfte os sydpå til Goa.

”Den går hele tiden op, klappen, og han forsøgte at lukke det. Det kan han ikke”. Han smiler. ”Det går bare op igen”. Vi ser os tilbage gennem bilens bagrude. Det eneste der er at se mellem biler, rickshaws, oksetrukne kærrer, knallerter, cykler, løse hunde, støvkorn i solen og fodgængere der dødsforagtende krydser gaden, er toppen af plastikbjerget på hjul.

Massemorgenmad i Sikh-templet
For kun en halv time siden befandt vi os i et anderledes tavst, ubevægeligt menneskehav, der mellem Sikh-templets hvide marmorvægge lyttede til Gurbani som en meditativ start på dagen. Ordet refererer til de hellige hymner, som er nedskrevet i sikhernes hellige bog Guru Granth Sahib.

Hymnerne indeholder åbenbaringer fra de 10 sikh-guruer, men også fra mystikere fra sufi-islam og hinduisme. Bogen ligger under morgenceremonien blottet i templets midte, flankeret af religiøse musikere, og under ceremonien flyder kombinationen af poesi, vejledning og musik ind i den enkeltes sind og skaber balance mellem individ, menighed og omgivelser; templet, naturen, universet.

Som gæster er også vi barfodede og bærer alle en lånt orange hovedbeklædning, som i morgendisen danner stærk kontrast til det store hvide bygningsværk med guldbelagte kupler og den kolosale kunstigt anlagte hellige sø, som støder op mod templets tilhørende skole og hospital. Templet har økonomiske midler. Det ses tydeligt, ikke mindst i det store folkekøkken, hvorfra alle som ønsker det, og det gør mange tusinde indere, bespises hver morgen. Gæstfriheden gælder alle uanset religiøst tilhørsforhold, men det er kun sikher, der arbejder i køkkenet.

Osen bærer de mange dufte med sig, og der arbejdes i stilhed. Majoriteten af dem er frivillige. Mænd og kvinder, ældre, børn og midaldrende steger grøntsager og linser, bælger bønner, ælter dej og bager naanbrød og chapatis. Det vi ser er nyt for os, men ikke for de lokale.

Den inkluderende madtradition stammer helt tilbage til 1500-tallet og danner kontrast til det Indien, der trods Mahatma Gandhis anstrengelser stadig praktiserer kastesystemet. I de engelsksprogede indiske aviser ser vi oven i købet, at flere ægteskabsannoncer indeholder kasteoplysninger.

Også denne morgen i Sikh-templet passer vi godt på vores fordøjelsessystem. Også vi har hørt alle horrorhistorier om Delhi-belly, og vi slipper afsted med at takke nej til smagsprøver. Det er jo ikke for ingenting, at vi flere gange i timen har centrifugeret desinficerende sprit rundt i hænderne siden ankomsten. Vi er faktisk nærmest sygeligt optagede af ikke at koble hånd og mund i overbevisningen om, at en indian quickstep helt sikkert kan ødelægge turen.

Så meget desto større er desperationen, da vi intetanende fanges i køen på vej ud af tempelområdet. Inderne foran os rækker en for en hånden ud mod sikh’en i glasboden, og han kvitterer med at lægge en snasket brun masse fra en kæmpe gryde i modtagerens hånd. Den spises øjeblikkeligt, før den næste får.

Vi overvejer at flygte fra køen. Det går ikke. Det ville være så uhøfligt. Vi mumler panisk ”åh nej, nu er alt tabt” til hinanden mellem tænderne, mens vi bærer et meditativt morgenrituelt halvsmil på læberne.

Det bliver vores tur. På skift rækker vi nødtvunget hånden frem. Stadigt med respektfuld ro.

Og så sker det.

Flere dages påpasselighed synkes med en spiseskefuld stor sødlig, brun, lun masse modelleret i en fremmed mands handskeløse hånd. Det her er så imod alle apotekerdamens regler. Massen glider langsomt ned, mens Gobi kigger højtideligt på os. Munden, svælget, halsen, maven.

