Se billederne: Kø til prins Henriks båre i Slotskirken

Masser af mennesker er mødt op for at sige et sidste farvel til prinsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix

Prins Henrik ligger nu på castrum doloris. Efter kongefamiliens private besøg er dørene blevet åbnet for hele befolkningen. Se billederne i bunden af artiklen

Prins Henriks båre er nu blevet anbragt i Christiansborg Slotskirke, hvor han skal ligge på castrum doloris indtil mandag aften.

Båren står på en katafalk, en forhøjning, som er dækket af purpur fløjl, og omkring ham står adskillige mennesker æresvagt. Traditionen tro består vagterne af officerer fra hæren, søværnet, flyvevåbnet og Hjemmeværnet.

I morges ankom Dronning Margrethe sammen med sine to sønner og svigerdøtre til Christansborg Slotskirke. Kongefamilien ankom diskret igennem Prins Jørgens Gård, og forlod kirken efter omkring 20 minutter.

Klokken 15 åbnede dørene for offentligheden, og lige nu står masser af mennesker i kø for at sige et sidste farvel til prins Henrik. Dørene er åbne indtil klokken 19 og åbner igen ved middagstid søndag. Mandag fra 15 til 19 er sidste chance for at sige farvel til prinsen.

Dronning Margrethe og kronprinsparret ankommer til Christansborg Slotskirke lørdag formiddag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Prinsesse Marie og prins Joachim ankommer til den private ceremoni. Ingen af prins Henriks børnebørn deltog. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Dronning Margrethe forlader kirken efter en 20 minutter lang ceremoni. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Otte officerer står vagt om prins Henriks båre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Masser af mennesker er mødt op foran Christiansborg Slotskirke. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Dørene er åbne indtil klokken 19 i aften. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix
Befolkningen siger farvel til prins Henrik. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau/Scanpix