Sex, skyld og skam i jødedom: ”Mest af alt skal du skamme dig, hvis du ikke behandler din partner ordentligt i et samleje”

Den hebraiske bibel rummer passager, der synes at aflede strenge regler og normer for jøders seksualitet. Blandt traditionaliststiske jøder er normalbegrebet for menneskelig seksualitet snævert, mens reformjøder udgør et eksempel på, at dyb religiøsitet sagtens kan forenes med en kompleks seksualitet

Hvor end man vender blikket hen i verden, vil man støde på normer, der på en eller anden måde florerer i kulturer, sprog og enkelte individer. Det er ofte dem, der marker grænser og forskelle. På det europæiske kontinent er det i høj grad de store monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam, der via religiøse skrifter og historiens gang har været med til at etablere disse. Med årene har normerne ændret sig, og i takt med en stigende modernisering er de religiøse skrifter blevet nyfortolket og tilpasset den nyere tid - andre steder har man fastholdt et konservativt blik.

Sommetider opstår der en kløft mellem det religiøse individ og det sekulære samfund, der i al hast udvikler sig, mens skrifterne forbliver, som de er. Nogle af de mest ømtålelige og omdiskuterede normer er dem, der holder det komplekse seksuelle univers i individets indre i skak. Her æder normerne sig ofte vej ind i tankerne, hvor kroppens iver, lyst og begær udfordrer fornuften, der i kraft af normerne kender til de handlinger, der betragtes som rigtige og forkerte. Brydes normerne, kan følelser som skyld og skam blive alt overskyggende for den enkelte. Men hvad er det for nogle normer, der kan vække sådanne følelser, og hvordan kan det religiøse menneske søge vejledning i religiøse skrifter til at hitte rede i en kompleks seksualitet? Religion.dk har stillet disse spørgsmål til religionshistoriker Marianne Schleicher, der forsker i jødedom.

”Bliv frugtbare og talrige”
Hvornår tolerer jødedommen normafvigelser, og hvornår tør religionen rumme dem? Netop dette spørgsmål kredser Marianne Schleichers forskning om. I den hebraiske bibel i Moselovene udstikkes en rækker normer, herunder den opfattelse, at der kun er to køn, et hierarki mellem mand og kvinde, forbud mod homoseksualitet samt transvestisme.

Disse normer har i mange år været styrende blandt religiøse jøder, men hvordan man helt præcist håndterer de specifikke afvigelser varierer fra de mere sekulære retninger inden for jødedommen til de konservative og ortodokse.

Alligevel er der et helt centralt element i jødedom, som er styrende for den religiøse jødes seksuelle udfoldelser, og det er kravet om reproduktion, som stammer fra Første Mosebog kapitel 1 vers 27-28:

”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden’”

Opfordringen til at blive frugtbare og talrige synes at være en direkte opfordring til sex - men hvordan det seksuelle skal udspille sig, og mellem hvem, er et spørgsmål om fortolkning, forklarer Marianne Schleicher:

”I jødedom kan det betragtes som hovedregel, at mennesket er skabt, fordi Gud vil, at mennesket skal formere sig, og dette sker nu engang ved hjælp af sex. Overbevisningen om, at der kun findes to køn, kan altså også forstås som det, der sikrer denne reproduktion. Men der er meget, der tyder på, at jødedom faktisk kan rumme afvigelser fra diskurserne, såfremt kulturens overlevelse ikke trues,” forklarer hun.

Men i Tredje Mosebog kapitel 18 omtales netop de seksuelle aktiviteter, der anses som afvigende fra det normale, og her udstikker skriften en ganske klar norm, ja, de har sågar karakter af forbud. Seksuel omgang med eksempelvis dyr, din brors hustru eller incestuøse forhold er ikke tilladt og betragtes som urent. Homoseksualitet betragtes også som sådan, dog med en lille lomme til fortolkningsfrihed i kraft af ordene:

”Du må ikke have samleje med en mand, som med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.”

At et samleje mellem to individer af samme biologiske køn af naturlige årsager ville foregå på anden vis er vel klart for enhver, mener Marianne Schleicher. Hun fremhæver, at det væsentligste er, at seksualiteten ikke må ende et sted, hvor det ikke kan resultere i reproduktion, og dette vanskeliggør tolerancen over for homoseksualitet i traditionalistiske jødiske kredse.