Vi smiler taknemmeligt og martres af forestillinger, der ikke tjener dagens lys, - og som skulle vise sig helt unødvendige.

Arrival: Old Delhi i myldretid
I Old Delhi møder vi den lokalguide, der skal tage os gennem de gamle markeder, og sammen prajer vi en motordrevet rickshaw til formålet.

Chaufføren maser sig standhaftigt ind i vrimlen, mens andre passagerer glider forbi os i alle afskygninger og fra alle retninger. Burkaklædte kvinder med børn. Arbejdende sikh’er med støvede hovedturbaner i falmet rød, lyserød, blå og gul.

Hindukvinder med farvestrålende sarier, raslende armbånd, sort kohl under øjnene og røde mærker i panden. Frække drenge, der løber ærinder og leger mellem madsøgende køer, løse hunde, pop-up-skræddere og få omvandrende buddhistnonner. Muslimske mænd med hennafarvet hår og lange skæg.

Larmen er ubeskrivelig, og vi bevæger os fra stank til duft til stank og duft, fra gaden med bryllupsinvitationer til gaden med pengeskabe, fra krydderimarkedet og til gaden med glitrende lastbilspynt i lange baner. Der bæres rissække på hovedet, køleskabe på cykler, der transporteres tykke turister og friske appelsiner.

Fødder fra sovende arbejdere stikker ud fra parkerede rickshaws, hylder på reoler og stablede kasser. Det er der, det hele, og betydningen af en hård dag på jobbet slår os i ansigtet som et pisk med en hellig kohale.

Superstjerner i Jama Masjid-moskeen
Pludseligt reduceres mylderet i gaderne. Der kaldes til bøn, det er fredag. Alle andre, end de religiøse muslimer, knokler, vrimler, handler, snakker og husererer uforstyrret videre. Efter fredagsbønnen får også vi lov at komme ind i Jama Masjid, moskeen fra 1600-tallet, som kan huse op mod 25.000 bedende muslimer på en gang.

Mens vi står på bedepladsen i vores lejede tildækningskåber, bliver guidens ordstrøm om muslimernes helligsted afbrudt.

”Picture?” En ung dreng på 15-16 år holder respektfuldt sin mobil frem til en selfie. Hvorfor ikke, ræsonnerer vi, og før vi ved af det, poserer vi i bedste Lady Gaga -stil med en ung mand, der fra hans ansigtsudtryk at dømme lige har gjort det vildeste scoop.

”What was that?” spørger vi desorienterede guiden, en 25-årig ung fyr med stonewashed cowboybukser, stålindfattede briller, en bachelor i Tourism and Economics og en ægte kunstners forkærlighed for teaterdrama.

”We just like to take photos with foreigners” svarer han med et skulderkast, mens vi til hans store ro omringes af to, fem, ti, fjorten nye unge mænd, alle med mobiler. Samme høflige alvorlige ”så så man lige mig-blik”, før der trykkes på udløseren. Vi lader os gribe af stemningen og kaster os de næste minutter ind i en sær samhørighed med disse ivrige dokumentarister. I dag findes vi så med spændte Mona Lisa-smil i en flok fremmede inderes fotoalbums - 95% heldækkede i vores lejede klæder.

Kunsten at sove med 20.000 rotter
Efter nærmere bekendtskab med vores kloge, sympastiske unge guide ved vi, at han er hindu, faktisk ”a descendant from god”. At han ikke ser den store grund til at forklare forskellene mellem buddhisme og hinduisme: ”De udspringer af den samme sandhed om reinkarnation, karma, udfrielse. Hvorfor skelne?”

Om man kalder det Moksha eller Nirvana er ikke vigtigt, siger han helt udramatisk, og den lyttende cand.mag. i religionsvidenskab må bide sig i kinden for at klare dette frihop væk fra religionsfaglig kategorisering. Der er jo de facto forskel på hinduismen og buddhismen.

