Sankthans

Sankthanstale: "Hold op med at brænde kvinder af"

"Hvor hyggeligt er det egentlig at samles om at brænde en dukke af en kvinde af? Hvilket kvindesyn giver vi videre til vores børn?," spørger sognepræst Christian Roar Pedersen retorisk i sin båltale på sankthansaften 2019. Billedet er fra sankthans på Marienborg i 2011. Foto: Martin Sylvest Andersen / Ritzau Scanpix

Christian Roar Pedersen er sognepræst og debattør. I hans sankthanstale, som du kan læse her, kalder han på et opgør med traditionen med, at en kvindefigur brændes på bålet sankthansaften

Christian Roar Pedersen holder sin båltale sankthansaften ved teglværkssøerne i Gandrup.

Så mødes vi endnu engang til en hyggelig aften, hvor vi brænder en heks af. En kvinde. Vi tænker ikke så meget over det, for vi er jo opvokset med denne dejlige midsommertradition. Men hvor hyggeligt er det egentlig at samles om at brænde en dukke af en kvinde af? Hvilket kvindesyn giver vi videre til vores børn?

Læs også:Sankthans

Metoo-bevægelsen har afdækket den virkelighed, kvinder lever i, med sexchikane, grænseoverskridende adfærd og overgreb. Hvis nu jeg også nævner ligeløn eller alle de kvinder, der sidder på krisecentre rundt omkring i Danmark, så forstår I min pointe. Måske er det bare ikke så sjovt at brænde en kvinde af - også selv om det er noget, vi leger.

Tøhø-mændene vil så mumle: Men der er jo mange kvinder, der har brændt mig af. Helt ærligt mænd: Nej, det er aldrig let at blive afvist. Men hvad skulle det berettige til? Lær dog at leve med livets realiteter. Man kan ikke tvinge kærligheden.

Hvis ikke vi skal brænde kvinderne af, hvem skal så på bålet i år? Jeg har spurgt på sociale medier, og der kom mange gode bud.

Der var en del navngivne politikere, som folk var trætte af. I kan selv sætte navne på. Én skrev “min familie”, en anden skrev “de unge”. Alle sammen kandidater til bålet sammen med janteloven, den indre svinehund og krænkelseskulturen. Forslaget om at brænde en præst kom også. Den var værre! Jeg må hellere lade være med at gå for tæt på bålet på sankthansaften.

I den vittige ende foreslog en at brænde telefonbøgerne; de skulle efter sigende være fulde af numre. Og hvis denne præst skal gå med på morfarhumoren, så lad mig tilføje: Salmebogen er også fuld af numre.

Hvorfra kommer denne trang til at brænde noget og nogen af? Alle kender til den. Vi gør det for at komme af med det onde. Udrydde det. Væk skal det.

Hekseafbrænding er en nyere tradition
Faktisk er traditionen med en heks på Sankthans bålet forholdsvis ny. Ifølge folkemindeforskere blev den først indført i 1920’erne eller 1930’erne. P.S. Krøyers berømte maleri “Sankt Hansblus på Skagen strand” fra 1906 har således ikke en heks på bålet. Der er i stedet tale om et glædesblus. Disse blus kendes langt tilbage og blev brugt til at holde det onde væk. Vi synger også om glædesblus i Holger Drachmanns midsommervise.

Skal vi ikke genoplive glædesblusset? At vi samles om glæden, det positive, og dermed holder det negative væk. I stedet for altid at lede efter en syndebuk, som vi kan lægge alt det onde over på og derefter brænde af. Sandheden er jo, at det onde ikke kun er i de andre. Det onde er i os alle sammen, og indser vi ikke vores egen syndighed, leder vi os selv på vildspor. Bjælken i vores eget øje ser vi ikke, men splinten i vores medmenneskes øje ser vi.

Nu kan man mene, at vi jo slet ikke brænder rigtige mennesker på bålet. Det er jo bare leg og helt harmløst. Eller er det?

Intolerencen over for andre mennesker og holdninger er stigende i disse år. Vi så det tydeligt til det netop afholdte folketingsvalg. Når nogle fra højrefløjen blev konfronteret med, hvad de havde sagt, lød svaret: Det er jo bare for sjov. Vi mente slet ikke, at mindre begavede er en byrde for samfundet. Ha ha - eller hvad?

I denne sammenhæng skal vi huske på, at volden starter med ord. Heksen bliver først brændt efter, vi har stået og råbt: På bålet med hende! Derfor er den berømte tone og ordene i debatten bestemt ikke ligegyldige. Hitler startede med at tale og råbe, og siden slog han millioner ihjel. Bøger blev brændt - holdninger - og siden mennesker.

Hvad vil frugten af vor tids ekkokamre på sociale medier blive? Vi omgiver os med folk, der siger det samme som os og bekræfter vores holdninger. Vi er enige i vores sinds ekkodal om, hvad og hvem problemet er. På bålet med dem! Vi leger det bare - i første omgang i hvert fald.

Vi må spørge os selv: Hvad bygger vores fællesskab på. Er det had til andre? Er det frygt for det anderledes? Eller er fællesskabet i stedet bygget på glæde og kærlighed? Bygger vi op eller river vi ned?

Glædesblus. Det er det, der skal til for at genskabe fællesskabet og styrke sammenholdet i vores land. For vi vil fred her til lands. Ikke afbrænding af kvinder. Eller nogen som helst andre.

Glædelig Sankt Hans. Dagen hvor vi også fejrer Johannes Døberen. En mand, der fik hovedet hugget af, og blev serveret på et fad, fordi han modsagde samfundet. Jeg håber også jeg har rusket lidt i jer i dag. Tak for ordet.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og debattør