Selvom tolerancen er at finde i jødedom, ifølge Marianna Schleicher, så findes der i den hebraiske bibel en hård straf for den, som bryder loven. Her kunne skyld og skam sandsynligvis finde sin plads i den religiøse jødes tankeunivers, men det forholder sig imidlertid lidt mere komplekst end som så med disse følelser. For i jødedom er det ikke blot individet, der straffes for dets ugerninger eller afvigelser, men derimod kollektivet:

”I skal holde mine love og mine retsregler og undlade at gøre nogen af disse vederstyggeligheder […] Ellers vil landet spytte jer ud, fordi I gør det urent, sådan som det har spyttet det folk ud, som var der før jer. For enhver, som gør nogen af disse vederstyggeligheder, det menneske skal udryddes fra sit folk” (Tredje Mosebog kapitel 18, 28-29).

Ifølge Marianne Schleicher er denne straf altså afgørende for følelser som skyld og skam, for disse opstår ikke nødvendigvis, fordi man afviger fra normen eller har sex på besynderlige måder, men fordi den enkelte religiøse jøde ikke kan leve op til det kollektive pres om at bidrage til reproduktionen. Skyld og skam vil altså typisk dominere blandt barnløse kvinder eller eksempelvis mænd med ringe reproduktionsevner, der kan forhindre folket i at blive talrigt.

Reproduktion frem for strenge normer
Alligevel vil det ske igen og igen, at kulturen konfronteres med menneskelig, seksuel adfærd, man betragter som afvigende, men her kan netop kulturens manglende tolerance og rummelighed faktisk gøre mere skade end gavn og blokere for kulturens beståen, forklarer Marianne Schleicher:

”Enhver kultur, der konfronteres med det komplekse menneske, må manøvrere klogt mellem normerne og dem, som afviger fra dem, når det vedrører køn og kærlighed. Ganske enkelt for at sikre kulturens gang og overlevelse. Det er mit indtryk, at i mange grene af jødedom er buddene bøjelige og kulturen tolerant, dersom det enkelte individ signalerer loyalitet over for kulturen og tager del - om end man skejer ud. Der findes altså et potentiale i jødedommen til både at kunne rumme det komplekse individ og værne om den religiøse praksis samt de hellige skrifter.”

Yderligere nævner hun, at der faktisk findes beretninger i den hebraiske bibel, der skildrer et inderligt kærlighedsforhold mellem to af samme køn. Disse findes i Ruths Bog, hvor kærligheden mellem to kvinder portrætteres poetisk, samt i Samuelsbøgerne, hvor kærlighed mellem to mænd, David og Jonathan hyldes. Det bemærkelsesværdige ved disse beretninger er, at hovedpersonerne ikke straffes. Derimod ender historierne glædeligt på hver deres måde - den jødiske kulturs beståen og stolthed sikres og hermed også reproduktionen.

Men når skriften er så tvetydig og seksualiteten så kompleks, hvordan skal den enkelte religiøse jøde så finde grænsen mellem rigtigt og forkert? Når man undersøger dette felt blandt religiøse jøder, er det vigtigt at have for øje, hvordan netop sådan noget som seksualitet, og hvordan man anskuer det afvigende, varierer meget, forklarer Marianne Schleicher.

De ultraortodokse miljøer er selvsagt mindre tolerante over for normbrud, og her er det ganske rigtigt reproduktionen, der er det ultimative mål. Reformjøder derimod, som netop repræsenterer et opgør med det traditionalistiske, lever med andet for øje. Her handler det netop om at rumme det hele, komplekse menneske, forklarer Marianne Schleicher:

”Blandt disse er det vigtigste, at man styrker hinanden, tager vare på hinanden og er omsorgsfulde. Her er fokusset ikke reproduktionen men nærmere, at man skaber udfoldelsesmuligheder for den person, man lever sammen med. Faktisk kan man sige, at hvis en reformjøde skulle skamme sig, ville det mest af alt være, fordi vedkommende har latterliggjort partneren i et samleje.”