Okay. Vi lader den ligge.

Da vi har forladt gadeplanets mylder og larm og befinder os på et af Old Delhis flade tage, fortæller guiden over en kop dampende masala chai, at han stammer fra Deshnoke i Tharørkenen. Her findes Karni Mata, også kendt som rottetemplet, og vores guide har mere end sporadisk lokalkendskab til det velbesøgte tempel.

Som bysbarn forpligter han sig hvert år til at sove ni døgn i templet, mens han arbejder frivilligt med rengøring og klargøring til besøgende. Ved de lejligheder sover han sammen med rotterne, der med deres antal på over 20.000 ikke kan holdes ude fra soverummene. Vi spørger, om han ikke er bange for, at de skal bide ham, mens han sover?

Han sipper til sin te og ser så på os. ”De bider ikke. Det er jo ikke almindelige rotter”. Venligt. Tålmodigt. Vi afventer hans videre svar, mens vores blodårer slår knuder på sig selv hele vejen op ad skinnebenene.

”De er kabbas, inkarnationer af det guddommelige. De har boet i templet i flere hundrede år”.

Vi nikker. Betragter de røde og blå drager, som voksne og børn leger med på nabotagene. Eftertænksomt drikker vi vores chai og lader blikket glide videre hen over Old Delhis utallige hustage. Også heroppe ligger mænd og sover, alene eller i små klynger. ”De har pause fra arbejdet og samler kræfter”, forklarer guiden, mens vi begiver os ned mod gadeplan, hvor vi tager afsked.

Splitterravende nøgen jainistisk munk
Foran os har vi nu en række længere køreture med Gobi. Timer med indisk ustoppelig instrumentalmusik og en udsigt, der ikke tillader smålure på bagsædet. Vi skal ind i delstaten Uttah Pradesh, og vi passerer ladvogne med dyr og mennesker, der hviler op ad hinanden.

Små huse malet i lavendel, lysegul, lyserød og blågrøn med bavianer og påfugle på tagene. Personbiler med op til fem passagerer mere end dansk lovgivning ville tillade, og tiggere, der går ugeneret og ugenert rundt mellem biler ved landevejsafgift-kontorerne.

I Danmark skærmer vi os fra de store hovedveje, i Indien foregår livet netop her. Det er her trafikanterne er, så overalt langs de store veje ser vi restauranter med knaldgule billboards med postkasserød tekst. Tomme containere vendt om, så de kan bruges som åbne frisører, barberer, kiosker, altre til tilbedelse af hinduistiske, kristne eller buddhistiske helligdomme.

Vi drøner forbi unge mænd, der smiler genert og smigret til vores kameralinse fra sovebussernes øverste vinduer. Vintage Massey Ferguson-traktorer bringer nybrændte mursten til byggepladserne, og konstant lyder de høje bilhorn, der varsler om glidende indenoms- og udenomsoverhalinger. Teksten ”Blow Horn” er kunstfærdigt håndmalet på bagsmækken af alle lastbiler med blinde vinkler, mens kolosale vejskilte portrætterer heltinder i blafrende vind med teksten: ”Don’t dream – do”.

En splinternøgen munk går i vejkanten flankeret af ti-tolv andre jainister, der bærer store smukke faner på deres vej mod templet. ”Look! Flags!” udbryder Gobi og peger, tilsyneladende helt upåvirket af den fine, helt ubehårede midaldrende mand, som flagbærerne omringer på deres vandring. Centralt for jainismen er både askese, faste og nøgenhed for munkene.

Og hvorfor så det? Jo, for alt i verden ses som levende; planter, ild og jord. At dræbe levende organismer i jorden er ikke risikoen værd, og en asketisk livsførsel gør det lettere at leve et ikke-voldeligt liv og hermed nærme sig den evige forløsning.

