Billedserie

Se billederne: Årets muslimske pilgrimsvandring bar præg af verdenssituationen

Markant færre mennesker har i år deltaget i pilgrimsfærden hajj. Den saudi-arabiske regering har i år kun tilladt særligt udvalgte personer, der allerede opholdt sig i landet, at deltage i den vigtige begivenhed. På billedet ses vandringen rundt om Kabaen. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Den muslimske pilgrimsfærd hajj var i år markant anderledes, end den plejer at være. Se her, hvordan det så ud, da det betydningsfulde ritual og den efterfølgende offerfest blev gennemført på trods af coronakrisen

Den muslimske pilgrimsfærd hajj er en af islams fem søjler og er dermed et ritual, som mange muslimer fra hele verden stræber efter at gennemgå i løbet af deres liv. Sædvanligvis valfarter pilgrimmene til den hellige by Mekka i Saudi-Arabien fra nær og fjern, men i 2020 har situationen været en helt anden:

Kun særligt udvalgte pilgrimme, der allerede opholdte sig i Saudi-Arabien, fik lov af myndighederne til at deltage i ritualet, og der har været omfattende retningslinjer for hygiejne og afstand. Samtidig var der krav om, at alle deltagerne skulle i karantæne både før og efter pilgrimsvandringen.

Se billederne fra dette års hajj og den store offerfest, der markerer pilgrimsvandringens afslutning, her:

Muslimske pilgrimme cirkulerer rundt om helligstedet Kabaen, der ligger i midten af Den Store Moské i Mekka. De skulle alle bære masker og gå langs optegnede linjer på gulvet og sørge for at holde god afstand til hinanden. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Helligstedet Kabaen ligger i midten af Den Store Moske. Kabaen udgør desuden den muslimske bederetning kaldet qibla. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
En kvindelig pilgrim med mundbind beder efter at have gennemgået den del af hajj, hvor man på symbolsk vis stener Djævelen. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
To mænd kaster småsten i forbindelse med al-Aqabah, der er en symbolsk stening af Djævelen og en fast del af pilgrimsvandringens ritualer. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
En ung mand holder et mundbind over et fårs ansigt i forbindelse med offerfesten eid al-adha, der fejres over hele verden i forbindelse med pilgrimsvandringens afslutning. Foto: Hussein Faleh/AFP/Ritzau Scanpix
Under pilgrimsvandringen skal deltagerne bære de rituelle hvide klæder, der kaldes "ihram". Det er i øvrigt forbudt for mænd at bære klæder med syninger under pilgrimsvandringen. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Dette billede viser tydeligt, at årets hajj adskiller sig markant fra tidligere. Øverst ses blot få muslimer bede på Arafat-bjerget, og nederst er det tydeligt hvor stor trængsel, der sædvanligvis er. Det nederste billede er fra 2018. Foto: Ahmad Al-Rubaye Str/AFP/Ritzau Scanpix
En gruppe mænd i Peshawar, Pakistan, forbereder slagtningen af en tyr i forbindelse med offerfesten eid al-adha. I anledning af offerfesten slagtes millioner af dyr verden over - en praksis, nogle mener er misforstået og unødvendig. Foto: Abdul Majeed/AFP/Ritzau Scanpix
En mand fordeler kødet fra offerfestens slagtninger i Banda Aceh, Indonesien, så alle får del i det. Foto: Chaideer Mahyuddin/AFP/Ritzau Scanpix