Sagnet bag Rasmussens Grand Prix-hit "Higher ground" handler om en viking, der ikke ville kæmpe

På torsdag skal Rasmussen synge sin sang "Higher ground" om vikingen Magnus Erlendsson, der nægtede at gå i krig, ved Det Europæiske Melodi Grand Prixs semifinale i Lissabon. Få historien bag vikingesagnet her

Jonas Flodager Rasmussen ligner intet mindre end en rigtig viking: Han har langt hår, et imponerende, rødt skæg og stålsatte øjne, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han er en mand med et mål.

Rasmussen, som han kalder sig på scenen, tog Danmark med storm, da han vandt årets danske Melodi Grand Prix i begyndelsen af februar, flankeret af sit entourage af stærke mænd iklædt sort tøj, læderhjelme og skudsikker attitude. Inden længe skal han forsøge at indtage resten af Europas hjerter ved Eurovision i Lissabon, Portugal, der finder sted den 12. maj.

Det våben, Rasmussen tager med sig i kampen mod de andre europæiske popstjerner, er sin sang. Og det er en ganske særlig sang. For ud over at være en ørehænger ud over det sædvanlige, trækker den tråde tilbage til et gammelt sagn, der handler om en enestående viking, som gik imod strømmen: Magnus Erlendsson, der trodsede sin konge og nægtede at gå i krig.

Salmer fremfor sværd
Magnus Erlendsson blev født i slutningen af det første årtusind på Orkneyøerne i det nordlige Skotland. Han var søn af jarlen Erlend Torfinnsson, og da han døde, måtte Magnus og hans fætter Håkon dele jarldømmet over øgruppen imellem sig. Da den norske konge Magnus Barfod kom til Orkneyøerne på vej på plyndringstogt, tog han fætrene Håkon og Magnus med sig til slagmarkerne sydpå.

Sagnet fortæller, at den unge jarl Magnus Erlendsson på dette plyndringstogt nægtede at gribe til våben. Modstanderne var den norske konges fjender, ikke hans, så i stedet for at tage del i blodsudgydelserne blev han ifølge overleveringen tilbage og sang salmer ombord på skibet. Det var en handling, der ikke ligefrem glædede kongen, men ikke desto mindre fik Magnus lov at blive tilbage.

Denne beretning bakker i høj grad op om det fromme billede af vikingen Magnus, som efter sin død blev ophøjet til helgen i den katolske kirke. At han trodsede den norske konge til fordel for sine egne religiøse eller politiske overbevisninger kan dog meget vel være en senere tilføjelse til fortællingen om den næstekærlige viking.

Sagnet fortæller yderligere, at der opstod alvorlige uenigheder mellem Orkneyøernes to jarler, Magnus og Håkon, på trods af, at de var blodsbeslægtede. Dette førte til, at Håkon beordrede kokken Lifolf til at gøre en ende på hans fætter og rival.

Magnus vidste, at hans skæbne var forseglet og hans endeligt var nær, så han bad Lifolf om at dræbe ham på en værdig måde. Lifolf tog sin økse og kløvede Magnus’ hoved i to i stedet for at halshugge ham, og gav ham på denne måde en mere ærefuld død, end hvis han havde været en simpel tyv.

Fra ufremkommelig klippe til frodige marker
På stedet, hvor Magnus var faldet for Lifolfs økse, begyndte der ifølge sagnet nu at ske mirakler: Hvor området før havde været et ufremkommeligt klippelandskab, ændrede naturen sig pludselig og blev til dejlige grønne marker.

Håkon, der nu var eneherskende jarl over Orkneyøerne, nægtede først at lade Magnus få en kristen begravelse. Han gav sig dog alligevel, da Magnus’ mor Thora bønfaldt ham om at lade hendes søn begrave på kristen vis.

Den afdøde Magnus blev derfor flyttet og begravet i en kirke, hvor mirakelhistorierne efterfølgende blomstrede talrige op. Magnus blev helgenkåret af biskop William den Gamle og kulten omkring vikingen, der nægtede at udgyde blod, var opstået.

I dag kan de jordiske rester af den næstekærlige viking findes i Sankt Magnuskatedralen i Kirkwall.