Interview

Sanne Cigale: Jeg er kvindeforkæmper på min egen stille facon

"Jeg kan bedst lide kampe, jeg selv kan tage," fortæller journalist Sanne Cigale i et interview om kvinders nyerhvervede magt efter #MeToo, mediernes ansvar og om at være en religiøs minoritet i den offentlige debat. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

For journalist Sanne Cigale er kvindekampen ikke et optog op og ned ad gader og stræder, men en stille bøn om, at kvinder vil organisere sig og sige fra overfor kønsdiskrimination. Religion.dk har mødt hende til en snak i anledning af kvindernes kampdag

Den jødiske journalist Sanne Cigale tænkte ikke over feminisme før #MeToo-bevægelsen. Nu skal hun debattere på kvindernes kampdag den 8. marts, når organisationen Mino Danmark afholder paneldebat.

Sanne Cigale sidder i panelet blandt kvinder med forskellige minoritetsbaggrunde i kraft af sin jødiske identitet. Men kvindekampen har en anden betydning for Sanne Cigale, end den har for hendes meddebattører.

Sanne Cigale er dansk-israelsk. Sit jødiske ophav skiltede hun ikke synderligt med, før hun i 2018 sagde ja til at være vært på DR-programserien ”Jøde!”. Indtil da kunne hun gemme sig bag det privilegium, det er, ikke at være en synlig minoritet.

Får dødstrusler på grund af sin minoritetsbaggrund

Der er forskel på fordomme, og de andre kvinder, der sidder i panelet den 8. marts, adskiller sig særligt fra Sanne Cigale ved at være synlige minoriteter. Det betyder, at de kan møde fordomme uanset hvor, de befinder sig, mens Sanne Cigale oftest støder på fordommene i sin indbakke.

”Der er ekstremt stor forskel på, hvordan man bliver behandlet ud fra hvilken minoritet, man er en del af. De ting, jeg får i min indbakke, er ikke de ting, de andre kvinder får i deres indbakke,” fortæller hun.

De fordomme, hun oftest møder, handler om privilegier. Mens hendes ikke-jødiske kvindelige kollegaer får hademails med skældsord som ’luder’ eller ’kælling’, møder Sanne Cigale en fordom om, at hun har meget magt eller rigdom i kraft af hendes jødiske identitet.

”Jeg mærker i den offentlige debat, at der bliver skrevet nogle ting til mig, som ikke bliver skrevet til andre kvinder. I forhold til andre, lad os sige etnisk danske debattører, jeg kender, så får jeg væsentlig flere dødstrusler,” forklarer hun og uddyber:

”Det er nogle helt andre ord, jeg møder, end hvis jeg havde heddet Sanne Jørgensen. På den måde kan jeg virkelig mærke, når jeg stiller mig frem i den offentlige debat, hvor meget min minoritet betyder for andre”.

Udover hendes minoritetsbaggrund oplever Sanne Cigale også, at hendes køn har indflydelse på, hvad hun modtager i indbakken:

”Fordommene går både på min jødiske identitet, men også på mit køn. For der er mandlige debattører med jødisk baggrund, som ikke får noget i indbakken,” fortæller hun.

Den forskelsbehandling mellem kønnene, som hun mærker fra omverdenen, ser hun ikke indenfor de jødiske miljøer. Også her adskiller Sanne Cigales kvindekamp sig fra nogle af hendes meddebattører med muslimsk baggrund:

”Der er mange af de muslimske minoriteter i Danmark, som har haft brug for at bryde med en stærk patriarkalsk struktur. Det er der også i jødedommen, men kun indenfor ortodokse miljøer, og dem bevæger jeg mig ikke i. Jeg ser ikke, at det jødiske samfund har et problem med ligestilling”.

#MeToo har givet kvinder magt

Før hashtagget #MeToo dukkede op på sociale medier i 2017, havde Sanne Cigale ikke tænkt over det med feminisme. Ikke fordi hun ikke var feminist, men fordi kvindekampen ikke havde været hendes kæphest:

”Jeg er kvindeforkæmper på min egen stille facon. Jeg er ikke en af dem, der råber højest,” fortæller hun.

Men #MeToo-bevægelsen vakte en ny bevidsthed hos hende:

”Da jeg var yngre, tænkte jeg slet ikke over feminisme, men de seneste tre-fire år er der ligesom kommet en anden bevidsthed omkring kvinder. For mig betyder det, at jeg i det daglige er begyndt at tænke over, hvad kvindefællesskaber er, og hvordan man kan bruge dem enormt konstruktivt, hvis man vil”.

Den fælles bevidsthed om diskrimination af kvinder, der opstod med #MeToo, fik kvinder over hele verden til at organisere sig. Det gav kvinder en helt ny magt, som for Sanne Cigale ikke var helt ligetil at forholde sig til:

”Jeg er en af de kvinder, der fik en ekstrem magt under #MeToo, fordi jeg er en ung kvinde i mediebranchen. Jeg fik en stor magt, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle bruge til, eller hvordan jeg skulle forvalte. Det var helt vildt fedt, men det slog mig også lidt ud af kurs. For hvad skal vi så bruge den her magt til, hvad skal vi gøre med den? Og kan man misbruge den?”.

Ord har magt og det er netop grunden til, at #MeToo-bevægelsen var vigtig for kvindekampen, ifølge Sanne Cigale:

”Lige pludselig kunne jeg bare se, at hvis der kommer et sprog for det her, så er der også enormt meget, som der ikke er et sprog for endnu. Og så er jeg begyndt at se på, hvordan jeg kunne bruge det sprog i mit liv men også i forhold til andre mennesker”.

Sproget for den kønsdiskrimination, mange kvinder i mediebranchen oplever, har for Sanne Cigale betydet, at det er blevet nemmere for hende at opdage, hvornår noget over grænsen.

”Jeg har stået i nogle situationer, hvor jeg hurtigt har kunne mærke, at det her var forkert,” fortæller hun og fortsætter:

”Det har hjulpet i forhold til at konfrontere nogen eller bringe noget videre til en chef. Jeg har en helt klar fornemmelse af, at det er blevet lettere at sige fra”.

Medierne har et ansvar for unges selvbillede

Med kampgejsten vakt har Sanne Cigale omsider fundet sin kvindekamp. Som kommende mor til en pige har hun et brændende ønske om, at det billede af kvinder, der vises i medierne, bliver mere repræsentativt.

”Det er den kamp, jeg har valgt. Jeg kan bedst lide kampe, jeg selv kan tage. Derfor er jeg også imod redigering af billeder, og hvis jeg skal filmes, beder jeg ikke om at få make-up på,” fortæller hun.

Medierne har især et stort ansvar for at præsentere unge for uredigerede billeder af kvinder, mener Sanne Cigale:

”Jeg synes, det er helt vildt vigtigt, at de piger, der vokser op, ser noget andet. Jeg synes, det er helt utroligt, at vi ikke er nået længere end, at de mennesker, der toner frem på din skærm, sjældent er over 45,” siger hun med indignation i stemmen.

Indtil den store medierevolution sker, finder Sanne Cigale dog et håb i de kommende generationer:

”Jeg håber, der kommer en kæmpe modreaktion. Og på en eller anden måde synes jeg, at jeg kan se den spire. Jeg kan se kvinder, der ikke klæder sig på for mænd. De er seje, de generationer, der kommer”.