Vi glider alle tre væk i egne tanker, mens Indiens rapsmarker, landsbyer, landevejsrestauranter og dyreliv glider forbi os. En rejse i Indien er en rejse i religion. Ikke som i bøgerne og i medierne. Facetterne og nuancerne kan ganske enkelt ikke indfanges uden brug af alle sanser i realtid. Begrebet multikulturel løftes op til et nyt niveau, og enhver med interesse for religion, samfund og mennesker burde unde sig rejsen gennem Indiens stier, veje og stræder blot én gang i sit liv.

Når religion bliver ekstrem
Selvfølgelig skal religionskonflikterne mellem især muslimer og nationalistiske hinduer ikke fejes ind under gulvtæppet til fordel for en kæbetabende forbavselse over indernes evne til at leve side om side i et sandt patchwork af livsopfattelser. Men det er svært ikke at lande dér i bevidstheden, når man rejser i Indien.

Der er dog ingen tvivl om hindunationalismens kraft i det moderne Indien.

Det blev for mig tydeligt, at en 18-årig kvinde betalte med sit liv for Rajasthans hindunationalistiske værdier, da jeg i 2000 skrev speciale om Roop Kanwars rituelle død. Hun besteg under hinduistisk glorificering sin mands ligbål som del af den ulovlige rajputtradition Sati, også kendt som suttee.

Og efter terrorangrebet på 46 indiske politimænd i Kashmir, som finder sted under vores roadtrip, bliver det igen klart, at den muslimske minoritet i Indien står for skud. Især de hinduistisk konservative aviser i sydindien giver efter angrebet i Kashmir spalteplads til konfliktstof og en hård retorik mod landets muslimer.

Gobi drejer ind på en mindre tankstation for at fylde op. En stor rød toyota står allerede og glimter i aftenlyset, mens ejeren tanker færdigt, retter på sine Raybans og sætter sig ind for at køre.

Bag affaldscontainerne ved siden af den lille tankbutik stritter fire sorte, lådne ben lige op i vejret. En hellig død ko venter på afhentning, mens de indvendige gasser spiler den langsomt op.

Solen går ned. Gobi sætter bilen i bevægelse og blinker ud i trafikken. Kaster et blik i sit sidespejl og tænder igen for musikken. Vi fortsætter mod øst.

Der laves mad til tusindvis af sultne i templets store folkekøkken. Foto: Mogens Sandberg
Sikh-templet i Delhi. Foto: Mogens Sandberg
Kameltransport. Foto: Mogens Sandberg
Old Delhi. Foto: Mogens Sandberg
Frivillig medarbejder i Sikhtemplets folkekøkken. Foto: Mogens Sandberg
Børn på vej til skole. Foto: Mogens Sandberg
Indiens hellige køer er at finde alle steder: I vejkrydset, midt på markedspladsen, i strandkanten, i butiksåbningen. Alle finder deres vej rundt om dem; på scooter, i rickshaw, lastbil, gående, bærende, cyklende. Foto: Mogens Sandberg
Kører du gennem Indien, får du øjenkontakt med fremmede på ladet af bilen foran, siddende bag på motorcyklen eller på bagsædet af en rickshaw. Eller i det åbne busvindue som her. Her er det hvilende, observerende blik på omverdenen endnu ikke aflyst til fordel for fordybelsen i mobilen, når tiden er lang. Foto: Mogens Sandberg
Unge drenge laver sjov fra bussen. Foto: Mogens Sandberg
Turbanudsalg i Raipur, Rajasthan. Foto: Mogens Sandberg
Slangetæmmer. Foto: Mogens Sandberg
En vogn fyldt til bristepunktet. Foto: Mogens Sandberg
Nybrændte mursten transporteres gennem Delhi. Foto: Mogens Sandberg
Ledningsnettet i gaderne kan give de fleste vesterlændinge dårlige nerver. Aberne i Jaipur, Rajasthan, kaster sig ikke desto mindre ud i dem med stor begejstring. Foto: Mogens Sandberg