Muslimske stemmer

Rushy Rashid: Jeg har fravalgt at lade mænd misbruge min religion

Det var ikke svært for journalist og forfatter Rushy Rashid at flytte til Danmark, for Grundloven flugtede fint med de muslimske værdier, hun kendte fra Pakistan. Hun mødte dog i danske moskéer et andet og mere konservativt syn på islam, som hun ikke var enig i. Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Journalist og forfatter Rushy Rashid forbinder sin muslimske tro med ro, tryghed og næstekærlighed, og hun har i sit voksenliv gjort op med doktrinære forbud

Det er tidligt på dagen i Pakistan og en kvinde, der netop har afsluttet sin tidlige morgenbøn, sætter sig på sin nieces seng. Hun tager den lille piges hoved i sit skød, mens hun vugger blidt fra side til side og reciterer vers fra Koranen.

Sådan udspiller et af de tidligste barndomsminder om tro sig for forfatter, journalist og foredragsholder Rushy Rashid. Hun boede en del af sin tidlige barndom i bedsteforældrenes hus i Pakistan. Fasteren var hendes værge, mens forældrene tjente til dagen og vejen som fremmedarbejdere i Danmark.

”Jeg har et meget roligt og trygt forhold til tro”, fortæller hun. Som barn i Pakistan oplevede hun aldrig religion som noget, der blev dikteret eller krævet af hende.

”Jeg blev hverken tvunget til at bede fem gange om dagen eller faste eller noget lignende. Det var egentlig bare trygt og rart den måde, religionen var naturligt til stede i min hverdag på.”

Forældrene krævede særlig påklædning

Som 9-årig flyttede Rushy Rashid op til sin mor og far i Danmark. Forældrene havde efter adskillige år som fremmedarbejdere og senere gæstearbejdere indset, at de ville blive boende, og derfor skulle familien nu samles.

Overgangen til det demokratiske værdisæt i Danmark var ikke særlig stor for den pakistanske pige, husker hun.

”Der er rigtig mange værdier i Grundloven, som jeg genkender fra min opdragelse i et muslimsk samfund.”

Først i løbet af teenageårene oplevede Rushy Rashid en mindre frisindet side af islam. Det var da hendes forældre begyndte at styrke familiens religiøse rødder.

Rushy Rashids mor begyndte at tildække sig mere og gik fra at have båret et løst pakistansk tørklæde til at iføre sig det mere lukkede, arabiske tørklæde, som kaldes en hijab. Til Rushy Rashids store frustration begyndte forældrene også at stille krav til hendes påklædning.

”Jeg skulle have et tørklæde om halsen, og jeg skulle gå med tunikaer, der gik ned over numsen. Det var frustrerende dengang at gå anderledes klædt og føle, at man skilte sig ud.”

Kultur som benspænd

Ifølge Rushy Rashid har dogmatisme ikke som sådan noget med religion at gøre. Hun mener i stedet, at det er kultur og traditioner, der eksempelvis får forældre til at presse religionskonservative regelsæt ned over hovederne på deres børn:

”Der er nogle kulturelle krav, som spænder ben for religionen”, siger hun og fortæller om sin far og mor, at de var præget af den pakistanske kultur, som de havde med i bagagen, da de kom til Danmark i 1970’erne.

”Hvis jeg som ung var i tvivl om, hvorvidt mine forældre havde ret i deres ’religiøse’ krav til mig, så ringede jeg til min faster i Pakistan. Hun beroligede mig altid og bekræftede mig i, at det ifølge religionen ikke var noget problem eksempelvis at gå med cowboybukser.”

Følte vrede over imams fordømmelse

Rushy Rashids trang til at fravriste sig de mere konservative fortolkninger af islam nåede sit højdepunkt, da hun i gymnasiealderen skulle fejre den muslimske højtid, som afslutter fasten, eid.

Hun havde været i familiens foretrukne moské mange gange før, men egentlig aldrig lyttet sådan rigtig til imamens prædiken før nu. Og det, hun hørte, gjorde hende vred.

”Han kritiserede muslimske kioskejere for at sælge alkohol og svinekød fordi det er ’haram’, altså forbudt. Han sagde, at de ville blive stegt i helvede. ”

Med en hårdtarbejdende far, der som indehaver af en købmandsforretning forsørgede både familien i Pakistan og Danmark, var det dråben for hende at høre på den religiøse belæring.

”Tro er ikke dogmatisk for mig. Jeg tror ikke på love og regler om, at man skal gå klædt i noget bestemt, at der er nogle man ikke må gifte sig med og alle de her krav, der bliver stillet. Jeg har kort sagt fravalgt at lade mænd misbruge min religion og diktere, hvad der er rigtig og forkert for mig.”

Hun stoppede efter hændelsen med at komme i moskeen og fik efterhånden en klarhed over, hvad troen betyder for hende personligt. Hun har holdt fast i troen, som i dag er blevet et komfortabelt helle.

”Jeg ved, der er noget, der er højere end mig. Noget, der passer på mig, og som nok skal få det hele til at gå. Et sted, hvor jeg finder trøst, hvis jeg virkelig er nede i kulkælderen.”

Næstekærlighed er også en del af islam

For Rushy Rashid er evnen til at se ud over sin egen næsetip et vigtigt aspekt af troen. Det syn på religion, hun har med fra sin opvækst, bunder i fred, harmoni og kærlighed til andre mennesker.

Hun mindes som eksempel hendes sunnimuslimske bedsteforældre, der gik meget op i at give almisser til trængende.

”Det er en del af religionen, at man selvfølgelig hjælper folk, der ikke har det godt, eller som mangler noget. Næstekærlighed er ikke kun forbeholdt kristne. Det er også en del af islam.”

"Min faster i Pakistan beroligede mig altid over telefonen og bekræftede mig i, at det ifølge religionen ikke var noget problem eksempelvis at gå med cowboybukser." Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix