Sekterianismen: En grundkonflikt i det moderne Syrien

Det kan være udfordrende at danne sig et fuldbyrdet billede af de syriske borgerkrig. Her får du et overblik over sekterianismen i Syriens historie og et indblik i, hvordan den har indflydelse på den igangværende konflikt i landet

Skulle man være i tvivl om, hvad der menes med sekterianisme, så kan Syriens religionsdemografi bidrage lidt.

Ifølge CIA World Factbook består Syrien af 87% muslimer, hvoraf 74% er sunni-muslimer og 13% er shia, alawi og ismaili, 3% er drusere, 10% er kristne inddelt i blandt andet ortodokse, katolske og nestorianske kristne. Derudover er der også få jødiske grupperinger. Det betyder kort sagt, at der, til trods for den store majoritet af sunni-muslimer, er mange forskellige religiøse grupperinger – eller sekter – i Syrien.

Syrien blev en stat i 1920. Indtil da var det en provins i Det Osmanniske Rige, opdelt efter religiøst tilhørsforhold, og man nød i lang tid en stor grad religiøs selvbestemmelse, så længe man anerkendte rigets sultan og betalte en særlig skat. Som stat røg Syrien dog hurtigt ind under det franske styre. England og Frankrig havde under Første Verdenskrig lavet en aftale, kaldet Sykes-Picot, der uddelte stykker af Det Osmanniske Rige til hver af dem.

Frankrig fik blandt andet Syrien. Det betød, at de skulle danne en stat ud af et område, der aldrig havde været en samlet nation. Og mens franskmændene var uopmærksomme på opgaven, begyndte en nationalisme at blomstre hos folket: En ide om en samlet nation.

Nationalismen viste sig at være en større trussel end først antaget, og Frankrig prøvede at nedkæmpe den ved at opdele landet yderligere i sekter og sprog og derved eksplicitere sekterianismen. De rekrutterede endda forskellige religiøse grupper til deres militær, især alawitter.

Lige lidt hjalp det, og kulminationen kom ved et oprør, der varede fra 1925-1927, hvor det franske militær til sidst overvandt oprørerne. Syrerne fik dog deres uafhængighed – de skulle blot vente 16 år yderligere, nemlig til år 1943.

Uafhængighed, langt om længe
Som uafhængig stat forløb det heller ikke, som man havde drømt om i Syrien. Modsat lande som Egypten og Israel havde man ikke en stærk leder til at føre nationalismen i en retning. Med andre ord fik man ikke en leder, der kunne lede landet i uafhængighed.

Det første styre, ledet af Quwatli, var præget af nepotisme, og efter et stort nederlag i en krig med Israel, blev han fjernet i et militærkup. Dette indledte en periode med 15 militærkup, hvor det ene mere eller mindre overtog det andet, indtil Hafez al-Assad kom til magten i 1970.

I denne turbulente periode dannede Syrien og Egypten den Forenede Arabisk Republik i 1958, som skulle være startskuddet til en panarabisk nation. Denne tankegang havde dog den konsekvens, at sekterianisme blev et fy-ord. Det blev stillet i modsætningsforhold til en stor og harmonisk arabisk nation. Republikken gik i opløsning i 1961 ved endnu et militærkup i Syrien.

Assad’erne
Hafez al-Assad var præsident i Syrien fra 1970 til sin død i 2000. Hans første opgave var at få pacificeret militæret, så han kunne undgå at blive fjernet fra magten. Det lykkedes ved at give høje stillinger til folk, han stolede på eller betalte for at være trofaste. Det var i høj grad familie og folk fra hans egen religiøse gruppe, alawitterne.

Derfor var der heller ingen, der for alvor antastede, at hans søn Bashar al-Assad skulle overtage magten, da han døde. Begge Assad’er har fastholdt en anti-sekterisk retorik for at betone Syrien som et ”samlet” land. I praksis har de dog begge været konsekvent sekteriske, idet de har favoriseret i forhold til religiøse grupper og sørget for at placere loyale repræsentanter i de fleste af dem. Dette medvirkede til, at der udbrød protester og demonstrationer i 2011.

Borgerkrigen
Som udgangspunkt var protesterne fredelige og rettet mod en korrupt stat. Man ønskede reformer, der repræsenterede alle religiøse grupperinger i Syrien, men protesterne bundede mestendels i ulighed og utilfredshed med staten. Hurtigt begyndte regimet dog at betegne oprørerne som sunni-muslimer, og de blev udpeget som ”fjender” af Syrien.

Retorikken gik altså fra - før konflikten - at Syrien var en ikke-sekterisk nation til, at regimet ”beskyttede” den syriske befolkning mod sunni-muslimer, som var en af landets religiøse grupper. Man optegnede herved et klart fjendebillede for at legitimere sin brutalitet.

Det havde også den konsekvens, at oprørsgrupperne skulle overbevise omgivelserne om, at de ikke var sekterisk funderede, hvilket de ikke lykkedes med.

Dette gjorde det næsten umuligt at skabe en samlet opposition, der gik på tværs af de forskellige religiøse minoriteter. For hvorfor skulle en druser eksempelvis kæmpe med sunni-muslimer, når sunni-muslimerne er landets befolkningsmæssige majoritet? Vil de ikke blot favorisere sig selv, når krigen engang er slut?

Sådan lød ræsonnementet blandt andet, og snart begyndte jihadistiske grupper som IS at blande sig. Derved blev Assads fjendebillede aktualiseret.